No Time For Caution[Indira]

Hvis nu bare Orion havde givet op blot nogle få minutter forinden, ville intet af dette være sket. Men så igen; så skulle han nok heller ikke være rejst så langt for at finde ham. Midnight var en uregerlig og egenrådig Søhest. Den kendte og stolede på Orion, og lystede hans ord, beskyttede ham, hjalp ham. Men Søhesten var dog ikke altid til at finde. Og nærmest aldrig når han ønskede at finde den. Orion var svømmet langt væk fra Cruera for at finde ham. Forbi den forliste færge Dusnela, i en stor bue omkring Flaiya og alle dets forbundne territorier. Og langs det store rev og de høje klippeformationer hvori land-gængernes grotter gemte sig. Måske havde han ikke rigtig forventet at finde Midnight. Måske var han bare ude på en lille rejse for at rydde sit hoved, eller bruge tiden et sted der ikke var Cruera? Uanset hvad, så havde han dog ikke forventet at havne midt i en vandrende flok af Magna Turpis! ... Hans dag blev vidst bare bedre og bedre...

Orion var svømmet over en mindre rejsning af smukke koralrev, for så derefter at dykke ned langs formationerne derefter. Det tog ham ikke lang tid inden han opdagede de store hajlignende rovdyr. Og i det samme stoppede han op. Der var 5, og heldigvis syntes de ikke at have lagt mærke til ham endnu. Da de virkede optagede af at sætte deres tænder i liget af en hval. Men da han så vendte sig for at svømme tilbage, dukkede der endnu en Magna Turpis frem fra samme retning hvorfra han var kommet. Orions hjerte slog over et par slag, og hans instinkter pumpede i det samme adrenalin rundt i blodet. Han spændte sin kæbe, trak sin sabel, og rynkede sin næse. Alt sammen inden han satte i høj fart længere op imod overfladen. Det første rovdyr der angreb ham, var ikke den han havde mødt tidligere, men en der i stedet kom nedefra, efterfulgt af de andre af flokken han havde forsøgt at undgå. Den snappede ud efter ham, og han gengældte med et præcis sving af sin sabel, der huggede sig ind i finnen af rovdyret. Hvorefter den så smuttede. Men Orion havde travlt. Så han fortsatte i høj fart opad. Dog blev han hurtigt overvældet og indhentet af rovdyrene. Den første, og tilfældigvis den største, satte sine tænder i hans hale, og trak ham ud af kurs. Han reagerede med det samme med et aggressivt og smertefuldt råb, og vendte opmærksomheden mod rovdyret. Og plantede sin sabel i den forvoksede hajs kranie. Hvor han var sødsaget til at efterlade sin sabel. Men hajens tag i hans hale havde mindsket afstanden han havde lagt til de andre, og en anden Magna Turpis kom i høj fart med åben mund mod hans ansigt, og Orion kastede sin krop i en krum buge for at undgå den. Hvilket også lykkedes... delvist. For da den missede hans hoved, endte den i stedet med at sætte sin tænder i hans skulder og overarm! Rovdyret der havde hans sabel i sit kranie, var for længst dø, men havde dog stadig sine tænder i hans hale, imens den anden med tænderne i hans skulder, var begyndt at vride og hive. Smerten var utålelig, og Orion lod et blandet skrig og råb forlade sine læber med vidt gab; som desperation og vrede begyndte at vokse i ham. Han trak til, og formåede at rive sin skulder og arm ud af munden fra rovdyret. Hvilket selvfølgelig resulterede i nogle ganske grusomme sår. Men han havde ikke tid til at hvile ved tanken, og bøjede sig i stedet ned, for at tvinge den anden hajs mund åben, så han endelig var fri. De andre rovdyr havde cirkuleret ham, for at give plads til de der rent faktisk angreb ham... Så han havde en smule skulderplads til desperat at fortsætte sin stigning mod overfladen. Der var heldigvis ikke langt endnu...

