Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]

Midnight blev mere og mere urolig. Hvilket gradvist begyndte at gøre Orion blot en smule urolig, selv. Han var en vild søhest, som fik lov til at færdes som han havde lyst. Hvilket slet ikke generede Orion, da han altid kom tilbage på et eller andet tidspunkt. Han nød søhestens natur og adfærd. Den var vild, instinktiv, og stærk, men endnu lydig og loyal overfor ham. Den kastede ofte med hovedet, men ikke så irrationelt som i disse øjeblikke. De to var på vej tilbage til Cruera, efter at have spenderet langt det meste af dagen iblandt bølgerne og det åbne hav. Men som de to var kommet længere og længere ind i Cruicia, var Midnight blevet mere og mere urolig. Mere og mere årvågen. Orion var selvfølgelig en anelse irriteret, men stolede dog på Søhestens instinkter, og begyndte selv at betragte sine omgivelser mere vågent og beredt. Dog var der intet at se hvor han var. Midnight måtte vide noget han ikke gjorde...

Pludseligt, slyngede Midnight med sin kraftige hale, og satte i fuld fart. Orion var vandt til den slags opførsel, og holdte trænet fast om søhestens hals med begge hænder, og lod den slæbe sig fremad. Han sad ikke på søhesten, men hang efter den med sin hale og krop hængende i farten. Men mere end stærk og erfaren nok til at holde fast. Bag de skingre prustende lyde af Midnight's anstrengelser, kunne Orion snart fange lyden af konflikt længere fremme. Overraskede støn, og hvæsende lyde. Instinktivt slap han den ene hånd fra Midnight's nakke, og trak i stedet sin sabel. Cruicia skræmte ham som sådan ikke. Ej heller Seiri eller hajer. Men uanset hvilket scenarie den vilde Midnight snart ville bringe ham til, var det altid en god idé at være beredt.
Inden længe kunne Orion, bag fra Midnight's hals og hoved, spotte to skikkelser i høj fart. Med direkte kurs mod Orion. I løbet af hvad der blot syntes et øjeblik, fik han dem begge hurtigt identificeret som Seiri. Og i dette selv samme øjeblik tøvede han ikke med at handle. Endnu med en hånd om halsen af søhesten i høj fart igennem vandet, lænede Orion sig ned langs siden af sin ganger, og svingede mesterfuldt med sin sabel igennem vandet. Det hele skete så hurtigt, at der ikke engang var blod på sablen derefter. Men Orion behøvede ikke kigge tilbage. han vidste hvad han havde gjort. Og ganske rigtigt... en af de to hastige Seiri stoppede langsomt op efter nogle ekstra meter i høj fart... indtil hovedet langsomt adskilte sig fra nakken, og begge dele langsomt begyndte at synke mod havbunden.

Midnight havde dog endnu travlt, og Orion holdte godt fast. I høj hast nærmede Midnight dig, med Orion, Indira. Og Midnight stoppede først op lige foran den kvindelige skikkelse, for så at lade et skingert og deformt skrig lyde. Orion hev i det samme den urolige Midnight til side, og endte selv med at sidde med halen over den mørke søhest. Kun for at kunne betragte scenen foran sig...
Fra sit høje sæde på søhesten så han en nøgen Mara, med langt bølget hår, og næsten gylden hud. Hendes sorte og hvide halve fangede med lethed øjnene iblandt det mørke tang. Ligeledes blev hans blik fanget af de få strenge af blod der endnu hang i vandet nær hende. Strenge af blod der ledte ned mod havbunden ikke langt under dem; hvor Orion kunne ane linjerne af to døde og blodige skikkelser. Livløse. Orion rynkede sine bryn, imens Midnight endnu forblev en anelse urolig. Han placerede en hånd på toppen af søhestens hoved, og lod den ellers kaste med hovedet som den lystede. Men sørgede for at han ikke kom for tæt på den kvindelige Mara. Orion sagde ikke noget i nogle få men lange øjeblikke, alt imens han satte sin sabel tilbage i skeden omkring hans liv igen. Fire Seiri? To døde ved hendes hånd, og ikke så meget som en skræmme at ane på hende? Og to af dem, var flygtet? Kort fortrød han ikke at have hugget hovedet af den sidste Seiri... Men ikke inden at have undret sig en anelse over hvordan hun havde kunnet klare sig så... formidabelt? Gællerne på siden af hans hals vibrerede ved en dyb indånding, som hans blik endnu faldt på kvinden. Et blik der så forlod hende, for flygtigt at betragte blodet der langsomt begyndte at forsvinde i saltvandet. "The blood will attract sharks, soon enough.." var alt han sagde. Hverken en hilsen, eller en introduktion. Ej heller en kommentar vedrørende den situation denne kvinde netop havde befundet sig i. Han var ikke just kendt for at være den mest høflige Mara der fandtes. Men havde heller aldrig forestillet sig at være andet end præcis hvem han var. En situation som denne kaldte nok heller ikke ligefrem på høfligheder. I hvert fald ikke lige med det samme. Han vendte derefter blikket halvt over sin skulder. "Are you hurt?" Han var ikke altid tryg ved at kigge en anden i øjnene, med mindre han truede vedkommende. Så hans rolige spørgsmål, der bar blot et diskret strejf af bekymring, lød fra hans læber idet hans blik ikke engang var vendt imod hende. Bekymring, men en næsten... kølig bekymring. Hvorvidt hun var okay eller ej, var vigtigt for ham at vide. Og han havde ingen intentioner om at være ligeglad med hendes helbred efter et sådan scenarie. Men han kendte hende endnu alligevel ikke. Som et rovdyr, der bekymrede sig for helbredet af et potentielt byttedyr, når dets mave var fuld og appetit slukket. Dog, trods alt... hvilede der et diskret smil over hans mundvig, som hun måske ville kunne ane, selv med hans hoved vendt fra hende. Han var... imponeret. Midnight holdte dog øje med hende med et af sine dybe sorte øjne. Søhesten genkendte synet og duften af en Mara, men man kunne aldrig vide med Midnight...

