All I wanted was you ~ Adran.

Vandet hjalp hende på vej. Bølgernes slåen førte hende med sig, som hun bevægede sig igennem vandet. Hun kendte vejen i hendes hjerte og alle dele af hendes krop. Hun havde været der tit de seneste to år, men ikke så meget de sidste par måneder. Det var ikke det samme uden ham. Hun var ikke den samme uden ham. Ocean hoppede op på kanten af en ø og satte sig der. Hendes hale var stadig under vand, så de blev ikke til fødder. Hun så ingen grund. Hun ville bare sidde der i noget tid, dvæle i de minder hun havde, og så tage hjem igen. Ocean vidste godt hvorfor Adran gjorde det forbi, og hun ville gøre det af de samme grunde. Men det gjorde alligevel ondt. Hun havde aldrig forelsket sig før Adran. Den første kærlighed, gør altid mest ondt at miste. Vinden fik bølgerne til at slå op øens kant. Det trak op til storm, og det betød Ocean snart burde vende tilbage, men hun var endnu ikke klar til det.

Ocean endte alligevel med, at trække sin hale i land. Den forvandlede sig til et par fødder. Hun tog et par usikre skridt, før hun kunne genkende følelsen af at gå. Hendes bare fødder førte hende over sandstranden og imod den lille klippeafsats. Øen var ikke meget. Den var ikke beboet, og havde ikke meget andet end klipper og lidt strand. Ocean havde fortalt hendes mor tidligt om morgenen, hun ikke ville være hjemme meget i løbet af dagen. Hun havde svømmet rundt omkring, besøgt hendes venner, før hun var endt ved øen tæt på middag. De chokoladebrune hår lå i våde lokker ned langs hendes ryg. Hun var nøgen, eftersom hun ikke lige tænkte på at medbringe sig noget tøj. Hun havde dog overtalt Adran til at skaffe noget til hende. Gad vide om der stadig var noget. Hun gik op på klipperne, og fandt en lille hule. Ganske rigtigt, lå der noget tøj derinde. Hun trak i den hvide bluse med blonder om ærmerne og skæringen ved brystet. Den var en smule for stor til hende. Nederdelen var sort og var også for stor til hende, så der var et lille slæb efter hende som hun gik. Ocean endte nede på stranden igen. Hun lagde armene om sig selv for at dække sig selv af fra vinden, mens hun så ud på havet.

@Adran

https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/d7/5c/64/d75c643c5c0488945a64f388334a0204--story-inspiration-writing-inspiration.jpg


En til dage med ordre forhandlinger, møder. Det var ikke altid let og være en leder, man skulle altid sætte folk før sig selv, hans folk så og sige. Men at se dem være glade var i sig selv en helt ubeskrivelig, og på en måde en dejlige følelse men han var, dog nød til og beskytte sig selv og hans folk. Han lod hans øjne se ud over hans folk, mens han hjælp til, hvor der var behov for det nok var han en kriger diplomat og leder, men han var os en arbejder de måtte hjælpe hinanden og stole på hinanden. Som tiden gik begynde han dog og kunne mærke noget, han, havde ikke set Ocean i lang tid, han havde selv gjorde det forbi ja. Men han, havde gjorde det for hans folk.

Han måtte altid sætte dem i første række, hvilket gjorde ondt på ham, men tiden var ikke inde til det i nu. De var nød til og vente, hadet mellem deres to racer var jo så stærkt og, hvis han havde forsat med forholdet ville der ha været borger krig og hans folk ville ikke kunne klare det, måske var det bare en del af den forbandelse for at være grounder fra heksens side. Dog var der den ting at han var en Jordbetvinger, måske var  det bare en del af hans liv aldrig kunne være sammen med, den person han holde af. Han sank en klump og efter han, havde taget noget mad begav han sig ned mod et skib. Han kunne selv sejle og det, ville han gøre. Han begynde derefter hans rejse ud til deres mødested hun, ville tale med ham igen, hvilket han troede på det kunne være en fælde men han mente det var det rigtige og gøre. Han, havde taget en smule tøj med som han, havde lagt derude før og sejlet så ud til øen.

Han regnet ikke med og se hende, så da han så en person sidde der, hoppet han hurtigt af og tøjret båden inden han bevægede sig hen mod hende. Han var i en meget smadret trøjen og, havde et par bukser på. Hans venstre side hang, der et sværd som altid.
"Ocean?" Lød det fra ham i det han vende sig om, og så en skikelse, hans venstre kind, havde et dybt ar fra en kniv, en person havde udfordret ham og han måtte forsvare sin titel.

Ocean vidste ikke hvorfor hun blev. Det pinte hende blot at være der. Hendes familie havde haft ret. Hvis hun nogensinde skulle være lykkelig, måtte hun finde en mara at være sammen med. Det var både risikabelt at være sammen med en grounder, som det var en umulig kærlighed. Men alligevel, kunne Ocean ikke stoppe sig selv fra at savne ham. Hun ville gerne se ham igen, en sidste gang og fortælle ham hvad hun følte, og at hun forstod hans valg. Det havde været et umuligt valg for hende at tage. Måske var det ikke nær så umuligt for ham.

Ocean var klar til at klæde sig af, og hoppe ned i vandet igen, da hun så et skib komme imod øen. Hun satte sig ned mod klipperne og ventede på skibet kom nærmere. Jo tættere på det kom, jo mere håbede hun det var Adran. Da han endelig var tæt nok på, kunne hun genkende hans statur, hans holdning og hans skib. Det var ham. En vrede byggede sig op i hende. En uventet vrede, hun ikke ønskede at slippe. Alligevel vandrede hun helt ud til vandkanten, uden at blive ramt. ”I can’t believe you would come here…..” Hun stoppede sig selv da hun så hans kind. Hun gik hen til ham og var klar til at omfavne hans kind, men stoppede sig selv, og lod hendes arm falde ned langs hendes side igen. ”What happened?”

//Kort, sorry.

Kærlighed, hvad var det hvis man ikke kunne følge sit hjerte ingen ting var det vel, måske var det bedste at ham og Ocean ikke mødtes igen, men hvad var det andet end et håb måske kunne han engang gøre noget ved det, så hans folk og andre ikke ville stå i dette problem. Han gik i land og stivnet helt da hun kom mod ham, han fortjente hendes vrede ingen tvivl om det, hvad han havde gjorde var ikke fordi han ikke holde af hende, men fordi hans folk betød mere end hans egen lykke. "Its nothing, just a scratch." Lød det ganske svagt fra, ham hvor han prøvede og se væk så hun ikke behøvede og få historien han ville ikke smide det på hende.

" I am sorry, " Var det virkelig det bedste han kunne komme ud med, det var endelig ynkeligt nu når han tænkte over det. Men han, havde gjorde det for hans folk og i sig selv måske engang i fremtiden ku andre få den, conection med andre, ikke at han ikke savnet hende. Men hun kunne som altid se gennem ham, så hvis han kende hende rigtig ville hun ikke lade det med hans ar gå, hun ville blive ved til hun fik et svar fra ham. "I did not think you, would come back too this place." Lød det ganske svagt fra Adran, mens han kløede sig i baghovedet, hvilket nok viste han var nervøs burde han ikke være det han var på jord ja, men vandet var hele vejen omkring denne lille ø.
//its okay i still love it < 3//