Something Under Her Skin[Indira]

Turen tilbage til Cruera, helt fra Duri Øen, havde været lang og anstrengt. Men det var dog gået hurtigt med Midnight som deres transport. Nok ikke den mest behagelige tur, eller generelt den mest behagelige Søhest at ride på. Men Midnight var hurtig og stærk, og kunne sagtens slæbe både Orion og Indira hele turen uden pause eller stop. Eller.. Midnight slæbte Indira, imens Indira slæbte Orion.. Noget af det sidste han huskede inden vandet begyndte at suse for hans ører, var hende der bød ham at holde fast i hende så godt som muligt; hvilken han bestemt også havde gjort. Hans ene arm var dog svag efter angrebet, så det var blot med en enkelt arm at han holdte om hende. Dog fast og tæt. Med hans ansigt begravet i den af hendes skuldre der ikke var plaget af pilen den kvindelige Grounder tidligere havde stukket i hende.
Pilen havde Orion også bemærket, efter Indira havde tvunget ham op på sine fødder, og hjulpet ham ud til vandet. Et syn der havde fået hans smil til at falme og hans bryn til at rynke. Men han havde dog ikke sagt mere. HUn var stærk nok til at slæbe rundt på ham og forbinde ham, så han havde tiltro til at hun forstod hendes egen krop bedre end han selv gjorde det. Dog var han ikke helt tilfreds med at han ikke var den eneste der var skadet. Ikke at han på nogen måde var tilfreds... men hun var den eneste han havde i disse øjeblikke, og han gjorde derfor intet for at stride imod eller gøre det mere besværligt for hende end det allerede måtte have været.

Som Midnight havde ført dem igennem havet og tilbage mod Cruera, var der ikke mange ting der fyldte Orions tanker, eller meget der gjorde indtryk på hans krop. Midnight var vild og nådesløs overfor hvem der end skulle være modig nok til at ride på ham. Så Indira ville have travlt med at holde fast i Søhesten. Til gengæld måtte Orion fokusere på at holde fast om hende. Med en arm der gik under hendes ene arm og omkring hendes liv, for så at knuge sig selv ind mod hende. Der var ikke meget andet han kunne gøre, selvom hans lettere hjælpeløse tilstand frustrerede ham. Da Orion havde mistet sine ben og i stedet fået sin hale, var forbindingerne omkring hans lægmuskler og skinneben, blevet revet i stykker af gode grunde. Og desto længere de var rejst med Midnight, desto værre blev smerten. Saltvandet der i den høje fart blev ved med at grave sig ind i hans sår, og de tynde tråde af blod der konstant flød derfra i en diskret strøm efter dem...

Da Midnight svømmede over tagene af de yderste huse af Cruera, var næsten al følelse begyndt at forlade enden af hans hale. Men han var endnu for fokuseret på at holde fast om hende, til at gøre andet end at knibe sine øjne i og spænde kæben ved smerten. De eneste ting han tænkte på; var ikke at give slip på Indira, og pilen i Indiras anden skulder. Ved hjælp af Indiras styring fandt Midnight hurtigt hendes hus, og dykkede ned i byen til den. Kun for så at stoppe da Indira gav ordren til at gøre det. Midnight var urolig inde midt i byen, men holdte sig dog nogenlunde rolig, alt taget i betragtning. Da Orion så kunne mærke farten aftage og at de kom til et holdt, åndede han lettet op, efterfulgt af en dyb indånding. Men han løsnede dog ikke grebet om Indira særligt meget... Og så snart de to var af Midnight's ryg, satte den i fart og forlod dem. Dets loyalitet og bekymring for Orion blev dog tydelig ved måden den kæmpede imod sine instinkter. Den havde lyst til at forlade byen, men havde ikke lyst til at forlade Orion. Men selv Orion forstod Midnight's natur bedre end som så, og viftede anstrengt med sin frie arm efter Søhesten, hvorefter den så forlod dem alene i byen der nu var en anelse hyldet i mørke...

Orion var ikke døset hen, men holdte stædigt fast i sin bevidsthed. Fokuserede på små ting, smertefulde eller ej, for at holde sig nogenlunde vågen. Et fokus vendt imod den meget smertefulde følelse i hans hale, mod viljen til at holde fast om hende, mod hendes duft som han holdte sig selv tæt mod hende. Så tæt at hun nok måtte arbejde en smule for at få løsnet ham af sig og lagt ham på sengen. Resten syntes nærmest at ske i små slørede glimt...
Orion havde ikke sovet i en seng siden han var en dreng. Hans fader havde været overbevist om at senge gjorde én svag og var dårlig for kroppen. Orion klagede skam heller ikke. Han kunne sove hvor som helst. Om så det var i resterne af hans ødelagte familiehjem, ved et koralrev, eller andet. Men inden længe kunne han mærke sig selv synke ned i sengen under vandet. Langsomt som følge af vægtløsheden, men da han ramte sengen fortsatte han med at synke i hvad der syntes en evighed. Selvfølgelig; han var en smule omtåget. Men til ham føltes det som at lægge sig på en sky. I hans hørte gentog nogle få glimt... Af Indira i en blå kjole, der sad på sengen, og så forlod sengen. Billeder i hans hoved af en glødende vandmand der blev lagt på hans brystkasse. Og billeder af hvordan den så svømmede væk lidt senere. Nogle gentagende lyde i hans ører, af træværk der snappede og rev i kød og muskler, og synet af en smule blod der blandede sig med saltvandet. Såvel som gentagende følelser af lettelse i sin krop. Sår der heledes i en sådan hast var ikke ligefrem så naturligt som vandmandens eksistens ville påstå... Den gjorde en smule ondt at mærke sårene lukke sig og arvævet sætte sig ind. Men en nærmest behagelig smerte! Som når man hev en splint ud af hånden. Og før han selv vidste bedre, faldt han til ro, og i søvn...