De halskæder og ringe af guld der hang omkring hans hals, og håndled, var ikke tegn på hans status. Nu hvor hele hans familie var døde eller forsvundet, var han teknisk set en meget velhavende mand. Men dette guld var ikke tegn på velstand. De blev båret af alle royale vagter og vogtere, som tegn på deres autoritet, som en trænet og formidabel styrke. Og givet dét at han var ankommet til scenen på en stor mørk Søhest, måtte uden tvivl give et indtryk i sig selv. Men ikke intentionelt. Han havde ingen intentioner om at intimidere en anden Mara. Han havde ikke engang en intention om at give et indtryk fra sig. I disse øjeblikke var han blot en forbipasserende, til en blodig scene foran ham. Og ikke mindst endnu en anelse forundret over hele situationen. Ganske simpelt imponeret over hvor effektivt denne kvindelige Mara måtte have klaret situationen, uden så meget som en skramme, og blot bevæbnet med de fiskeknive hun indtil disse øjeblikke, havde haft i sine hænder.

Dog forsvandt Orions svage sans af vidunder i det samme han hørte det fnøs der forlod hende. Uden tvivl som reaktion til hans ord. Anden reaktion kom han dog ikke med. Ord var bobler i vandet, og han var mere end blot vandt til en uhøflig tone fra alskens væsner og Mara. En Thyssen var langt fra velkommen i alle kredse. Og selvom de teknisk set var en adelig familie, var der sjældent interaktioner med de andre adelige. Orion holdte dog ikke hendes tone imod hende, eller kommenterede det yderlige. Orion var ikke en mand der udtrykte en sådan tone, selv. Ikke engang overfor sine fjender. Han var sjældent provokerende eller udfordrende, rapkæftet eller smørret. Han havde intet behov for at forvandle et uhøfligt fnøs til en mindre konflikt, eller at fremprovokere reaktioner fra de personligheder der omgav ham. Den eneste undtagelse var måske overfor hans elskere, hvis han ønskede de skulle smide tøjet... Men det var også anderledes. Så hvis denne kvinde havde interesse i at udtrykke en sådan tone, skulle hun være velkommen. Ligeledes skulle hun have lov til at stirre på ham. Han havde set alt af hende på nogle få øjeblikke, og at lade sit blik hvile mod hende var nok en dårlig idé... I hvert fald for Orion. Og især givet dét at hun var nøgen. Og ikke mindst attraktiv.

Da hun så takkede ham, vendte han alligevel sit hoved mod hende igen. Men fæstnede dog blikket mod hendes øjne, og gengældte hendes intense iagttagelse. Hans hånd hvilede endnu mod hovedet af den endnu urolige Midnight. Nogle kast med hovedet som dets blik skannede området eller det hinsides, var ikke usædvanlig adfærd. Nok nærmere forventet. Orion holdte dog søhestens hoved fra den fremmede kvinde, imens han selv holdte blikket mod hendes mandelformede blå øjne. Men lod dog ikke blikket hvile længe, inden øjnene så rejste ned ad hendes krop, helt ned til spidsen af hendes hale, og længere ned mod de døde Seiri. Og først dér, blev hans læber adskilt, og han talte. "Midnight, sensed trouble, and brought me in this direction. On our way, I saw two Seiri diving for their lives.." Hans øjne fandt atter hendes. "And two lying dead on the ocean floor..." Tilføjede han så og holdte blikket så længe han havde tålmodighed til det, inden han så fandt det bedre at betragte hendes fyldige bølgende hår, som det vægtløs flød i vandet. Orion kendte ikke engang hendes navn, og havde aldrig mødt hende før. Og dog måtte hun være en af de mest formidable kombattanter i kongeriget... Hans kæbe blev spændt kort og hurtigt, som hans blik fraværende atter gled ned over hendes krop mod de fiskeknive hun bar i sit bælte. Men han tvang sine tanker og lyster i en anden retning, som han så fjernede sit blik helt fra hende, og i retningen af Cruera... De ord hun allerede havde fået fra ham, måtte være nok til at udtrykke hans beundring over hendes håndtering af situationen. Da Orion aldrig havde set sig selv som værende god med ord, og aldrig havde været god til at kaste rundt med komplimenter. Beundrende og komplimenterende ord fra Orion var ofte hårdt tjent, men altid velment og ærlige, hvis de endelig skulle lyde fra hans læber.