Et smertefuldt råb undslap hans læber i det samme hans hoved kom op over vandoverfladen, og han hvæsede som han, så hurtigt så muligt, svømmede ind mod land. Orion kastede sig op på stranden, og brugte derefter sine hænder til at slæbe sig selv så langt fra vandet som hans kræfter ville tillade ham. Og som han kiggede sig over skulderen, spottede han blodet i sandet, og finnerne der stak over havoverfladen. Efter at han rullede sig rundt på ryggen, vidste han ikke hvor lang tid der gik. Hans brystkasse hævedes og sænkedes af den høje puls og adrenalinen der pumpedes rundt i hans krop. Og han mærkede inden længe hans krop forvandles... Halen splittedes og formede ben og underliv. Hans skulder blødte fra de revne sår, og flere sår var blevet tilføjet til hans skinneben og lægmuskler. Flere ar til samlingen, var hvad han nåede at tænke, idet smerten satte ind igen. Han rejste sig op med en del besvær. Men da hans ene hånd ås blev hævet mod hans skulder, fumlede han sig akavet ned på et knæ igen. Hånden lagde pres på såret og blodet der dækkede hans skulder, og da han kiggede op, rynkede han sine bryn med stor misbehag.

To Grounders. En mand og en kvinde. Manden bevæbnet med en økse, og kvinden med en kniv.. Lidt fumlede greb Orion efter sin sabel, men da han ikke kunne finde den ved skeden omkring hans bælte - mindes han hvordan han havde sat den i kraniet af rovdyret i vandet. Orion sukkede og spændte sin kæbe. For så stædigt at rejse sig op igen. Han rankede sin ryg, og slap sin skulder, for i stedet at køre dem begge en omgang rundt, til trods for smerten... Der stod han. Nøgen. Dækket i blod og sand. Kun med guld-smykker på hans krop. Et tomt bælte, med en lige så tom skede. Han blottede sine tænder af de to Grounders der kiggede lidt på hinanden over synet af ham. "Well?" ... "Come ooon!" Snerrede han af dem aggressivt. Han var en stor mand. Næsten to meter høj med sine ben, og han så nok heller ikke særligt indbydende ud med blodet og sandet der delvist dækkede hans krop i baner og pletter. Men han var ikke bange for dem. Han var ikke bange for at dø. Og knyttede i stedet sine hænder og musklerne af hans krop, som de to begyndte at gå imod ham. Manden direkte imod ham, og kvinden i en let bue...

Orion havde været beredt på at slås. Selv uden våben, og selvom de nye sår hans krop havde erhvervet sig fik det til at sitre igennem enhver muskel. Han havde trods alt allerede ar på kroppen. En Seasnake havde engang rebet om hans hale og trukket ham ned mod dybet. Noget han endnu havde mareridt om fra tid til anden. Men han mindedes dog ikke nogensinde at have været værre tilredt end i disse øjeblikke. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hans krop. Og hans viljestyrke alene, var nok til at holde ham stående og møde de to Grounders på sine fødder. Men efter de enorme anstrengelser hans møde med den store flok af Magna Turpis havde krævet af hans krop; kunne han ikke holde sine muskler spændte mere end et par sekunder, inden de begyndte at syre og løsne. Der var sand i hans ene øje, og det lukkede sig nogle gange ufrivilligt i. Så synet af de to Grounders der nærmede sig, var sløret, som var deres bevægelser gjort i strobelys. Sårene om hans skinneben og lægmuskler var knapt så alvorlige, så smerten deri blev klart overskygget af udmattelsen i hans krop, og den bidende smerte i hans skulder, brystkasse og overarm. Men selv til trods for al den smerte, og synet af to fjender der nærmede sig... kunne et diskret smil måske endda anes over hans mundvig.
Orion var ikke bange for at dø. Måske en karakterfejl der mindskede hans overlevelsesinstinkter. Men det var sådan han var blevet opdraget og trænet. Og selv uden våben, og selv med sine mange sår, skulle han nok sørge for at de to fandens Grounders skulle arbejde hårdt for at få ham ned med nakken. Faktisk var en lille del af ham overbevist om at han ikke skulle til at dø... En stædighed og viljestyrke der fortalte ham at han ville rive deres struber ud med sine bare hænder, hvis de gav ham chancen.