Indiras værelse var behagelig. Temperaturen passede ham godt. Og sengen han lå i var blød og indbydende. Og nogle arme var omkring ham.. Indiras arme, som hun lå imod ham i hendes seng. Han sukkede. Han vidste godt han stadig sov, men det skulle endelig ikke fjerne nydelsen af hele scenariet. Han blinkede... Værelsets vægge blev dækket af små sorte prikker. Prikker der langsomt blev større, indtil væggene var kulsorte. Alt blev vendt på hovedet, og pludselig var der ikke nogen seng, ej heller nogen arme omkring ham eller en krop imod hans egen. Vægten og vandet omkring ham skiftede. Pludselig var døren til værelset under ham, og han hang vægtløs i midten. Fra døren kom det vidtåbne gab af en enorm Seasnake, og satte sine tænder i hans hale. Den trak i ham. Hev og vred i ham som hans arme arbejde febrilsk for at trække ham den modsatte vej. Jo længere ned i mørket bæstet trak ham, desto koldere blev vandet omkring ham. Og han kunne mærke sin hud sitre og lige dele kulde og rædsel. Han kiggede op... Midnight.. Han rakte armen ud efter sin ven..

Orions øjne åbnedes hurtigt og pludseligt. En dyb indånding blev til et sted af bobler fra hans mund, og han blinkede et par gange. Orienterede sig. I få sekunder vidste han ikke at det bare havde været en drøm, og han vendte hovedet en smule som han kiggede omkring sig. Væggene var der. Døren var åben og en vandmand svømmede langsomt forbi. Han sukkede endnu engang, idet han mærkede sengen hvori han lå. Han vendte så sit hoved, og så Indira. Hendes vægtløse fyldige hår. Hendes kæbe og kind lagt imod den selv samme skulder en Magna Turpis aftenen forinden havde bidt og revet i. Begge hendes arme smidt omkring hams liv og overkrop, i et ganske habilt tag, faktisk. Hendes krop der stadig bar den blå kjole, var trykket imod hans. Og først dér, indså han at det ikke længere var en drøm. Hvilket fik ham til at sukke atter en gang. Hans indre ur fortalte ham at det nok stadig var nat, eller i hvert fald meget tidlig morgen. Hans krop var endnu øm.. Men smerterne syntes at være forsvundet helt. I lidt tid lå han og overvejede hvordan han i alverden skulle kunne snige sig væk fra hende. Selvom han havde lyst til at blive liggende med hende mod sig og hendes arme omkring sig, tvivlede han sjovt nok på at hun ville blive liggende hvis hun havde været den første til at vågne. Hans ene hånd blev ført over den arm der gik over hans mave, og havde fat om hans side. Så blidt som han overhoved kunne mønstre det, tog han om hendes håndled med et par fingre, og hævede hendes arm. Først syntes det en naturlig refleks for hende at klynge sig lidt tættere til ham, men han fik dog hævet armen til sidst. Og helst uden at vække hende. Da den ene arm blev løftet væk fra hans krop, trak han langsomt sin skulder til sig under hendes hoved. Begge hans arme blev derefter brugt til at tage fat i kanten af den store seng, og trække sig selv ud over enden.. Og det var først da han hang over kanten af sengen, at han indså noget var galt.. Halen føltes stiv og slidt. Da han forsøgte at hæve sig over sengen, føltes hans skæl som tænder, og huden føltes som læder, og han skvattede da en hånd mistede balancen mod kanten af sengen. Selv vægtløs under vandet, væltede han tungt ned ved siden af sengen, med hovedet mod gulvet. "Ugh.." Udstødte Orion lige dele overrasket som frustreret... Hvad var der galt med hans hale?