Han betragtede både vejen igennem tangbanerne, såvel som Midnight. Søhesten havde kun sjældent været indenfor Crueras grænser. Den brød sig ikke om bylivet, eller eksistensen i kongeriget. Og havde altid færdes frit i havet. Eftersom der ikke var langt tilbage til byen, var det tydeligt at den ikke var ængstelig efter at rejse meget nærmere. "Are you headed back to Cruera?" Spurgte han så, for atter at vende blikket mod hende. Alle ord der havde forladt hans læber siden han var ankommet, havde været i en rolig, fattet, og velformuleret tone. Langt mere rolige end hans øjne; som med konstante tilbagevendinger mod hendes øjne, viste at han ikke var bange for hendes blik. Eller bange for hende, for den sags skyld. Han brød sig blot ikke om at lade en anden stirre ind i hans øjne for længe.. Ind i hans sjæl, så og sige.. De mere opmærksomme ville måske ende med at se mere end hvad han ønskede for dem at se.

Sorin og Sienna, hans to yngre søskende, havde nydt sig af langt nemmere tilværelser end ham selv. Orion, derimod, havde været den ældste søn. Alle hans faders forhåbninger, forventninger, og drømme havde hvilet mod hans skuldre så længe han kunne huske. Og det havde ikke været en behagelig vægt at bære. Især ikke hvis givet af en mand som Godefroy Thyssen. En meget hård og striks mand. Manden der næsten egenhændigt, i samarbejde med livets onde såvel som gode erfaringer; havde formet Orion til den mand han var denne dag. Blodig og hård træning, imens Sorin læste sine bøger, og Sienna lærte om urter. Orion huskede især de dage, hvor tæv fra hans egen faders hånd var uundgåeligt. En dag hvor der lå en aura af had over manden... Hvor den gamle mand ville stille et spørgsmål, og Orion ville gøre absolut alt hvad han kunne for at give svaret der ville tilfredsstille ham. Bortset fra at der ikke var noget rigtigt svar, og hvert enkelt ord der forlod drengens mund, blot havde øget til faderens vrede. Orion var derfor blevet en velovervejet mand... Kalkuleret i alt fra sine ord, til sine handlinger. Han så hvordan hans fader aldrig ville lade ham slippe væk fra konsekvenserne af hans handlinger; så han udviklede sig til en alvorlig mand, der tog ting seriøst, og aldrig undgik eller undervurderede problemerne foran sig. Den hårde træning og de hårde kår, havde tvunget ham til at blive standhaftig og stærk. Hans faders autoritet havde været absolut, og Orion havde levet under hans skygge; så en del af Orion søgte dominans over andre, og udstrålede autoritet. Han havde grædt flere tårer under skyggen af denne mand, end de fleste ville gøre igennem hele deres liv. Været tvunget til at være ydmyg, underkastende, og ærbødig... Folk der kom for tæt på var en fare for ham. Folk der kendte for meget til ham, kendte hans svagheder og tanker. Og han nød bestemt ikke tanken om at være sårbar, eller i nogen andens magt, end hans egen. Han var en stærk mand, der forstod sig på at installere sin egen vilje i sine omgivelser, selvom han dog sjældent gjorde det. Han havde mærket stinget af en uretfærdig afstraffelse, og yndede derfor ofte at have sympati for de der ikke passede ind, eller blev uretfærdigt behandlet. Manglen på nænsomhed og kærlighed i hjemmet, havde tvunget ham til at søge tilfredsstillelse i sig selv, eller hos andre. I høj grad hos andre, givet hans høje lyst og trang til nydelse og forløsning. En del af ham han dog havde undertrykt og bekæmpet disse sidste par år... med alt hvad der var sket med hans familie.
Folk var hvem de var, og meget ofte ikke af eget valg eller design. Hvilket Orion selv kunne testamentere. Så han dømte sjældent andre for at være hvem de var. At denne kvinde, f.eks, virkede krigerisk, selvstændig, eller konfronterende, rørte ham ikke. Ligeså vel, at Christophers barnlige og irriterende adfærd sjældent virkelig gik ham på. Han accepterede de fleste for hvem eller hvad de var, og håbede at andre ville gøre det samme for ham. Selvom dette dog sjældent var tilfældet. Men i sidste ende havde hans tålmodig og styrke frembragt en enkel og simpel konklusion, efter hvilken han ofte levede sit liv... At man blive til manden man ønskede sin fader havde været...

Orion var ikke altid den bedste til at dømme en persons karakter hurtigt. Dog tog det ham ikke længe før han indså at denne kvinde sikkert gjorde hvad der passede hende. Sikkert drevet af en selvsikkerhed der kunne få guderne til at rødme. Ligesom han havde gjort, brød hun deres øjenkontakt netop som hun ønskede det. Og vendte hendes blik mod lige hvad hun skulle ønske at betragte. Hvilket i sig selv var en ganske attraktiv kvalitet. Han brød sig ikke om kvinder med flakkende blik fyldt med usikkerhed. Ganske simpelt, så virkede det til at hun var typen der vidste hvad hun ville have. At hun så havde lyst til at betragte ham yderligere, og uden at lægge skjul på det, generede ham endnu ikke. Havde han kendt hende lidt bedre, ville han have gjort det samme, men gjorde det dog ikke. Udelukkende for sin egen skyld. Han brød sig ikke om at blive ophidset uden at blive forløst, og holdte derved ganske høfligt sit blik fra hendes nøgne former. Uanset hvor dragende disse former end måtte være. Sagt ganske simpelt... så kunne han blive ualmindeligt ophidset af blot et enkelt vedvarende blik mod en kvindes nøgne former. Dét, og det faktum at han kun meget sjældent jagtede en kvindes affektioner og opmærksomhed, gjorde at sådan en ophidselse ofte endte uforløst og utilfredsstillet. Hans forbandelse, så og sige...