Men Orions smil falmede så snart han hørte skriget fra den kvindelige skikkelse til hans side. Som han lettere overrasket vendte blikket for at se hvad der skete; mistede han fokus fra sine ben, og faldt hårdt til sine knæ. Alt derefter, var sløret... Mumlende og fjerne lyde lød i hans ører. Lyde han ikke kunne tyde. Det eneste han kunne høre klart og tydeligt, var lyden af hans egen vejrtrækning. Hans hud, med sandet og blodet, føltes nærmest som læder. Læder der strammede sig og knirkede som hans sank mere og mere sammen. Hans ene øje var nu lukket helt i, imens det andet knapt var åbent og kun var vendt ned mod sandet. Selv hans brede skuldre var sænket en anelse som han sad solidt plantet på sine knæ i sandet. Nogle bevægelser omkring ham sendte mere sand og blod i hans retning, men han reagerede ikke rigtig på det. Alt der eksisterede, var hans vejrtrækning. Som om verdenen var lukket sammen omkring ham. Han nægtede dog at besvime, eller synke mere sammen. Nægtede at give efter for smerten han knapt nok kunne give udtryk for længere. Måske klyngede han ikke sine hænder omkring en fjendes strube, eller holdte et våben i sine hænder; men han kæmpede.

Og hans kamp gav frugt da en sensation og tanke ramte ham... Hvorfor var han ikke død endnu? Han hostede en smule, hvorefter han kunne mærke verdenen omkring ham atter åbne sig op, som ringe der spredte sig fra en sten kastet i vandet. Tydelige lyde omkring sig. Efterfulgt af... Hænder? Stof? Han kunne høre vejrtrækning der ikke var hans egen. Han kunne mærke hvordan der blev revet en smule i hans arm, og hvordan hans overkrop måtte give en smule efter for stoffet der blev bundet omkring ham. Det blev bundet stramt... men han var træt. Udmattet. Selvom smerten var næsten utålelig og umulig at bære, sagde han ikke en lyd. Men fokuserede i stedet på at gendanne sin bevidsthed omkring sine omgivelser. Hans egen vejrtrækning blev mere rolig, og med dybe indåndinger, frem for de hastige der indtil for nyligt havde grebet hans lunger. "Wha.." Han hostede en enkelt gang, og hævede hagen en smule, for så at sænke den igen. Skuldrene rørte også på sig, og han rankede ryggen blot en anelse. "Who?" Lød det så mere klart og tydeligvis en anelse forvirret fra ham. Men dog endnu med en lettere skælvende tone. Ikke længere aggressiv som hans sidste ord rettet mod de to Grounders. Han ville vide hvad der foregik. Især da det slog ham hvor meget han hadede denne situation. Han var svag... var han ikke? Han var sårbar og åben. Tydeligvis i hænderne af en fremmed. Det eneste der fortalte ham noget omkring denne fremmede, var duften. Han var god til dufte. Og han duftede en kvinde. Måske endda en kvinde hvis duft han tidligere havde haft i sine næsebor.

Jo mere bevidst om situationen Orion blev, desto mere ærgrede han sig over den. Eller... Dette var ikke første gang Orion var kommet slemt til skade. Og det ville nok heller ikke være den sidste; hvis denne fremmede kvinde ville formå at hjælpe ham. Smerten i sig selv var ikke et så stort problem, som så. Han kunne håndtere smerte. Hvad han havde meget sværere ved at håndtere og acceptere; var bevidstheden om at han var svagelig og sårbar. At hans krop og skæbne lå i hænderne på en anden end ham selv. Hvilket aldrig var sket før, overhoved. Han havde endda engang nægtet at tage til healerne i Cruera. Og havde derved byttet en hurtigere genoptræning, for en uplettet stolthed. Fjollet, måske. Men det var nu engang hans natur og erfaring at håndtere sine problemer på egen hånd, og aldrig spørge om hjælp. Dog var han ikke offer for vrangforestillinger... som hans bevidsthed nogenlunde langsomt vendte en smule tilbage til ham; vidste han også hvilken tilstand han var i. Havde han været alene, ville en glødende vandmand nok være det eneste der havde kunnet hjælpe ham. Så til trods for den enorme mavefornemmelse af skam og sårbarhed, var han dog taknemmelig. Også selvom han ikke rigtig havde et ansigt eller et navn at vende sin taknemmelighed imod.