Orion var ikke længere bedugget af smerten fra forrige eftermiddag og aften. Ej heller var han længere forvirret over det vandte mareridt han havde haft. Men minderne fra den forrige dag, var dog stadig i fragtmenter. Netop som det havde været da Indira havde slæbt ham ind i sit hjem og lagt ham i sin seng. Han huskede langt fra alting, og hvad han denne morgen eller sen nat kunne huske, var enten slørede billeder i hovedet, eller smertefuldt klare hukommelser. Begge forsøgte han at finde hoved og hale i, men samtidig var der dog også en del af ham der helst ville glemme det og fortsætte i livet. Der var dog en ting der havde bidt sig fast, og det var Indira. Og ikke mindst hvad hun havde gjort for ham. Dog var hans svagelige forsøg på at finde hoved og hale i gårsdagens begivenheder, blevet afbrudt, da han skvattede ned på gulvet ved siden af sengen. Irriteret og frustreret, med panden plantet i gulvet, brummede han utilfreds og fik sig vendt om på ryggen. Hvad var der galt med hans hale? Han kunne sagtens bevæge den, så hvad var problemet? Orion nåede lige at hæve hovedet lidt op for at skænke halen et undersøgende blik; inden Indira så rullede ud over kanten af sengen, og landede på ham. Atter måtte han udstøde en lille utilfreds og overrasket lyd, inden hun så fik sig rullet af ham. Han var stadig en anelse øm, så han kunne da godt mærke det da hun ladede ovenpå ham. Så et lydløst og lettet suk forlod hans læber imens hans blik så fulgte hende. Hun bar stadig kjolen... Som faktisk passede hende ganske godt. I kjolen var der et lille hul ved hendes kraveben, og imens han hævede sig en smule op på en enkelt albue, kunne han så konstatere at hun havde fået fjernet pilen og helet såret.
Mere nåede han dog ikke at hverken gøre, se, eller sige; inden Indira landede på ham igen. Denne gang, dog, uden smerte eller ubehag, da han i stedet kunne mærke hendes arme omkring sig i en tæt omfavnelse. Han sukkede igen, men ikke af ubehag. Selvom hans krop stadig var øm. Og denne gang tøvede han ikke som han havde gjort sidst. Armene sneg sig op under hendes og bag hendes ryg. Den ene over hendes ene skulderplade, for at hvile hånden mod hendes nakke. Og den anden tværs over hendes lænd, som han trak hende mod sig. Følelsen af både hud, skæl, og kjolens stof var mod hans egen bare overkrop. Det eneste han trods alt bar, var de gyldne smykker... som faktisk var begyndt at irritere huden.

Han vidste virkelig ikke hvad der mon havde provokeret en sådan reaktion frem hos hende; at hun følte behovet for at omfavne ham som hun gjorde det. Men han havde bestemt heller ikke tænkt sig at klage. Som han endnu omfavnede hende, lagde han hovedet mod hendes skulder og nakke, som han havde gjort da han havde holdt fast i hende på vejen hjem. Og som han åbnede munden for at tale, tog han også hendes duft til sig. "Have I thanked you yet?" ... "For saving me, I mean?" Enhver tanke mod hans hale var forsvundet, som han endnu holdte i hende. Dog løsnede han lidt efter lidt omfavnelsen om hende, og et lidt fraværende kys mod hendes kind var også et tegn til at hun kunne give slip. Hun holdte måske også en anelse for hårdt og tæt om ham.. Givet hvor øm han var. Så han gav hende den plads hun skulle bruge, hvis hun nu ønskede at fjerne sig fra ham. Men hans hænder hvilede dog stadig fraværende ved enden af hendes talje, og starten af hendes hofter og hale. Han havde aldrig været god til ord... og åben taknemmelighed var nu heller ikke hans stærke side. Den slags viste han altid igennem handlinger og sådan. Men som han havde set hende vågen, og hun spontant omfavnede ham, følte han bestemt at et ærligt og velment tak var på sin plads. Hun havde jo trods alt reddet hans liv, så meget var han bestemt ikke i tvivl om. Han strakte sin ryg kort derefter og spændte kæben. "Could you, maybe, help me back in bed?" Sukkede han lidt frustreret, da han pludselig blev meget klar over hvilken tilstand hans hale var i. Og kunne hurtigt mærke hvor en svag ydmygende fornemmelse komme over sig. Men hvis han skulle op i sengen, skulle hun jo først fjerne sig. Og han var ikke sikker på at han ønskede hun skulle gøre det.

Ligesom hende, var Orion en ofte hudløst ærlig personlighed. Han havde sin maskuline stolthed, men den var nok ved at være ude af vinduet efter hun havde reddet fra fra hvad der ville have været en sikker død. Han var også erfaren, og dog havde han sjældent oplevet noget som hvad der skete forrige aften. Og nu hvor han endnu var øm, og var skvattet ved siden af sengen, syntes der kun at være en ting tilbage; bare ham. Så og sige. Og det viste sig i form af hans taknemmelighed. En taknemmelighed han en smule ubevidst forsøgte at skjule, men som dog alligevel viste sig. I form af omfavnelsen han nærmest syntes ivrig efter at gengælde, såvel som kysset han instinktivt havde placeret mod hendes kind. Egentlig vidste han heller ikke selv hvad det havde handlet om... Måske. Måske havde han opfanget en form for, ømhed, omkring Indira. Set hendes tårer tilbage på stranden. Mærket hendes provokerende og dog behagelige omfavnelse da de havde mødt hinanden først. Set hendes smil og hørt hendes bekymrede ord. Måske var der blot en del af ham der ubevidst ønskede at spejle dette i from af en eller anden handling. Et tak var nok alt han ville give hende i form af ord, men han var en mand af handling, så og sige. Så i øjeblikket, havde et hurtigt kys imod hendes kind syntes den bedste måde at kommunikere hans ærlige taknemmelighed. Også selvom livet ikke altid var så fandens værdifuldt for ham. Men uden hende ville det sikkert være gået langt værre end det var.
Men efter kysset han placerede mod hendes kind, blev han pludselig en smule mere bevidst på hvad han lavede. Hvilket havde været skyld i det derefter løse tag han i stedet fik i hende, og hvorfor han forsøgte at skifte fokus mod dét at få ham op i sengen...