"Yes." Svarede han kort, for så i det samme at sætte i bevægelse. Han forlod søhestens ryg, og endte ved dens side. For så i det samme at give den store hest et klap, hvorefter Midnight så stormede afsted op imod overfladen, og ud over et koralræv. Orion stod kort tid med ryggen til hende og kiggede efter søhesten. Efter kort tids overvejelse, tænkte han at det hellere måtte kommenteres at han havde ladet søhesten gå fri, når den havde kunnet transportere dem hjem. Også selvom hun måske endda ville være ligeglad med hvad han havde at sige. "He's a wild and unruly beast." Begyndte han, og kiggede halvvejs over sin skulder mod hende. "I could never confine him to a stable, strap a saddle on him, or mussle his mouth with reigns..." ... "He deserves to be free." Tilføjede han så endeligt, og vendte sig om mod hende. Nu pludselig lidt tættere end hun havde været da han havde siddet på Midnight's ryg. Hun var lille, for en kvinde der kunne håndtere sig så formidabelt... Eller måske var det bare ham der var stor. Efter at have haft sit blik vendt mod hende i nogle få øjeblikke, vendte han så blikket i retningen mod Cruera, og begyndte langsomt at bevæge sig. Dog ikke uden at være sikker på hun også fulgte med. Med blikket mod det halvmørke hav foran sig, åbnede han atter munden. "My name is Orion. Orion de Thyssen." Og derved introducerede han sig endelig.

I en sådan alder, hvor Orion ville have kunnet danne betydningsfulde venskaber; blev han i stedet sendt ud i det vilde. På hvad der blev kaldt 'The Trial'. En brutal Thyssen tradition. Så i stedet for at sove under et tag, danne venskaber, bruge sin tid med familien; var han fra en alder af 13 år, alene i havet og naturen. Først et par år efter kunne han komme tilbage. Men det var dog ikke alt sammen grå dage og smertefulde minder... Orion voksede op til at blive en ganske flot ung mand. Hvilket måske også var noget af det eneste der virkede til hans fordel. I de få instanser hvor hans far ikke lagde sin skygge over ham og indledte den hårde træning, brugte Orion en del tid med det modsatte køn. Det var ingen hemmelighed, og intet han nogensinde ville benægte, at han havde brugt meget tid med andre unge kvindelige Mara da han selv var ung. Ikke at de nogensinde blev hans nære veninder eller lignende... Han brugte ofte sine fridage i Smioca, hvor han brugte sit ydre og enhver lille del af charme og tiltrækkende autoritet, til at komme imellem benene på hunkønnene. Det var ikke ligefrem en tid af sit liv han var særlig stolt over, dog. Men hans lyst og trang til seksuel nydelse og tilfredsstillelse voksede sig kun større og større, desto ældre han blev. Nogle forsøgte endda at arrangere ægteskaber med ham. Hvilket han altid afviste. Selv dengang var hans forståelse stor nok til at indse, at en enkelt kvinde nok ikke ville være fortsat villig eller i stand til at være det ene fokus for hans lyster. Desuden kunne han aldrig finde på at lægge et sådan ansvar på en enkelt kvindes skuldre... Og samtidig ønskede han bestemt ikke et nært forhold i hvilken han ville være nødsaget til at gøre sig et sådan offer af afholdenhed; hvis hendes lyster ikke skulle matche hans egne. Så ja.. Orion brugte langt mere tid hos det modsatte køn, end andre drenge eller unge mænd. Andre hankøn blev hurtigt set som konkurrenter eller rivaler af en art, da Orions sind hurtigt blev vendt imod det seksuelle potentiale af ethvert forhold til en ung kvinde... En ganske tilfredsstillende del af hans ungdom. Og dog, stadig meget ensomt.

Orion havde en ganske aggressiv og territorial natur, nærmest. Selv hvis han ikke viste det. Dette betød også at han til tider var en anelse dybsindig, lagt sammen med hans indædte ærlighed. Hvis han ikke overvejede og tænkte over tingene på et højere plan end bare hvad hans sanser kunne fortælle ham; ville han nok have været en helt anden person. En meget mere ubehagelig person. Dog var han da glad for at hun var enig i hans ord, og formåede at kunne se det fra hans synspunkt. To fremmede, enige om en sådan ting. Meget tilfredsstillende, faktisk. Hendes tone var også anderledes, syntes det. Ikke lige så defensiv eller uhøflig som tidligere. Hvilket i sidste ende atter åbnede op for Orions svage interesse og beundring af den unge kvindelige Mara. Hvilket endvidere også ledte til at han introducerede sig. Det ville han jo nok have gjort uanset hvad, men nok meget senere. At hans navn så også fremprovokerede et 'oh' fra hendes læber, overraskede ham ikke. Faktisk sukkede han lidt lydløst, men ventede ellers ganske stille og tålmodigt på hvad hun nu ellers ville sige.
I hans tålmodighed, gjorde han også hvad han kunne for at holde sit blik mod passagen foran dem, frem for at vende blikket for meget mod hende. Men som han hørte og fornemmede hendes bevægelser ved hans side, blev hans blik dog alligevel draget.

