Let me go this instant!

Tid - Eftermiddag
Sted - På en båd
Vejr - Blæsende og koldt.
Omgivelser - Omgivet af en masse grounders!
Påklædning - Nøgen...

@Dana <3

Hvad pokker!? Det ene minut var han igang med at jagte fisk og få noget at spise, og det andet minut er han lige pludselige endt i et net, og bliver løftet op.
Han havde ikke set båden, før han blev fanget, han havde været alt for optaget af den fisk han var igang med at fange med sit sværd. Han prøvede så godt han kunne, på at slippe ud af nettet, han brugte alle sine kræfter og vandets hjælp, på at komme ud af nettet, men da han blev løftet op af vandet, kunne han ikke længere kæmpe.
Der skete noget helt andet, da han blev løftet op af vandet. Hans hale blev lige pludselig til ben! Hvad pokker skete der? Hvordan kunne han få ben, han var en Seiri! Dette burde ikke ske! Udover det var han fuldstændig nøgen! Han havde ikke prøvet at være nøgen før, men nu vidste han hvordan det føltes, det var så mærkeligt og pinligt. Han var fuldstændig blottet for dem på båden. Han sparkede med sine ben, men de var svage, han vidste ikke hvordan han skulle bruge dem, han havde aldrig brugt dem, han behøvede ikke at bruge dem.
Han gik i panik og begyndte at kalde på alle mulige havfolk, der måske kunne høre ham, med et dyrisk skrig, der nok ville kunne høres flere kilometer væk!
Han blev dog løftet helt op på båden og der var ingen havfolk der ville kunne hjælpe ham.
Nettet blev sænket ned på dækket af skibet, mens han prøvede at komme ud af det, ved at sparke og rive i nettet.
Flere grounders begyndte komme hen mod nettet og stå omkring nettet med store smil på deres læber og morderiske blikke.
Alessio blev ved med at kalde efter hjælp, et dyrisk skrig, lød hele tiden, som han prøvede at slippe fri. Dette måtte ikke ske, det kunne ikke ske. Han måtte væk fra dem, han var prinsen af Flaiya... De ville vide hvis han var væk, de ville komme efter ham, right?
Han kiggede op på de forskellige grounders, der stod omkring ham.

Dana havde besluttet sig for at tage med på denne tur. Det var ikke planen til at starte med, men en sygdom havde ramt øen og flere af mændene, der skulle have været med, var sengeliggende. Derfor havde Dana besluttet sig for at de skulle bruge hans råstyrke mere end hans lederegenskaber. Det var ikke meningen, at det skulle være en lang sejltur. De skulle sådan set bare ud, hvor der var dybt nok til at få en god fangst, og så tilbage. Dana havde ikke forstillet sig, at der ville ske noget som helst spændende, og det havde han det egentlig fint med - hellere en kedelig tur end en farlig tur. De var omkring syv mænd på båden og havde allerede fået fangst. Tønder blev fyldt op med fisk og de lod nettet falde ned en sidste gang før de ville tage hjem.
Dana stod og snakkede med en af mændene. Det var ikke en dyb samtale, blot om vejret og om den gode fangst, de havde, bare så de ikke stod i stilhed. Samtalen blev dog hurtigt afbrudt, da et forfærdeligt dyrisk skrig skar ind i Danas ører og fik ham til at fare sammen. Skriget blev efterfulgt af mændenes råb og Dana løb hen til nettet, som de lige havde trukket op fra vandet. I det lå der en mand - eller hvad der udgav sig for at være en mand. Dana vidste bedre. Dette var et monster. Uden at han overhovedet blev nødt til at beordre noget, havde flere af mændene peget deres spyd i mod dyret. Det skrig igen og Dana holdt sig kort for ørene, men stoppede så - han ville ikke vise, at den modbydelige lyd, som den kunne udstå, påvirkede ham. Han trådte mellem to mænd med spyd og så på den med en rynket pande og et blik fuld af væmmelse.
"Gentlemen," råbte han med sin 'leder-stemme' - en dyb stemme fuld af styrke og overlegenhed. "We got a great catch today."
Han så rundt på dem, da nogle hujede, men så så hurtigt tilbage på dyret igen. Hans blik gled straks tilbage til væmmelse og med en mere rolig stemme sagde han: "Kill it."
Mændene løftede med det samme deres spyd, klar til at stikke vandmonsteret ned, men hvis han råbte op ville de stoppe til Danas utilfredshed. De ville vel høre hvad han havde at sige. Det ville Dana ikke.