Teknisk set ville han da nok kunne slæbe sig selv op i sengen. Han var jo ikke lam eller noget. Men som sagt var hun nærmest ovenpå ham, og han kunne nu alligevel også bruge en smule hjælp. Orion havde aldrig fået så meget hjælp, i hele sit liv, som hvad Indira havde givet i løbet af sådan en periode som denne. Det var underligt, og endda også ydmygende for ham, at direkte spørge om hjælp. Og det lå instinktivt til ham at spørge efter hjælp i en nærmest underdanig tone... næsten som om han talte til sin fader, og ikke til en ung Mara der så modigt havde hjulpet ham til at begynde med. Orion rømmede sig, distraheret af sine tanker, og tog så fat i kanten af sengen da han kunne mærke vandet omkring sig trykke og skubbe på hans krop. Han behøvede egentlig ikke hjælpe med sine hænder, da det syntes at hun havde styr på det. Og inden alt for længe kunne han så atter engang ånde lettet ud ved følelsen af en blød seng under ryggen og hans strakte krop. "It's nothing, really. I'm just sore.." Svarede han hende så imens han vrikkede lidt med halen, og spændte i kæben ved den trængte følelse. Han sendte hende også et halvhjertet smil i et forsøg på at berolige hende, og ikke bekymre hende mere end hvad der var nødvendigt. Dog, var han nu ikke engang sikker på sine egne ord. Og ikke engang sikker på hvorfor han forsøgte at undgå det hele... Han kendte sin krop, og vidste hvad den fortalte ham. Det var så også der han indså at han ikke rigtig havde sagt et ord siden de begge havde lagt på gulvet med deres arme omkring hinanden... Han sænkede hagen lidt mod brystkassen og kiggede ned ad sin krop. "I'm.. sorry. I'm sorry you had to see me that way.." Lød det så fra ham imens han fortsatte med at bevæge halen en smule, indtil han så strakte ryggen lidt og lagde sig til rette. Det var ikke smerte, ikke som det havde været dagen forinden. Men en trykkende og trængt følelse. Som om musklerne i venstre side af hans hale var trætte og udmattede, til trods for den ellers raske følelse i resten af halen. Det kunne sikkert være meget værre. Især da han vidste, at dette var aller første gang i hans liv, at han var blevet helet af en Glødende Vandmand. Resten af hans ar og sår havde helet naturligt. Måske var det derfor? Måske havde han mistet mere end bare lidt kød og blod? Det var jo heller ikke ligefrem fordi vandmandens helende kræfter kunne erstatte mistede lemmer... Han vidste det ikke. Og usikkerheden var en smule... sørgelig. Han fjernede så blikket fra sig selv, og vendte den op imod hende. "And" ... "Thank you. For helping me." Det diskrete smil han denne gang sendte hende, var ikke halvhjertet.

Orion var i et kort øjeblik næsten, forvirret. Havde hun lige... Havde hun lige skældt ham ud? Den her kvinde var et totalt mysterium for Orion. Det ene øjeblik var hendes øjne våde af taknemmelige tårer, eller glødende med smil. Og det andet var hendes øjenbryn krummet i en nedstirrende og utilfreds mine. At hun ikke have stukket ham en lussing endnu, virkede nærmest som et mirakel; desto mere han opfangede af hendes adfærd. I stedet havde han modtaget flere ømme omfavnelser fra hende, end slag. Og langt mere hjælp end han nogensinde ville kunne få sig selv til at spørge om. Hun projekterede og udstrålede styrke, egenrådighed, og ikke mindst attitude. Hånd i hånd med en adfærd fra hende, som han ikke rigtig vidste var ment som forførende, eller blot kærlig. Måske begge. Men han havde ingen idé. Omstændighederne under hvilke de to havde mødt hinanden, begge gange, havde heller ikke just været almene. Og den forrige aften havde han nu heller ikke haft de store chancer for at kigge nærmere på hende. Ikke at den slags overhoved havde haft nogen betydning efter nær at være blevet revet i stykker af en flok Magna Turpis. Men efter at være vågnet op med sårene helet, og hendes arme omkring sig; det det dog været lidt mere besværligt.

Hendes kommentar og nedstirrende blik havde fået Orion til at rynke sine egne bryn en smule. Ingen havde talt til ham sådan siden hans mor døde, og hans familie derefter begyndte at falde fra hinanden. Dog var hendes klart seksuelle hentydning, en tilføjelse til hendes tone han ikke ligefrem havde regnet med. Atter stod Orion med chancen for at gengælde en sådan kommentar. Måske nævne for hende at hun nok ikke ville have noget problem med at have ham liggende i sin seng. Eller lade hans humoristiske sans komme frem, ved en kommentar om hvorvidt hun kunne have forgiftet ham, så han ikke havde andet valg. Eller måske endda udfordre hende... Og sige hun bare kunne slæbe ham til den nærmeste strand, og se præcis hvor meget han ville kunne bevæge sig. Men atter en gang holdte Orion sig tilbage fra den slags. I stedet holdte han sit blik mod det lille blink hendes øjne gav ham, og forsøgte endda også at modstå fristelsen af at smile lidt hentydende. Dog, forblev han stille, og holdte sine bryn rynket. Næsten utilfreds. Men også forundrende. Undrende over hvorfor det var så vigtigt for hende, at han ikke led alene. Hvilket han faktisk foretrak... En mand der ikke kunne håndtere sine egne problemer, var ingen mand overhoved. Og det var vidst sikkert at sige at hun allerede havde håndteret en del af hans problemer for ham. Så selvom stolthed kunne være fjollet, var hans dog en smule bulet.