Hun så ung ud. Sikkert nogle år yngre end ham selv, dømte ham. Og hun var meget attraktiv og behagelig at kigge på. Hvilket faktisk overraskede ham i et minimalt sekund; da det først var i dette øjeblik at han indså det. Slank, og med klare tegn på fysisk træning og en velholdt krop - og dog stadig med markante og fyldige kvindelige former. Hendes hvide og sorte hale drev hende fremad, som hans egen gjorde ved ham. Og hendes meget lange hår fulgte hendes krop, som tusind små lysebrune bølger. Hvad han kunne se af hendes ansigt imens han bevægede sig fremad, tydede på meget iøjnefaldende træk. Store øjne og tynde øjenbryn, der uden tvivl kunne virke meget intimiderende hvis hun skulle have lyst til det. Han forestillede sig at hendes læber både kunne forme et tiltrækkende smil, men også en forstyrrende mine. Som hans blik gled over hende, og slet ikke diskret, bemærkede han hendes ene hånd hvile ved hendes bælte, på hendes anden side. Hvad hånden gjorde kunne han af gode grunde ikke vide, men han vendte dog blikket fremad alligevel, da hun så introducerede sig. "Lavanya?" ... "I see.." Bemærkede han blot, roligt som hidtil. Selv rørte hans hånd ikke sin sabel. Og han frygtede nu heller ikke at hun ville trække hendes våben, og plante den i hans krop. Hun så meget stærk ud, både af krop og sind. Men han fangede ikke megen ondskab eller hævngerrighed over hende... Hvilket han i hvert fald ville have kunnet se på hende, havde det været tilfældet. Lavanya? Var det manden der havde kaldt hans mor en heks? Måske havde han været én af mange, der havde beskyldt Sorin for Sienna's død? Eller måske han blot var en der ikke havde brudt sig om Thyssen familiens arv, og krydset hans far med hårde ord og beskyldninger... Orion kunne ærlig talt ikke huske det. Og for ham var det også en anelse ligegyldigt. Alt han vidste, og kunne huske, var at manden var død.. Så selv hvis han havde kaldt hans kære mor en heks, eller beskyldt hans bror for mordet på hans søster, så var der ikke meget Orion kunne gøre nu. "So.." Begyndte han så, endnu med blikket rettet fremad. "Do you suppose we should draw our blades, and carry on our fathers' quarrel?" Den underliggende tone i hans ord var diskret, men tydede dog alligevel på at han selv syntes en sådan ting ville være åndssvagt og nytteløst.

Orions tvungne og nødvendige afholdenhed, trods den enorme frustration der fulgte, passede fint til hans natur. Han var blevet voksen. Han havde udviklet sig til en ganske moden mand, med et fast og beslutsomt greb omkring hvem han var, hvad han var, og hvad han ville have. Og kompromis blev kun gjort på hans egne præmisser og for hans egen vindings skyld. Han vandt ikke meget af at undertrykke sine seksuelle lyster, men det havde været nødvendigt indtil nogle få måneder siden - hvor Sorin forsvandt. Og nu, selvom han som sådan ikke behøvede at lægge et sådan låg på sine lyster og trængsler, var det blevet lidt af en vane... At lide under vægten af sin egen disciplin og stædighed. Sjovt, hvor afhængig man nærmest kunne blive af smerte og afholdenhed. Som om at det i lang tid havde været hans eneste formål i denne verden; at være stærk og rank, og lide under processen.

Han tillod mange ting, og så igennem fingre med endnu flere. Men han var dog alligevel ikke en push-over, eller lignende. Han havde dog nogle få fejl i sin væremåde. En tendens til at skuldre og udtåle andres manipulerende adfærd eller tendenser. At leve med de små ting der gjorde ham ubehageligt tilpas. Helt indtil det øjeblik hvor det simpelthen var for meget. Hvilket ofte gjorde, at når han så endelig sagde fra, blev det gjort meget aggressivt. Og ikke mindst på et så sent tidspunkt at det ville være noget nær umuligt at rode bod på det igen. En fejl i karakteren, måske... Men det var dog ikke hans opgave at rette på folk. Hvis man ikke selv kunne identificere en fortsat giftig opførsel, var det ikke hans opgave at gøre personen opmærksom på det. Det kunne dog hurtigt blive hans opgave at lukke helt og aldeles ned for det, når han så endelig fik nok af det. En adfærd og tendens der nok heller ikke ligefrem ville virke vidundere i et mere fast forhold. Og endnu en af mange grunde til at han undgik for nære bånd. Men en af de mest vægtige og tunge årsager, måtte nok være hans frygt for for megen sympati for hans trængsler. At en person der kom for tæt på ham, ville begynde at kigge på ham med andre øjne, grundet hans mange trængsler og smertefulde oplevelser i sit liv. En frygt for at en elsker ville se ham som... skadet. Selvom han måske i al hemmelighed ønskede en sådan kærlig eller omsorgsfuld sympati, vidste han at det potentielt kunne ændre på alt imellem ham selv og sin partner.