Da han så hørte nogle ord fylde hans ører, brummede han som et svageligt svar i et dybt suk. Og før han vidste af det, kunne han mærke nogle arme og hænder løfte ham op. Han gjorde selvfølgelig hvad han kunne for at hjælpe, men inden længe sad han igen i sandet. Denne gang med benene strakt ud foran sig. Som han sad der kunne han se hænder der arbejde med stof og hans ben. Kunne se og mærke stoffet blive lagt over hans underliv, hvilket han faktisk endte med at smile en smule over, inden han så faldt bagover. Hele overkroppen, armene, og hovedet, væltede bagover i sandet. Og endnu inden hun var færdig med at binde hans ben og lægmuskler i stoffet, lå han så lang som han var i sandet. Siden af hans overkrop der var forbundet, fik lov at ligge, imens han så brugte den anden hånd til at fjerne blod og sand fra hans ansigt. Stadig desorienteret.
"Who.. Are you?" Han gentog og fuldførte den korte sætning han tidligere havde forsøgt at komme af med. Det var dog en smule svært at finde styrken til at sige ordene, så denne person ville kunne forstå dem. Og sværere endnu at se andet end en dominerende blå farve, uanset hvor han kiggede hen. En blå himmel, og en skikkelse klædt i blåt. Han var ikke dum nok til at forsøge at rejse sig eller lignende. Og for at være fair, havde han nok heller ikke kræfterne til at gøre sådan noget endnu. Dog var begge hans øjne åbne, nu hvor det værste sand og blod var fjernet fra hans ene øjne; og hans vejrtrækning var blevet lidt mere normal. Smerten var stadig gennemborende og noget af det eneste han kunne mærke. Blikket var stadig sløret og mat. Hans krop var endnu udmattet og brugt. Men han var ved bevidsthed.

Som mere og mere styrke og bevidsthed vendte tilbage til ham, tvang han sin overkop en smule op. Op og hvile på albuen af den arm der ikke var såret. Den anden arm hvilede en anelse slapt over hans mave, som han så vendte blikket op og omkring sig. En mere fornuftig mand ville nok bare blive liggende så afslappet som muligt. Men at falde i søvn var ikke den bedste idé, så Orion insisterede på at bevæge sig så meget som muligt. Og ikke mindst insisterede han på at vide hvad fanden der foregik omkring ham, og hvem denne fremmede kvinde var. Da han vendte blikket mod hende, så han igen kun den blå farve fra hendes påklædning. Og da en strømmende hovedpine nåede hans kranie, sukkede han opgivende og lagde sig igen ned fladt på ryggen. Jo mere bevidst han blev, desto større blev smerten også. SÅ han blottede sine tænder og spændte kæben som han så vendte blikket mod forbindingen over hans skulder og arm. Hvis han ikke havde revet sig selv fri af rovdyret tænder, ville han sikkert være død nu. Men at han havde tvunget sig selv fri, var også hvad der havde gjort såret desto meget værre og mere smertefuldt.

Orion var ikke uden gamle skrammer og ar. Mærker og minder efter at hidtil ganske voldeligt liv. Han var ikke ligefrem dækket af dem, men de var der. En pil havde engang sat sig i hans nakke. Direkte ind i siden, og direkte ind i de gæller der formede sig ved hans nakke når han var i sin vand-dvælende form. Hvilket selvfølgelig havde gjort gællerne i hans ene side en anelse malformede. Når han dog var i land-dvælende form, lignede det blot et almindeligt ar. En af hans mest skræmmende oplevelser havde været da han var på sin Trial. Alene i havet for at bevise sit værd overfor sin strenge og militaristiske familie. En Sea Snake var kommet fra en hule han passerede, og lukket sine tænder omkring størstedelen af hans hale, og trukket ham med ned i dybet. Som alting omkring ham var blevet mørkere og mørkere, og han kunne mærke at hans anstrengelser intet hjalp; var Midnight dukket op. Orion havde selv været 15 år på det tidspunkt, så han var ikke ligefrem så stor som han var liggende på denne strand. Og Midnight havde heller ikke været fuldvoksen. Men dets vilde og loyale natur havde dog været nok til at hamre bæstet væk, og slæbe Orion op i lyset igen. Nu hvor han havde sine ben, kunne arene efter den episode ses over hans lår og knæ. Et ar i siden efter en daggert. Et langt gammelt ubehandlet snitsår tæt forbi hans venstre brystvorte. Mærker i hans håndflader efter hans faders grove afstraffelser. En fordybning i hans ene skulderplade fra da Midnight havde sparket ham første gang. Og nu kunne han vidst se frem til tilføjelsen af endnu flere ar. Hvis ellers han overlevede...