Fraværende og næsten ufrivilligt, gled hans blik fra hendes øjne og ned over hende, lige inden han så lagde hovedet tilbage ned i sengen og sukkede. "It's." Han spændte sin kæbe. "It's my tail." ... "It feels like it's sleeping..." Bedre kunne han ikke forklare det. Han kunne kun forestille sig hvor tykpandet han måtte synes til hende. Så uvillig efter at spørge om hjælp, eller så meget som at udtrykke sin smerte eller utilfredshed. Efter at havde fortalt hende i hvert fald noget af hvad hun havde ønsket at høre, sukkede han igen, og hævede hovedet for at kigge ned ad sig selv. "But it's probably nothing.." Lød det så mere afslappet fra ham. I hans sædvanligt rolige og sikre tone. Igen fik han lyst til at bemærke, hvordan det derfor nok kunne være nødvendigt for ham at blive liggende i hendes seng lidt endnu.. Men igen, gjorde han det ikke. I stedet fandt han det lidt besværligt at kigge på hende, eller holde hendes blik. Især når de store mandelformede øjne viste ham oprigtighed, eller et drilsk glimt. Han tog en dyb indånding, og fangede sig selv i at ønske han kunne komme væk derfra. Væk fra hende. Også selvom hendes opmærksomhed var mere end velkommen. For ikke meget mere end en håndfuld timer siden, havde han kæmpet for sit liv. Kæmpet for at holde sig vågen, og for ikke bare at skrige ud i en uanet mængde smerte han ikke engang helt kunne huske denne nat. Og nu, var hans største bekymringer ikke at få for meget af hendes hjælp... Eller for mange tanker om hende.

Orions generelle forvirring og utilfredshed blev bestemt ikke lindret, da han så hende rulle med øjnene og hørte hende fnyse. Han havde jo lige fortalt hende hvad der var galt, havde han ikke? Som hun havde ønsket han skulle. Og nu kunne han få lov til at ligge der og modtage endnu en hård tone fra hende? Endda fulgt af et langt mere bidende blik. Til hans sind sendte hun blandede signaler. Hendes humør og temperament syntes at have hang til at skifte, hvilket faktisk også var et godt indtryk, under alle omstændigheder. Det fortalte ham trods alt at denne hårde attitude og tone hun gav ham, måske ikke var ment som det kunne synes for Orion. Hvilket også afholdte ham fra at blusse op i det samme hun førte den tone med ham. Eller... faktisk havde han ikke noget imod den tone. Ej heller hendes ord. Som hun vrissede af ham og forlod sengen; spottede han mere frustration end egentlig vrede hos hende. Indira havde reddet hans liv. Helet hans skrammer og sår. Og endda tilbudt hendes hjem og seng til ham. Til trods for at han havde tendens til ikke at finde sig i en sådan tone, så tillod han det alligevel fra hende. Selv hvis han ikke kunne give hende andet, kunne han i det mindste lade tvivlen komme hende til gode. Og være tålmodig med hende. Nok var Orion ikke den mest snakkesalige mand. Nok var han ikke rutineret i de mere fintfølende sensationer af dybe følelser og nærvær. Nok var han endda et tykhovedet og kedeligt eksempel på en Mara. Men dum var han dog ikke. Det tog ham ikke lang tid at spotte en frustration over hende, der underligt nok mindede ham om den samme frustration han havde set i sin lillesøster... kort tid før hun døde. Og ligesom Sienna, syntes Indira ikke at sætte pris på Orions stoiske styrke. Hvis bare han kunne holde sig selv stærk og som en søjle for sin familie, skulle de nok kunne komme igennem de svære tider.. Eller, det var i hvert fald hvad han havde tænkt dengang. Noget der havde slået fejl. Men hvad ellers kunne han gøre? Måske var det bare ham, men var hun sur... fordi han ikke flirtede med hende? Eller måske bebrejdede hun sig selv, på en eller anden måde? Eller måske kunne hun bare ikke lide ham...

Stilheden lod han lægge sig over dem, idet han ikke rigtig svarede eller reagerede på hendes mindre udbrud. I stedet rørte han på sig. Og imens hun fik sig sat i stolen i den anden ende af hendes værelse, kæmpede han kort med at få sig sat op. Da hans skulderblade så endelig hvilede mod ryggen af sengen, tog han en dyb indånding... og vendte blikket mod hende. Det undrende og rynkede bryn var væk. Han havde taget sig en beslutning. Han havde allerede takket hende. Havde teknisk set allerede undskyldt. Og den slags ærlige og velmente udtryk og ord var i kort kvote hos en mand som Orion. Som bestemt ikke kastede omkring sig med sådanne ord og betydninger. Med håndfladerne plantet mod sengens bløde stof, ved hver hans side; holdte han sig selv siddende. Men holdte også blikket mod hende. Modsat nærmest alle de andre gange hans blik havde mødt hendes, fjernede han denne gang ikke sit blik. Men fæstnede sine øjne mod hende, og spændte sin kæbe. "Come back to bed.." Var de eneste ord der forlod hans læber. Ord som var, i takt med hans natur, meget velovervejede. Han kunne have sagt det på adskillige måder, men formede ordene på denne måde. Hans stemme var igen og som sædvanligvis rolig og fattet. Til en person der ikke rigtig kendte ham, og måske endda også Indira, ville en autoritær og bestemt tone være tydelig. Som havde hans ord været en befaling eller ordre af en slags. Men til de mere opmærksomme, kunne man i ordene der var valgt, og blikket han sendte hende; måske også ane en appel. Såvel som en udfordring. Han var træt af at bede hende om ting eller holde sig mundlam. Træt af at finde sig i hendes bebrejdende tone der syntes at gøre hans stædige, stoiske styrke og egentlige natur til skamme. Og ikke mindst træt af at være så tilbageholden og nærmest afslappet, at hendes ord og handlinger bar større frugt end hans egne. Hun havde bare at høre ham, og ikke mindst gøre som han sagde... Men samtidig ville han også have hende i sengen hos sig. Og ikke siddende i den anden ende af lokalet, frustreret eller vred på ham. Han blinkede ikke engang... Men håbede at hun i hans øjne, ville kunne se den del af ham han hidtil havde forsøgt at skjule fra hende. Orion kunne nu være meget bestemt og autoritær, når han ønskede det... Om den stædige og stærke Indira så ville følge hans ord, udfordre dem, eller ignorere dem, kunne han af gode grunde ikke vide.