Hvis han havde stirret på hende, beundret hendes krop, og forestillet sig de mange muligheder... ville han ikke have lagt skjul på det, overhoved. Han havde dog betragtet Indira nært og opmærksomt, og set næsten alt af hende der overhoved kunne ses. Men havde dog gjort hvad han kunne for ikke at indblande sin livlige fantasi, eller blive alt for beundret. Såvel som ikke at vise nogen form for intention eller videre interesse. Også selvom hun skam allerede havde vækket hans interesse. Men selv hvis han ikke kiggede direkte på hende, bemærkede han dog alligevel hendes blikke mod ham. Nu var de jo heller ikke ligefrem adskillige meter fra hinanden, men lige ved siden af hinanden. Så bevægelsen af et hoved iblandt de livlige bevægelser af deres haler og kroppe, var nu heller ikke for svært at opfatte. Og især nok ikke for dem, som var så vandte til at være opmærksomme på deres omgivelser.
Som hun begyndte at tale og svare på hans ord, nærmede de sig en lidt mørkere del af Cruicia. Mere tæt bevokset med tang, og uden en klar passage. Hvilket tvang ham til at sænke farten, og bruge hænderne til at fjerne tykke søjler af tang fra hans vej. Hvilket dog også gav ham mere tid og fokus til at lytte til hendes ord, og forstå deres mening. Ligesom han havde opfattet hendes blikke mod ham, opfangede han også smilet hun sendte ham. Et stort smil, endda. Bestemt ikke et tegn på samme attitude som da de havde mødt hinanden blot nogle få øjeblikke tidligere. Han forblev dog stille, og skubbede en tyk søjle af tang til siden, som hun kom med hendes tilføjende kommentar. Hans ansigt blev ikke vendt helt imod hende, men hans øjne fangede hende dog ud af øjenkrogen, i et let skævende blik. "That's very good to know.." Kommenterede han så roligt, men ikke uden at lade et lille smil forme sig over hans mundvig. Jo, han kunne skam godt være foruden at mærke hendes evner med hendes knive på egen krop. Så at hun var af helt og aldeles samme indstilling som ham selv, var meget tilfredsstillende. Meget, endda. Og med smilet kunne han næsten fornemme deres fædre rulle sig rundt i deres grave over den samtale de havde haft hidtil. "With this kind of progress, we might even live to see the day, when a Lavanya and a Thyssen can greet eachother on the street... without wanting to rip each other's arms off." Kommenterede han så selv. Tjoh, han kunne skam også selv formulere sig i en nogenlunde humoristisk og udfordrende tone. Han gav hende dog ikke et gengældende blink og glimt i øjet, som hun havde givet ham. Men havde havde dog vendt hovedet mod hende, og ladet hende se hans lille smil. Og efter at have hvilet mod hende i kort tid, blev blikket også automatisk ført videre over hans skuldre. Instinktivt, for at sikre sig de to ikke blev efterfulgt af noget eller nogen. Det var trods alt en smule mørkt omkring de to. Og hvis hun havde været længere væk fra ham, ville han nok have haft svært ved at spotte hende omkring de mange rækker og søjler af vildtgroende tang.

En anden mand ville måske have lagt vægt på, hvordan hun ville have svært ved at slå ham ihjel. Eller vægt på sig selv og sine egne egenskaber, da snakken var vendt mod valget om de måske bare skulle slås. Nogle mere kvikke mænd ville nok også svare med mere provokerende og udfordrende bemærkninger end han selv havde gjort. Men Orion var ikke af en sådan støbning. Han havde nærmest aldrig lyst til at provokere folk, eller lokke en tvungen reaktion ud af dem. Det var skam også sjældent at han talte om sig selv særligt meget. Så selvom han skam var en meget ærlig og selvsikker mand, kunne det dog også være meget sjældent at han var udfordrende eller kæk i sin tone. Endnu en ting han var vokset fra siden sin ungdom. Og han var faktisk glad for det. Generelt var han meget tilfreds med manden han havde vokset sig til at blive. Men var dog langt fra tilfreds med den hårde process og de erfaringen der havde krævet af ham. Så Orion var bestemt ikke utilfreds med hele denne situation. Hverken utilfreds med Midnight der havde bragt ham til hende, samtalen de to havde ført siden da, eller utilfreds med hende. Som det aller mindste, så forsøgte hun ikke at jage ham væk, eller true ham for at få fred.

Dog var hendes seneste ord ikke en tone han havde forventet at høre! Man kunne ofte få lov til at lede længe efter en kvindelig Mara der var så direkte i sit sprog. Han kunne dog ikke helt finde ud af om hun rent faktisk lagde an på ham, eller om det bare var en ærlig natur der viste sig. Først en kommentar om at rive noget andet af en arme, fulgt af et kompliment til Orion. Noget han dog slet ikke var vandt til, så smilet dulmede og brynene blev en anelse rynket da han hørte hendes noget så direkte kompliment. Også selvom et diskret smil endnu hvilede mod hans mundvig, som han kiggede frem foran dem. Endnu engang kunne han have svaret på mange måder. Måske været rapkæftet og taget rundhåndet imod hendes kompliment. Måske holde svaret ved hvad der mon skulle rives af andet end arme. Men i stedet valgte han at tage imod hendes kompliment, og gengælde den. "Thank you." I stedet for at kigge frem, blev hans blik vendt mod siden, mod hende. Inden hans blik dog løb alt for løbsk over hendes svagt belyste nøgne overkrop, kiggede han dog frem igen, og arbejde stadig med hænderne for at fjerne noget tang fra sin vej. Han overvejede hvad han ellers skulle sige. Han var bestemt ikke bange for at komplimentere hende, eller kigge hendes i øjnene som han gjorde det. Dog var Orion ikke den bedste med ord; ikke hvis man spurgte ham selv. Og hvis han ikke var forsigtig, ville hans kompliment af hende bare give videre udtryk for hans seksuelle lyster... Hvilket ikke altid var særligt høfligt at sige til en fremmed ung kvinde. "That is high and honest praise, coming from a woman as attractive as yourself.." Endte han med at sige, og havde i mellemtiden også vendt blikket mod hende, for at lade sine øjne understrege hans ord.