Han holdt op med at skrige og kæmpe, da en mand trådte imellem de andre grounders. Hans toneleje var helt klart af en leders og den måde hans statur var på, sagde meget om hvem der egentlig bestemte på dette skib.
Han var deres leder, der var ingen tvivl om det. Hans blik var som de andres, han kunne ikke lide synet af Alessio og ærligtalt kunne Alessio heller ikke lide synet af ham.. Eller.
Han prøvede at gemme sig, han prøvede at gemme sin nøgne krop, sine nøgne ben. Han prøvede at gemme det som var mellem hans ben, noget han aldrig havde set før, men lignede en vandskabt søslange. Det var ikke noget han havde lyst til at have noget med at gøre.
Da flere stemmer kom fra grounders og alle gav lyde fra sig, for Alessio sammen. Han var ikke lige van til at være fanget i et net, omringet af mange grounders, det var på en måde meget intimiderende.. En anden måde at sige skræmmende på, men han ville ikke indrømme at han var bange for dem, han var stærk, han var prinsen af Flaiya!
Han var prinsen af Flaiya... Han måtte væk der fra, hvis han nu sagde det? Mon de ville lade ham gå, mon de ville blive bange for konsekvenserne af hvad der kunne ske dem. Han havde hørt at de skulle være kloge, men de gange han havde stødt på dem, og spist dem, virkede de ikke særlig kloge.
Alessio fik store øjne, da manden fra før, gav kommanden at dræbe ham. Nok talte han ikke deres sprog særlig godt, men han forstod det ord tydeligt.
Han begyndte at panikke og vidste ikke hvad han skulle gøre, da han bare råbte på deres sprog, i håb om at de ville forstå noget af det han sagde.
Don't! Im the prince of Flaiya! You can't kill me, or my people will kill yours! råbte han arrigt. De skulle på ingen måde true ham, han ville sørge for at alle havfolk ville komme efter dem og dræbe dem en efter en.. Eller i hvert fald Seiris, han vidste ikke med Mara, han havde aldrig været en stor fan af dem, for blødsøden, det kunne han også selv være, men det var overfor familie.

Dana skulle lige til at råbe, at de skulle spide dyret, ligeglad med hvad det nu skulle til at sige. Det havde ikke nogen ret til at udtrykke sig alligevel. Han var også ligeglad med hvor forvirret og skræmt den så ud - det var sikkert bare et skuespil. En måde at få dem til at blødne op til så den til sidst ville kunne angribe dem uforventet. Dana faldt ikke for det.
Derimod fik dens ord ham til at stoppe. Ikke fordi den fik medlidenhed for den og slet ikke fordi at truslen skræmte ham. De dræbte jo deres folk allerede, så hvorfor skulle det ændre noget? Nej, det var fordi pludselig fik dyret en titel og en vigtig titel endda. En titel, der kunne bruges. Så da mændene var færdige med at tøve og skulle til at stikke spydene i prinsen, hævede Dana hånden så de igen stoppede op.
"Wait. Let me think." Han lød ærlig talt en smule irriteret. Hvilket han også var. Han havde mest af alt lyst til at se dyret dø, men nu kunne det være, at han kunne bruge det til mere. Han kunne ikke lide at tænke på dem som nyttesfulde men i den her situation.. kunne han ikke rigtigt undgå det.
"Spare him. But don't-" han holdt en finger op i vejret og så rundt for at sikre sig at alle lyttede med. "-set him free. He could be usable."
Han lod sin hånd falde og så ned på 'manden' igen, overvejende. "Tie him up and store him in my cabin. We wouldn't want more of his kind jumping onto this ship and grabbing him. Then we can head home."
Han gav sig til at gå i mod resten af fangsten for at sikre sig at de havde nok, mens mændene greb fat om nettet for at få fat i dyret. Han stoppede dog op før han nåede helt derhen. "Oh and if we have any, tie some fabric around his waist. I don't like the thought of a monster in my cabin, let alone a naked one."
Der var kort en latter blandt mændene for dem der faktisk kunne grine i en situation som denne. Dana var ikke en af dem. Hans humør var ødelagt ved synet af hans fjende. Nu ville han bare finde ud af hvad han kunne få ud af ham og så prøve at holde sit hoved koldt.