Som ting endnu var en smule slørede omkring ham, fløj hans tanker lidt fraværende rundt sammen med øjnene. Det var nok endnu ikke gået op for ham hvor slemt det egentlig var. Eller måske var han bare for stædig og tykhovedet til at indse det. Men intet ved hans tanker fik ham til at tro at han ville dø, liggende dér på stranden. Og tankerne vendt mod andre ting, dulmede også smerten en smule. Dog var det endnu svært at ignorere hvor træt og udmattet han følte sig. Hans vejrtrækning var dog nogenlunde normal, om ikke en anelse anstrengt. Og hans øjne var åbne. Den fulde fem-sansede bevidsthed var dog en anden ting. Indira var dog et ord han hørte nogenlunde tydeligt, som hans øjne lukkede sig en smule i. Dog åbnedes de hårdt igen da han hørte sit eget navn! "Mhm?" Lystede han lidt fraværende... Hans krop var for udmattet til at reagere på det, men øjnene gjorde. Og i stedet for Indiras stemme, hørte han hans faders hårde og aggressive stemme kalde navnet. Som et kald fra fortiden, om at han skulle lade være med at være sådan en svækling, og mande sig op! Hans hjerte slog over en enkelt gang, og hans blik blev så vendt mod Indira. Han blev hurtigt klar over hvem det var, som hans blik syn også blev mere tydeligt med blikket vendt mod hende. Og det første han så, var et forvrænget ansigt, og våde øjne. Netop som hun vendte blikket og ansigtet væk fra ham. Hans hoved havde været en smule hævet for at se hende, og da han så indså hvem det var; lagde han hovedet bagover med et lille bump, og ikke mindst en svag klukken og fnøs fra nogle læber der adskilte sig for at forme et lidt bredt smil. Imens nogle halvt lukkede øjne var vendt mod himlen. Indira!? Af alle andre Mara der kunne have hjulpet ham denne dag, så skulle det selvfølgelig lige være Indira, ikke sandt? Den unge kampklare kvinde, bevæbnet til tænderne med attitude og træning. Og så lå han, den store stærke royale vagt, bare der og fladede ud i sandet. Han så hurtigt ironien i det, hvilket så havde provokeret smilet og de få lyde. "Well, you didn't rip my arms of.." Fik han så tvunget ud af sin mund, for så derefter at hoste en enkelt gang ved smagen af sand og blod. Hans ene hånd, fra den forbundne skulder, lå lidt slapt over hans mave. Imens den anden knugede en håndfuld sand ved siden af sin krop. "And I'm guessing those tears.." Han afbrød kort sig selv, og strakte underlivet og ryggen op i en svag anstrengt bue ved en lille irriterende spænding i ryggen. ".. Are a good sign?" Tilføjede han så , med et nu lidt falmet smil over hans mundvig. Der var virkelig ikke megen årsag til at han skulle ligge der blodig og forbundet, og ligefrem smile.. Men han var nu glad for at se hende. Selvom hun nok ville have svært ved at lokke det ud af ham.

Orion lå i sandet, med de strakte ben og fødder vendt mod skoven, og hovedet vendt mod vandet. Da en velkendt lille og næsten ulæselig lyd dragede hans blik; vred han sit hoved og nakke lidt rundt, for at se mod vandet bag sig. Der var endnu i hvert fald en enkelt finne fra en Magna Turpis at spotte i vandoverfladen, ikke langt fra stranden. Alt imens at der længere ude, skete noget andet. En lille oval og tynd bølge formede sig i vandets overflade, og den havde kurs direkte mod stranden. Fra denne lille bølge stak så et kraftigt og stort hoved frem fra en Søhest. En mørk Søhest. Midnight. Den måtte have hørt hans desperate råb og skrig under vandet... Dets forvrængede vrinsken lød lige så forfærdeligt over vandet, som det gjorde under vandet. Men lyden bragte alligevel et smil frem på Orions læber. "Stupid horse..." Mumlede han inden han så måtte ligge sig tilbage til rette i sandet, for ikke strække hit hoved og sin nakke for meget. Alt imens den vilde Midnight kastede i brutalt i flæsket på den ene Magna Turpis der var forblevet tæt ved stranden. De andre var nok smuttet igen. Eller måske var de der allesammen. Men uanset hvilke af de to, så var den store mørke Midnight ikke nem at skræmme. Og efter nogle få øjeblikke og en masse plasken med febrilske haler, dukkede Søhestens hoved igen op over vandet...