Jo, Orion kunne skam godt klare sig med lidt flere lektioner i høflighed eller lignende. Men sådanne ting afhang altid af kvinden. Nogle kvinder virkede så underdanige og søgende, at han kunne nærme sig selv, stirre på dem, og allerede dér mærke deres knæ blive bløde. Andre kvinder var adelige og fisfornemme, eller særligt romantiske. Indira var stærk og talentfuld, så meget var han slet ikke i tvivl om. Desuden flirtede han sjældent med kvinder når han ikke befandt sig i et sted som Smioca, eller på land. Smioca var et unikt sted. Et ynglested, ganske bestemt. Hvis man befandt sig dér, var ens intentioner allerede tydelige fra start. Og nogle gange behøvede man ikke engang sige noget, før to kroppe var presset mod hinanden, og hans to hænder var plantet mod en kvindes bløde krop. Det var dog heller ikke usædvanligt at tage en kvinde med sig helt til Smioca. Men udenfor deres yngleplads, kunne livet for en Mara være fokuseret på meget mere end det lystige. Pligter, arbejde, familie, træning. Orion skulel dog arbejde en smule for at hans tanker ikke konstant hvilede mod en nydelse en nøgen kvindelig krop og en villig kvinde kunne give ham. Så hans adfærd og ord kunne også reflektere at han ofte ikke kunne adskille de to tilværelser fra hinanden. Hvis han havde været i lidt bedre humør, givet hvad der var sket med hans familie, havde han sikkert brugt langt det meste af sin tid i Smioca..

Orion var bestemt ikke længere typen der desperat jagtede de kvindelige Mara'er. Nok var han attraktiv og nem at se på, men nu var alle kvinder jo heller ikke de mest fair væsner. Han var skam ligeglad med at der havde været nogle kvinder som havde afvist ham, eller drevet gæk med ham. Måske endda ydmyget ham. Sådan var var det nu engang. Afvisning, og at lære at blive afvist, var en naturlig del af en ung mands liv. Men selvom Orions lyster i et svagt øjeblik kunne få ham til at gøre meget; så havde han ikke længere lyst til at opføre sig som en romantisk teenager, og jagte de unge kvinder her og der. Selvfølgelig ville han ikke bare blive siddende i sit hjem og vente, men han var ikke længere ung og naiv. Hans ben blev ikke til gelé så snart han så en nøgen kvinde, og han skælvede ikke længere under deres berøringer. Med andre ord, så vidste han hvad han ville have. Og vidste ikke mindst, at hvis en kvinde agtede at have ham, var det ikke hans pligt eller opgave at gøre det nemmere for hende. Hvis en kvinde ville have ham, kunne hun komme til ham. Han havde ting at tage sig af og pligter at opfylde... Især disse sidste på år.

Med dét sagt, så var Orion skam heller ikke bange for lidt hårdt arbejde. Han fandt sig ofte tiltrukket af stærke og mystiske kvinder. Kvinder der udtrykte og udstrålede selvsikkerhed og egenrådighed, men som dog alligevel lokkede og forførte. Og med stærke kvinder, mente han bestemt ikke maskuline kvinder. Men det var også alt sammen halvvejs underordnet. Hvis Orion ikke længere kunne styre sig selv, eller holde sig selv fra en kvinde der konstant tændte hans fantasi eller forførte hans krop; ville han ultimativt tage det skridt der ville kvinde denne måske mystiske kvinde til at tage et endegyldigt valg. Om hun ville være hans, om så bare for en enkelt nat - eller om hun ville stoppe med hendes lokkende attitude, og lade ham være i fred. Og mere simpelt syntes han ikke det kunne blive. Et enkelt kompliment, et par lange blikke, og en lille håndfuld smil var næppe nok til at provokere ham til en sådan handling, men Indira havde dog vækket hans interesse. Hun havde udvist nogle af de kvaliteter han fandt tiltrækkende i det modsatte køn, foruden dét at være meget behagelig at se på, blandt andet. Men... selvom en del af ham skam havde lyst til bare at kaste sig over hende, var det dog alligevel ikke nok til at han ville gøre sådan noget. Ikke at han behøvede nogen større indsigt i hendes sind eller lignende... et første møde som deres havde blot næppe været præmissen for en hed omgang et afsides sted. Også selvom han skam fornemmede tiltrækningen imellem dem...