Alessio så hen på manden med øjne der kunne dræbe. Da manden holdt hånden oppe og de andre grounders ikke kom nærmere, måtte han regne med at manden havde andre ideer.
De ville lade ham komme ud i havet igen, lade ham gå, det blev de nød til!
Han sad i nettet og kiggede op på alle de grounders, han ventede på deres næste træk, hvad der skulle ske med ham, om de faktisk ville slå ham ihjel, eller om de ville lytte til hans trussel og faktisk slippe ham løs. Det burde de, synes han selv.
Han så hen på manden, som i sidste ende helt sikkert var personen der skulle tage beslutningen, og ikke de andre medmennesker.
Ikke... sætte ham fri?! Hvad ville de så gøre med ham? Bare holde ham der? Han vidste ikke hvad der ville ske, hvis han blev holdt væk fra vandet i længere tid, han kunne dø?! Dette kunne ikke være sandt, de måtte sætte ham fri, han kunne ikke blive holdt fanget af grounders!
Et dyrisk skrig kom fra Alessio igen, da manden kiggede ned på ham. Han begyndte at sparke og kradse igen og hans ansigt blev hvad der lignede en dæmons ansigt, med skarpe tænder.
Han måtte væk derfra, han skulle tilbage til sin familie, til sit hjem.
Binde ham? Tage ham til mandens hytte? Hvad pokker havde han i tankerne? Han begyndte at panikke, da grounders prøvede at få ham ud nettet og greb fat i ham. Han begyndte at bide ud efter dem, men de fik ham ud og bandt hans arme om på ryggen, så han ikke kunne kradse dem og tog stof i hans mund og bandt det fast, så han ikke kunne bide udefter dem.
Han kunne ikke lide at de grinte af ham, det var mærkeligt nok i forvejen med den måde han så ud på.
Efter det bandt de noget stof om hans liv, hvor de førte ham til hytten som manden havde talt om. De satte ham bare på det kolde trægulv, og efterlod ham der, med døren låst.
Alessio prøvede forgæves i det stykke tid han var alene, at komme ud af det stof de havde bundet ham i.
Men pludselig blev døren låst op og manden fra før kom ind.
Alessios ansigt var tilbage til sit normale ansigt, hans grønne øjne kiggede op på manden, med et morderisk blik.