Hvad Indira fik et glimt af var måske Orions mere inkarnerede dominante side. Dog var han ikke nødvendigvis dominant, som sådan. I bund og grund afskyede han at være sårbar, eller i en andens nåde. Dette had for sårbarhed viste sig så via hans ofte autoritære adfærd overfor andre, såfremt det ikke havde været muligt at etablere en mere neutral forståelse. Men på den anden side, så lå det i hans natur at kræve ting fra sine omgivelser, hellere end at spørge pænt og ydmygt. Hvilket havde været grunden til at ham og hans fader havde været så meget på tværs i årene op til den gamle Mara's død. Nok var han afslappet og lod ofte ting eller andre personligheder arbejde i deres eget tempo. En febrilsk eller energisk type i hans nærvær ville f.eks ikke opleve at Orion bad personen om at sænke farten eller slappe af. Ej heller ville en tilbagelænet personlighed tirre Orion til at kræve mere handling. Generelt var det ikke hans opgave at rette på folk, eller udpege deres svagheder eller mangler. Derfor kunne det måske have syntes en smule selvmodsigende at han førte en sådan krævende tone overfor Indira. Han kendte hende jo knapt nok, trods alt. Og havde ingen måde hvorpå at forudsige hvordan hendes reaktion mon ville være. Men det var en typisk tone Orion første, når han ville gøre det klart hvad han ønskede. Det var ikke høfligt, det var ikke bedende eller ydmygt. Men krævende, bestemt, og et udtryk af hans klare intentioner og ønsker. Hvis Indira på noget tidspunkt havde været i tvivl om hvad Orion ønskede, så var det da i det mindste klart, at han ønskede at hun kom tilbage til sengen.

Men hans ord havde også været en udfordring, så og sige. Han ville gerne se hvad hun gjorde. Ville gerne få sig en forståelse af hendes natur, baseret på hendes reaktion mod hans krævende ord. Faktisk blev han en anelse glædeligt overrasket over hendes reaktion. Hun gjorde trods alt hvad han sagde, og bevægede sig mod sengen. Og som hun gjorde, kunne han svagt mærke en spænding i maven, imens han stædigt holdte sit blik mod hende. Selv kunne han kun sjældent modstå en god og værdig udfordring, uanset hvor og under hvilke omstændigheder. Og han kunne ej heller benægte den indædte tilfredsstillelse der lå i at dominere et andet væsen, der ellers sædvanligvis var egenrådigt. I kamp blev modstandere ofte frustrerede over hans kølige og kalkulerede tilgang. Hvor de måske havde forventet fornærmende ord eller et påtvingende og truende kropssprog, fik de blot en rank mand med et sværd, der ventede tålmodigt. Sex kunne også ofte være et scenarie i hvilken to personer forsøgte at etablere dominans og kontrol over hinanden. Han havde mødt kvinder der overgav sig fuldstændig, masochister der gjorde sig selv sårbare for at mærke hans styrke dominere dem. Han havde mødt kvinder der bestemt ikke overgav sig så let, og tvang ham til at arbejde for det. Men uanset hvad, var masochisme ikke en del af hans egen natur. Og nogle gange kunne hans ofte dominante, autoritære, og kontrollerende natur, komme på tværs af et hvilken som helst slags forhold.
Men selvom Indira teknisk set gjorde hvad han havde sagt til hende, så han ikke underdanighed eller ydmyghed hos hende. I stedet tolkede han, måske endda fejlagtigt... respekt? Da de først havde mødt hinanden, havde hun ikke haft behov for hans hjælp, og havde noget så uhøfligt afvist hans råd. Ved deres andet møde havde han i stedet haft brug for hendes hjælp, og været tvunget til at overgive sig til hendes barmhjertighed. Selv hvis hun vidste han var en Royal vagt, havde hun i bund og grund ingen personlig erfaringer med Orion, der burde provokere respekt overfor ham. I hvert fald ikke andet end hvad to fremmede artsfæller ville have overfor hinanden. Så hvorfor gjorde hun som han bad hende om, uden at beklage sig eller afvise ham? Måske var det blot udfordringen i hans tone hun havde reageret på, eller måske havde hun rent faktisk lyst til at gøre hvad han sagde.. Uanset hvad, var han tilfreds.

