Its time

S Duri Øen nærme betegnet arenane
V Det er lige stoppet med og regne.
Tid 19,30
O En masse folk som venter på Adran tag en beslutning.
P et flamende sværd and http://img13.deviantart.net/c270/i/2012/312/8/e/dual_wielding_by_andreameloni-d5kdunn.jpg
@Aviaya

Der var så stille som der normalt var en mand, havde prøvede og redde hans egen slægt ved, og dræbe duri slægtens leder. Men det var gået galt for ham, Adran var derfor tvunget til og afgøre det, manden havde bedt om en trial by combat. En ting som Adran kunne nægte ham, men det ville ikke gavne hans sag, han havde derfor takket ja og gjorde nu sig selv klar. Han skulle som altid kæmpe med hans sværd med ild, hvilket der var lidt mærkeligt ild var det reneste, man kunne finde udover vand. Han vidste at han var nød til og bruge det, da det var en del af det. Så snart han kom ud så han sig omkring, hvorefter en person en præst talte.
"Strike him down, if he is guilty, give his sword strength if he is true." Hans far, havde altid gjorde det på denne måde, nok fordi det var dem der, havde smeden. Han så over på præsten som mens han sagde, det gav ham sværdet som hans far, havde brugt det var stadig fint og ilden blev antændt. Han svang det korte rundt, hvorefter han bevægede sig ud. Denne mand, havde prøvet og dræbe ham for at få hans familie, tilbage men det ville aldrig ske, han måtte dog stadig lave et eksempel ud af det. Adran stod kort efter klar, da sværde begynde og hamre mod hinanden gav det flot lys som de yngste børn beundret.

Adran, havde aldrig drømt om at han ville være nød til og gøre disse ting, men hvis han ikke kæmpede for dem, ville de bruge det mod ham. Som sværd ramte hinanden var der stille, til sidste brænde Adran mandens skulder, hvorefter manden fik sværdet kort efter gennem hans mave. "I am sorry." Lød det svagt fra Adran, hvorefter han gik væk efter folk begynde og tale igen.

Adran gik derefter væk fra stedet og tilbage, til hvor hans tronrum var, eller hans hytte. Han satte sig ned og så kort tid efter over, mod døren, hvor en kvinde kom gående ind, "Aviaya Bellator of The Bellator familiy, is here my lord , she come on behalf of the Alliance her father, made with yours." Kort tid efter, så Adran over, på hans rådgiver. "Well its the woman you need to marry my lord, if she is here to hold her familiys oath to yours." Adran vende bagefter blikket mod dem og rejste sig op, " i welcome you Aviaya, of familiy Bellator." Lød det ganske enkelt men stærkt fra Adran, hvorefter han havde rejste sig op. Man kunne se Adran var en stolte leder, der kun ville det bedste for hans folk og andre

Lige meget hvor meget Aviaya hadede det her, så kunne hun ikke få sig selv til at skuffe sin far. Hun var det sidste håb han havde haft, og som kvinde kunne hun bruge i hvert fald det til at give videre af. Kvindelige ledere var gåde på det punkt, i hvert fald i sådan en form for alliance. To klaner der smeltede sig sammen til en, det gjorde dem stærkere. Måske hun i sidste ende skulle passe på at de andre klaner ikke følte sig truet af den alliance. En ting var sikkert det var ikke det Sachin følte sig truet af. Aviaya elskede ham, og hun tvivlede ikke på at han elskede hende. De var uheldige at elske hinanden på dette tidspunkt i dette liv, og hun ønskede ikke at fjerne ham fra sit liv. Lige nu var hun gravid med hans barn, Sachin var far til hendes barn. Ikke at man kunne se det på hende, for så langt var hun alligevel ikke henne. Nervøsiteten bredte sig i hende som hun kom tættere og tættere på Duri øen. Hvis hun kunne ville hun bare gerne holde alliancen. Men at fortælle hun allerede havde forrådt sin trolovede allerede før hun havde mødt ham, kunne få hende sendt til de fortabtes ø - ligesom hendes mor. Det ønskede Aviaya ikke. Derfor prøvede hun måske at flytte brikkerne til noget der kunne handles hurtigt på. Selvfølgelig ønskedeh un ikke at hun skulle straffes, men hvis hun ikke passede på kunne det ikke helt blive undgået.

Nu stod hun foran hytten, Duri hytten. Som i fremtiden vel faktisk ville blive hendes hjem. Tanken fik hende til at ryste bare en smule. Da hun kom ind blev hun præsenteret og bukkede hovedet som hun nejede af høflighed.
My lord, a pleasure finally meeting you, sagde hun og sendte ham et svagt smil. De mørke øjne hvilede imod Adran. I det mindste kunne det have været værre, i det mindste var han ikke frastødende at se på. Siden hun kunne huske havde dette altid været meningen, det var næsten vigtigere end at have venner. Hun havde altid fået af vide hun skulle huske Adran og sætte ham i første række.