Skriget lød igen og dyrets ansigt forvrængede sig - viste mandens virkelig jeg. Hans reaktion var blot et tegn på, hvordan han virkelig var. Han var ikke så skrøbelig, som han kunne virke til at starte med. Nej, hans ansigt viste nu dæmoniske træk, der afslørede det monster han var. Dana valgte ikke at give ham mere opmærksomhed for nu. I stedet, i mens mændene kæmpede om at binde ham og få styr på ham, gik han i gang med at få styr på deres fangst. De havde masser af fisk, faktisk. De havde været heldige i dag, både fanget fisk og en prins. Fiskene vidste han hvad han skulle bruge til men prinsen? Han var faktisk ikke sikker. Han kunne bruge ham til at få noget ud af havfolket, de ville nok have deres prins tilbage. Men hvad han kunne få dem til, var han ikke sikker på endnu. På et tidspunkt kunne han nok få aftalt noget med nogle af de væsner, hvis de selvfølgelig var civiliseret nok til at forstå konceptet af det - Dana tvivlede på det. Men hvis det viste sig at han ikke kunne få noget godt ud af prinsen kunne han altid slå ham ihjel og sætte et eksempel til hans folk. Det ville nok gøre dem rasende men havfolket dræbte jo deres leder. Så hvorfor skulle han ikke dræbe deres prins?
Prinsen blev slæbt ned i kabinen og Dana lod ham blive dernede alene i lidt tid. I mellem tiden gik han rundt og snakkede med besætningen. Han prøvede at køle ned - det virkede måske ikke sådan men det kogte inden i bare ved tanken om det monster der lige nu var på hans båd. Hele hans krop brændte efter at få det overstået og slå ham ihjel, men Dana vidste godt, at det ikke ville være det strategiske bedste i sidste ende. Men hvor ville han ønske at det var.
Efter lidt tid kunne han ikke holde sig fra kabinen længere. De ville snart være hjemme og han ville bruge lidt tid på at prøve at tale med prinsen først. Få nogle informationer ud af ham. Så han afsluttede sin samtale med besætningen og gik ned i kabinen.
Han havde planer om at forholde sig kølig. Men blot synes af monsteret gjorde ham vred. Den så på ham med et blik der passede til dens race. Dana gengældte det og gik så forbi det, hen til sin stol, hvor han satte sig. Man kunne næste skære i den anspændte stemning der var i mellem dem. Dana havde det som om han kunne eksplodere når som helst. Han anede ikke hvad han skulle sige, for ærlig talt frygtede han at så snart den åbnede munden, at han ville springe på den. Til sidst rejse han sig dog op. Han gik hen til dyret, satte sig på hug foran det og trak mundstykket ud af mundet på det. Han sørgede for hurtigt at fjerne sin hånd i frygt for at den ville bide ham.
"Do you have a name?" endte han med at spørge. Han så ikke direkte på den men ned på sine hænder. Ikke på en genert måde, men mere som at hentyde til at den ikke var værd at se på. "And if so, what is it?"

//Ændret fordi jeg er en torsk <3

Han kunne ikke lide at være i det lille værelse, især ikke bundet som han var. Han følte sig så forsvarsløs, noget som han aldrig havde følt før. Det skræmt ham på en måde.
Da manden var inde hos ham, følte han sig bare mere forsvarsløs. Han rykkede sig tilbage, da manden kom nærmere ham og gik forbi ham. Alessio kiggede bag sig og så på manden, som satte sig ned. Han kiggede tilbage på sine ben han havde fået, hvor hans dejlige hale skulle havde været. Han kunne være hjemme og spise fisk lige nu, sammen med sin søster. Han kunne være hjemme lige nu, og kigge efter drenge, sammen med sin trolovet, aka. hans bedste veninde, Gaia. Men næh nej, han skulle være på denne båd, uden sin hale, omringet af grounders, der sikkert overvejede at slå ham ihjel hver eneste sekund han var der.
Der var en stilhed, før manden valgte at komme hen til ham, for at sætte sig på hug og åbne sin dumme mund, som han bare skulle havde holdt lukket. En hvæsen kom med det samme fra Alessio, da stoffet blev taget ud af hans mund. Han ville da ikke fortælle sit navn til denne grounder. Hvorfor skulle han?! Hvorfor var det overhovedet vigtigt. Han kiggede bare på ham med sine kolde øjne.
Han ville væk herfra, han ville væk fra disse grounders, der kunne kun komme noget dårligt ud af dette, selvom han havde sagt at han var prins, og manden havde sagt at han skulle tages hjem, så var han ikke i sikkerhed, det var han næsten sikker på.
Han var også stadig nervøs med hensyn til vand, hvad kunne han gøre der, han var stadig våd siden han blev hevet op af havet, men det ville snart gå væk og han ville blive tør. Hvad skete der med en Seiri hvis de blevet holdt op af vandet i for lang tid? Han vidste det ikke, der var aldrig nogen der fortalt det... fordi der var aldrig nogen der havde overlevet det...
Han blev panisk igen og prøvede at komme op og stå på sine ben, men de var alt for svage, så han endte med at falde pladask på gulvet, mens han prøvede at slange sig vej til hen kabine døren, for at komme ud af den. Han ville ikke dø.