Dog, sukkede Orion en anelse da hun så kun endte med at sætte sig på kanten af sengens ende. Atter havde han ladet sine tanker og forventninger løbe afsted med ham, imens lige dele lyst og trang voksede under huden på ham. Sensationer og ukontrollerede indtryk han havde ladet passere hans ellers sædvanlige forsvar, ved at holde sit blik mod hende. Og atter en gang, stod han overfor et valg. Han kunne lade sine tvivlsomme humoristiske evner spille hende et puds, og agere som om han var helt tilfreds med at hun bare sad på sengen. Eller han kunne jo også bare... sige sandheden? Det var ikke svært at fortælle en kvinde man ville have hende. Frygten for afvisning ville hurtigt passere, og man kunne altid bare samle sig selv op og komme videre i livet. Hvad der til gengældt var svært for Orion; var at fortælle en kvinde præcis hvorfor, han ville have hende. Det ville være svært for ham at forklare Indira, at han ikke kunne se på hende uden at forestille sig deres nøgne kroppe presset imod hinanden. Ej heller kunne han beskrive for hende, hvordan hans krop og sind arbejde på højtryk for kontant at minde ham om de bløde former der prydede hendes nøgne krop. Der var vidst ingen tvivl om, at han ikke ligefrem følte sig i kontrol, når han ikke engang kunne fjerne billedet af hende fra sit sind. Og på samme måde, ville det nok også være svært at forklare; at det ikke var tilhør eller kærlighed.. Han tænkte ikke konstant på hende fordi hendes personlighed eller væremåde havde imponeret ham i en sådan grad, at han hjerte higede efter hende. Så hvordan skulle en mand som Orion dog kunne forklare en kvinde som Indira, at han var ude af stand til at kontrollere presset fra hans seksuelle lyster og trængsler, uden at undertrykke dem fuldstændig? Eller forklare hende hvordan det næsten pinte ham hver gang han uanset lov sin tankestrøm påvirke sin krop? Hun var ikke bare lækker, eller attraktiv. Hans interesse i hende var ikke blot et passerende øjeblik af liderlighed. Men et produkt af hans egen afhængighed efter nydelse, kombineret med hendes gentagne fysiske tilnærmelser.
"Hm.." Reagerede han roligt, imens hans tanker kørte ude af kontrol. Og imens han betragtede hende sidde på kanten af sengen, efter hendes ord. Orion spændte sin kæbe. Og valgte ærligheden, som han nærmest altid gjorde det. "I was hoping to calm you down with a kiss, as soon as you got into bed." ... "And maybe even rip off that stupid dress of yours." Han kunne ikke stoppe et diskret smil fra at forme sig over hans mundvig ved tanken. Ej heller kunne han stoppe sit blik fra at glide kort mod hendes kjole. Alt imens mavemusklerne spændtes ved billedet. "But." ... "You're making it difficult.." Tilføjede han så og holdte blikket mod hende. Han kunne jo ikke nå hende, dér hvor hun sad. Så nu hvor hendes udfordrende adfærd havde fået hende til at sætte sig så langt væk... Kunne Orion jo blot lokke, med hvad der ville ske hvis hun kom nærmere. Og ikke mindst med hvad der ikke ville ske, hvis hun blev hvor hun var. Måske var dette ikke tidspunktet hvorpå at gengælde hendes flirtende ord. Måske var det ikke den rette måde at gengælde den empati og barmhjertighed hun havde vist ham i løbet af de sidste 24 timer. Måske var det endda fjollet af ham endelig at lade hende kende til hans intentioner og ønsker. Men efter det slag hans stolthed allerede havde taget, og hvor sårbar han allerede følte sig... kunne han vel lige så godt lægge kortene på bordet... Han havde ikke meget mere at miste.

Indira var i sandhed et komplet mysterium for Orion at regne ud... Nu var han ikke ligefrem begunstiget med evner eller mystiske kræfter, som tillod ham at tolke enhver personlighed eller karakter. Men med Indira var det dog sværere end sædvanligt. Hun projekterede næsten enorm styrke og egenrådighed, men samtidig havde hun vist Orion ømme og sårbare sider. Med tårer og kærlige omfavnelser. Hun havde, et par gange, været ganske direkte i hendes tilnærmelser - både fysisk og flirtende - men nu hvor han gengældte den slags adfærd, vendte hun bare ryggen til ham, og virkede yderst betænksom. Hun slog ham som impulsiv og frustreret i nogle få øjeblikke, og dog påstod hun at være helt rolig og fattet blot nogle få øjeblikke efter. Hørt hendes læber forme velmente og næsten kærlige ord, for så at udtrykke frustration og irritation lidt efter. Han havde ofte set en symfoni af smil, tårer, og nærgående blikke pryde hendes ansigt; men nu var det smukke ansigt og de skønne mandelformede øjne domineret af neutralitet og næsten... kølighed? Ingen af disse kvaliteter eller adfærdsmønstre var noget problem for Orion. Han gjorde en stor del ud af at acceptere andre for hvem de var. Og dog fandt han det altid svært at respektere personligheder han anså som værende... inkonsistente, så og sige. Hvis en ellers livlig og glædelig personlighed som Christopher pludselig ville skifte til ydmyghed og en dyster stemning, ville Orion skam også rynke et øjenbryn. Men så igen, så kendte Orion til Christophers historie. Han kendte trods alt intet til Indira. Nuvel, var Orion ikke just særlig konsistent selv.. Han havde taget chancer med råd, visdom, humor, og nu flirteri - bare i løbet af de få timer han havde brugt i Indiras selvskab. Og dog... forblev Indira et mysterium.  Men samtidig, var det næsten attraktivt. Som var hun en strøm i en flod, der formede sig efter stenene og forhindringerne i dets vej. Som var hun styret af at reagere, frem for at initiere. Eller... sådan formede Orions tanker sig dog, i disse øjeblikke. Men den eneste skudsikre konklusion han i sidste ende kunne np til; var at han ikke kendte hende...