En lille stilhed faldt imellem dem, eller i hvert fald fra hans side, efter den lille udveksling af komplimenter og lange blikke. En stilhed der lod dem begge betragte synet af Cruera i afstanden efter den tætte bevoksning. Cruicia var nu snart bag dem, og det spraglende undersøiske byliv var før dem. Og han fangede pludselig sig selv i at syntes, deres tur var gået lige lovlig hurtigt.. De havde da ellers været et godt stykke fra Cruera, ikke? Uanset hvad, så stopepde han op ikke langt fra byens grænse. Foran dem kunne man se en horisont af hustage, såvel som slottet i baggrunden. En masse Mara der svømmede his og her, spurtede over tagene, eller snoede sig imellem de mange huse og bygninger. Orion vendte sig så endelig mod Indira. Gjorde automatisk ryggen rank og halen under sig. Sænkede hagen som hans blik fandt hendes øjne at hvile sig i. "I must return to my post at the Castle.." Sagde han så bestemt, men ikke uden hentydningen af et smil. Hvad han ellers skulle sige, vidste han dog ikke helt. Og hans overvejelser resulterede i nogle svagt rynkede øjenbryn, og et blik der lidt fraværende gled ned over hendes læber og hage. "I'm pleased you knew how to handle yourself back there." ... "Perhabs we'll meet each other again, some day.." Tilføjede han så meget kort tid efter med et blik der atter havde fundet frem til hendes mandelformede blå øjne. Han tog en dyb indånding som han rankede ryggen og lod sin ene hånd hvile mod sværdknobet af hans sabel.

Enhver skulle have retten og friheden til at følge sine egne lyster, og opsøge nydelse og tilfredsstillelse. Sådan havde han det i hvert fald med det. Og han havde det med andre Mara, som han havde det med Midnight. Han kunne aldrig finde på at indespærre eller tilbageholde en kvinde han måske elskede eller var i et forhold med. Det ville være meget nemt at fokusere al hans lyst og erotisme mod et enkelt individ, men det var ikke noget han kunne byde en enkelt person. Ikke at hans... afhængighed... ville kunne dræbe eller direkte skræmme en person, regnede han da ikke med. Han vidste bare hvordan langt de fleste personer var. Folk vænnede sig til tingene. Man begyndte at tage ting for givet, begyndte at se mod fjerne horisonter efter nyt, selv med så meget foran sin næse. Så hvad havde Orion gjort? Han havde lovet aldrig at tage ting for givet. Lovet at tage ting alvorligt og behandle sig selv og alt andet i verden med den seriøse mine og tone han syntes det fortjente. Også selv hvis dette skulle involvere taknemmelighed. Og ikke mindst havde han holdt sig helt væk fra forhold. Udviklet en stærk mistro mod hvad så mange andre Mara kaldte for sand eller ægte kærlighed, såvel som idéen om sjælepartnere. En kvinde besad en krop han kunne bruge. Dette betød ikke han behøvede at vide alt om kvinden for at bruge den. Hun skulle blot invitere ham tæt, og acceptere ham i hendes nærvær. Men selv med en sådan mistroisk og pessimistisk opfattelse, mindedes han altid hans faders skæbne, efter hans moders død. Hvis en mand så forfærdelig og monstrøs som ham kunne mærke et så forfærdeligt tab, så måtte kærlighed vel også være en realitet?

Hvis det havde været Indira's intention at give Orion en sensation han ikke normalt oplevede eller følte, så ramte hun plet. Han var egentlig klar på at deres veje skulle skilles, og han skulle stå og glo i byens mest fredelige kvarter i adskillige timer. Og havde da helt og aldeles ikke forestillet sig en sådan handling eller en sådan gestus, fra en kvinde som hende. I løbet af blot de få splitsekunder og øjeblikke det tog hende at vikle hendes arme omkring hans liv, og presse sig ind mod ham; frøs han. En indledende undren over hvor tæt hun kom på ham, blev forvandlet til inaktivitet, som så blev forvandlet til et lettere chok. Hun var nøgen, og inden længe kunne han mærke hendes bare bryster mod hans egen overkrop og hud. Mærke hendes brystvorter og bløde former presse sig let imod ham. hendes mave let imod hans egen. Men dette var ikke nær så seksuelt som han aller først havde mærket det. I stedet begyndte han at blinke lidt hurtigt med sine øjne, og blikket flakkede en smule febrilsk fra side til side. Hænderne bevægede sig ikke, og inden hun fjernede sig fra ham igen, havde han ikke nået at gengælde omfavnelsen. I stedet spændte han kæben og mavemusklerne, og forsøgte at undgå og ignorere den ufrivilligt behagelige følelse af en kvinde der omfavnede ham. Det var næsten sørgeligt, at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle reagere, mod en sådan nærmest kærlig behandling. Det var næsten sørgeligt at konstatere; at dette var det første egentlige kram, og den første nænsomme omfavnelse han havde fået i årevis. En, mere eller mindre, totalt fremmed ung kvindelig Mara, omfavnede ham. Og det føltes fantastisk. Men Orion forblev rank, og lyttede med nød og næppe til ordene der forlod hendes læber.
Da hun så slap ham, sukkede han lydløst, og vendte blikket med mod hende, og gengældte lidt halvhjertet og undrende hendes smil. For så derefter at betragte hende svømme væk. En hånd røg igennem hans hår, og han tog en dyb indånding. Hånden fra hans hår gled også ned over hovedet, som han kom til sig selv igen. Kæben blev spændt, og efter lidt fraværende at have haft blikket vendt nedad, spejdede han så efter hende igen. Men hun var væk. Og det var nok til at trække ham tilbage i den virkelige verden; og få ham til at svømme ind i Cruera, og væk derfra.

//Out