(rettet for at det passer <3)

Dana virkede ikke til at lade sig påvirke af hans hvæsen, men lyden gav ham kvalme. At noget der kunne se så menneskelig lidt ud kunne udstøde sådan en umenneskelig lyd. Det var skræmmende. Ikke at han sådan set var bange for prinsen lige nu men selve hans tilstedeværelse var ubehagelig. Det var jo sådan at had blev skabt - gennem frygt og uforståelse. Og Dana hadede hvert sekund han blev nødt til at være i rum med dette dyr. Men han vidste også, at han blev nødt til det. For sin familie.
Manden svarede ham ikke, men det havde Dana nu heller ikke forventet. Håbet, men ikke forventet. Det ville være dejligt at få nogle flere informationer ud af ham. Hans folk ville nok tro mere på at de havde ham til fange, hvis Dana rent faktisk kunne sige hans navn.
Han skulle lige til at presse på, for dyret var tydeligvis ikke klog nok til at forstå, at han var i deres varetægt og nok burde gøre hvad de sagde. Hvis han altså ikke ønskede en kniv mod sin strube. Men før han nåede at åbne munden, begyndte manden at rykke på sig. Hurtigt var Dana op at stå igen og betragtede egentlig mandens forsøg på at komme op at stå. Hans ben var virkelig svage. Det var en fordel for Grounderne, at han ikke kunne løbe væk. Men han gjorde da et godt forsøg. Et mislykket men godt forsøg. Dana udstødte en irriteret suk. Alt dyret gjorde, gik ham på, bare dens eksistens var nok til at hans krop ulmede af vrede. Han tog et stort skridt frem af, for længere var han ikke kommet, og greb fat i rebet, der var bundet om hans hænder. Der var ingen tvivl om at manden var stærk. Men lige nu var han i en krop, han ikke var vant til, og kunne hverken bruge sine arme eller ben til at styrke sig. Så det var ikke svært for Dana at rykke ham tilbage og op at sidde op ad skrivebordets bordben. Han satte sig endnu en gang på hug for ham, så han nu sad mellem ham og udgangen. En kniv havde fundet sig vej hen foran dyrets strube og nu så Dana ham direkte i øjnene. Hans øjne lynede.
"Let me try again," sagde han mellem sammenbidte tænder, "Do you have a name and if so, what is it?"

En klynkende lyd kom fra Alessio, da han blev revet tilbage af rebet der var bundet om hans hænder. Han prøvede at kæmpe imod, som at sparke, men det var til ingen verdens nytte. Endnu engang var manden foran ham, nede i højde med ham. Han ville bare hjem! Han burde ikke være op på land, det var forkert, han burde ikke have ben som han havde, men en hale i stedet for. Han var så forvirret over hvad der skete, han var så forvirret over hans ben. Selvom han ikke ville indrømme det, selvom han prøvede at være den stærke og den brutale Seiri, så var han yderst bange. Han ville ikke dø, han ville ikke tøre ud eller blive holdt fanget af disse grounders.
Han sank tungt, smertefuldt med kniven foran sin strube. Han rystede let og hans øjne blev våde. Han blev nød til at fortælle ham hans navn, selvom han ikke havde lyst til det. Han ville ikke virke svag overfor denne mand, han ville ikke få ham til at tro at han havde vundet, men han var svag og han havde på en måde allerede vundet.
Med en rystende stemme sagde han, Alessio Han sank igen og kiggede ned på kniven, der var presset mod hans strube.
Han ville ikke være svag, som han var nu. Han måtte kæmpe imod på en måde, men hans hænder var bundet, hans ben var svage. Hvad pokker kunne han gøre? En tanke kom til hans hoved, men det krævede hans ben, for at flygte efter han havde gjort det.
Han slog pludseligt sit hoved mod mandens i hård kollision. Kniven var væk og han prøvede endnu engang at komme op på sine ben, som begyndte at ryste da han stod på dem.
At løbe hen til døren af kabinen, var en fejl, fordi han faldt med det samme foran døren, men han fik den åbnet en smule.
Han prøvede at rejse sig op igen, det var dog utrolig svært med hans hænder bundet. Han kom dog op og stå, og uden at tænke så meget om hvem der var derude, gik han der ud på rystende ben og så snart han så rælingen gik han direkte hen mod den, for at springe i vandet, så han kunne komme hjem.