Tanker der manifesterede sig, som han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende. Han så kun hendes ryg, og kunne tålmodigt få lov til at vente imens hun tydeligvis måtte overveje hans ord, og en passende reaktion dertil. Ikke at det generede ham synderligt, dog. Han vidste hun nok skulle svare ham på den ene eller anden måde. Så med hende, skulle hans tålmodighed nok give frugt, på et eller andet tidspunkt. Eller, det håbede han da i hvert fald, imens han blot sad med ryggen mod væggen og betragtede hende. Han vidste selvfølgelig allerede hvordan, eller i hvilken retning, han håbede hun ville reagere eller lede hendes svar. Og faktisk troede han ikke rigtig at hun ville afvise ham. Om så dette var selvsikkerhed, eller noget andet, var usikkert. Men i bund og grund var hans egne forhåbninger parallelle med hans forventninger af hendes reaktion. Han ville, trods alt, aldrig have været så direkte overfor hende, hvis han havde været overbevist om at hun ikke ville gengælde interessen. Det ville jo bare have været spildte ord og spildt tid, blot til fordel at styrke hendes egen selvtillid. En kvinde såsom hende behøvede vidst ikke ham til at bekræfte hvor ønsket hun var af det modsatte køn. Han tvivlede på hun var blevet afvist særligt mange gange i sit liv.
Og på præcis samme måde ønskede han hverken bekræftelse eller sympati fra andre. Han kendte sine egne styrker, såvel som svagheder. F.eks havde han det svært med at kategorisere sex eller en lignende intim aktivitet som intet andet end tidsfordriv. Ej heller kunne han tage det for givet. Eller tage hans seksuelle partnere for givet. Det fyldte simpelthen for meget i hans liv og tilværelse. Befolkede for mange af hans tanker. Og var ikke mindst en alt for stor kilde til nydelse og forløsning for ham. Hvis han havde været decideret afhængig, ville han nok ikke have været så tilbageholden som han havde været disse seneste par år. Men 'afhængighed' var nok alligevel ikke en beskrivelse der kunne afvises helt. Det var en af de grundlæggende årsager for hans eksistens, nærmest. En af de ting og lyster der holdte ham kørende. Hvis han ikke havde sex, og dertil seksuelle partnere, ville hans tilværelse miste meget substans.

Orion forblev stille, og ikke mindst tålmodig, imens hun endelig satte i bevægelse. Han blot betragtede hende mindst lige så intenst som før, imens hun bevægede sig hen til siden af sengen, og satte sig ned indenfor hans rækkevidde. Øjeblikket slog det ham, blot at række ud ag trække hende til sig. Men han ville nødigt forstyrre de ord der snart forlod hendes læber. Ord levet i en rolig tone der nærmest spejlede hans egen tone. Fra et smukt ansigt lagt i neutrale folder. Ikke et attraktivt syn hos en kvinde han havde set smile bredt, men samtidighed heller ikke noget han bed særligt meget mærke i. Det var en udfordring, og det var netop sådan han tog det. Han skubbede sin overkrop frem fra væggen bag skulderbladene, og rakte ud efter hende. Dog tog han ikke hårdt fat i hende som han selv havde forestillet sig. "Well.." Hans ene hånd gled let strejfende forbi hendes kind, og bag hendes hoved. Med fingrene begravet i hendes fyldige lokker. "If that were true, it would mean my reasons for wanting to kiss you are completely selfish." ... "And perhabs more a question of what I want, rather than what you need..." Uden at trække særligt meget i hende, bevægede han sit ansigt nærmere mod hendes, ved at rette sin overkrop op i en siddende position, og læne sig en smule mod hende. Først da hans ansigt var helt tæt ved hendes, blev hans læber igen adskilt. "Unless, of course... you want it too?" Alle hans ord var fattede og rolige, bortset fra den sidste tilføjelse. Som var blevet leveret i en langt mere udfordrende tone end sædvanligt. Han vidste præcis hvad han ville have, og ikke mindst hvad han havde tænkt sig at tage fra hende. Hvilket også gjorde, at han ikke gav hende tid til at svare. Han var alligevel træt af hendes udfordringer og ord. Og det eneste han ville have fra hende nu, var hendes læber imod hans egne. Hvilket blev en realitet, da han lukkede afstanden imellem deres ansigter, og trykkede sine læber imod hendes. Ikke synderligt blidt eller forsigtigt, trods hans ellers blide tag i hendes baghoved. Men nærmere et ængsteligt og hedt kys, der måske endda tydede på en mangel på kontrol. Eller... en manglende lyst til at kontrollere sig selv mere? Dog holdte han det kortvarigt. Lod sine læber trykke sig imod hendes, bølge en enkelt gang som læberne tog fat igen; og lod dem derefter adskilles. Fulgt af et genoptaget blik mod hendes øjne, som dog hurtigt fandt sig selv distraheret af hendes læber.