The Past is Never Where you Think you Left it[Christopher]

Våben var ikke tilladte når der skulle mediteres. Det var en periode af splittelse og spirituel udfoldelse, ikke af vold. Så Orion havde efterladt sine våben nogle meter væk fra sig på det skrå dæk af den forliste færge. I mellemtiden havde han placeret sig solidt derpå. Med sin hale nærmest rullet op under sig og omkring sig. Flade hænder hvilede mod halen på hver sin side af en rank overkrop. Og dér blev han siddende...

Orion havde allerede siddet der i flere timer. Siden morgenstunden. At meditere var ikke just noget man normalt så i havet. Med alt dets liv og drama væsnerne imellem. Det kunne ofte være svært for mange at finde tiden, årsagen, og tålmodigheden til at tage flere timer ud af skemaet, og benytte det til hvad mange sikkert essentielt ville kalde en nytteløs aktivitet. Men Orion havde gjort denne slags i mange år. Lært sig selv at sænke sit åndedræt, blodtryk, og temperatur. Lært at hvile i sig selv, og lade tankerne flyde frit i strøm som en stærk flod. Han var en praktisk og aktiv person. Men også en mand med brug for en form for privat selvfordybelse, såvel som selvforståelse. Han beviste ofte sig selv som et enigma; gik imod folks forudsatte forståelse af ham. Ofte langt mere voldelig og formidabel end modstandere forventede eller troede. Langt mere vis end nogle havde regnet med. Langt mere accepterende end hans adfærd ville tyde på. Og endda også til sig selv, ofte.

Han nød disse stille stunder. Hvor han kunne mærke de små og diskrete strømme af vand i havet, glide forbi og langs hans hud. At lukke øjnene, og lade selv fjerne lyde blive højere og nærmere. Som lyden af sang fra den flok hvaler der svømmede forbi området. Eller den diskrete klirrende lyd af en krabbe der trissede afsted over skibets dæk. Lyden af en havre der dykkede ned i vandet og snuppede en fisk fra overfladen. Han havde brug for dette. Langt mere end han nogensinde havde haft i sit endnu relativt unge liv. Hovedet og hagen let sænket mod en rank og fremskudt brystkasse. Totalt og helt igennem uden bevægelse eller tegn på liv. Blot... stille. Han var ikke en del af livet omkring sig, men livet fortsatte alligevel sin gang i havets bund. Hvilket i sig selv, var ganske oplysende at opleve.

Trods Orions positur, stilling, og meditation. Var det endnu ikke en sårbar situation at stille sig selv i. Selvfølgelig var sablerne et stykke væk fra ham. Men han var dog opmærksom. Det var ikke ligefrem fordi nogen ville kunne snige sig op på ham, eller overraske ham. Orion mediterede sædvanligvis også i sit hjem, så han var skam vandt til forstyrrelser, eller blot lyden af kongerigets liv omkring sig. Han lugtede... Seiri? Men en Seiri ville ikke svømme direkte imod ham. Det ville være imod deres ellers primale og dyriske natyr at udfordre et potentielt byttedyr så hurtigt. Så hvad var det der nærmede sig? Det var ikke svært hverken at høre eller mærke Christopher i nærheden. Hver bevægelse med hans hale, og Orion kunne mærke skiftet i vandet omkring sig.
Men dog viste denne fremmede sig at være hurtigere end han havde regnet med. Idet Orion åbnede sine øjne, havde den fremmede mand allerede taget hans sabler. Noget der i det samme fik en iskold flamme til at blusse op under Orions hud. Så han vendte blikket mod manden som han beundrede sablerne og svingede dem rundt omkring sig selv. Orion kneb sine øjne lidt. Betragtede den unge mand imens han endnu blev siddende. Kun for hurtigt at indse hvem det i virkeligheden var. Christopher! Hvor lang tid var der gået? ti år? længere? Men ved synet af Chris der slyngede sablerne rundt omkring sig, og svømmede omkring ham, endte Orion dog med at sukke ganske opgivende, og igen falde til ro. Det var lige før han havde hidset sig op allerede, så det var da ganske befriende at det i det mindste var Chris der havde taget hans sabler... Og ikke en anden. "I'm meditating.." Lød det fra ham, idet han så lukkede sine øjne i igen. Men enhver chance for at vende tilbage til den afslappede sindstilstand blev hurtigt ruineret, af den sislende lyd og fornemmelse; af sabler der skar igennem vandet. Endnu et suk måtte slippe fra hans læber, hvorefter han så rankede ryggen og åbnede øjnene.

Orion kunne ikke holde sig fra at smile ganske diskret og skævt da det langt om længe begyndte at gå op for Chris hvem han var. "I see you haven't changed much, either..." Kommenterede han ganske roligt med blikket fæstnet mod sin gamle ven, imens han opførte sin noget så charmerende imitation af en seriøs Orion. Det var farligt at følge Chris' tankestrøm, og svare ham på samme emne som han selv gjorde. Orion huskede han i sin tid fandt en teknik til dette. Hver gang Chris snakkede om Orion, skulle Orion blot snakke om Chris. Hver gang Chris fik en dårlig idé, skulle Orion præsentere en ny, og knapt så farligt, forlag. Chris var som en evigt flyvende pil, der af og til skulle afbøjes fra sin flugt... Så den ikke samlede sig for megen hastighed og endte ude af kontrol.

Kontrasten mellem Christophers afslappede og easy-going attitude, og Orions ofte alvorlige og intense adfærd; var ikke et problem for Orion. Han kunne håndtere alt hvad livet kastede efter ham. Eller, for det meste. Og til sammenligning med hvad livet havde præsenteret ham de seneste par år; syntes Christophers useriøse adfærd ikke særligt udfordrende. "My meditations are the only reason why I haven't stripped the scales from your tail, for taking my sabers..." Kommenterede Orion hurtigt og køligt, og skævede en anelse udfordrende mod Chris. han ville selvfølgelig ikke gøre det. Men i dét lå alligevel et ganske klart budskab; ikke røre ved hans sabler...

Men i hans tidligere ord, lå også den klare viden om at Chris nok skulle røre ved sablerne så længe der ikke var nogen der stoppede ham fysisk. Måske ville Orion give ham en god omgang en af dagene, men havde dog alligevel svært ved at se fordelen ved det. Orion skævede mod ham igen, endnu imens han blev siddende hvor han var. Da de to havde mødt hinanden havde Chris selvfølgelig set meget anderledes ud. Orion selv havde været en spinkel fyr i sin tid. Chris var ikke den eneste der havde erhvervet sig maskuline træk og muskelmasse. Christophers svart vedrørende hans charme og åbenbart forbedrede udseende, valgte Orion ikke at svare på. I stedet var hans eneste reaktion et lille suk og en let himlen med øjnene.

Da Orion så hørte hans sabler blive lagt på dækket, vendte han i det samme opmærksomheden mod dem. Han nåede endda at gribe fat i den ene, inden han så kunne mærke Christophers hænder og fingre omkring hans kinder. Hvilket så med stor sikkerhed og bravør, provokerede en reaktion frem hos ham. "Don't..!" Var alt han fik fremstammet en anelse frustreret, idet han hurtigt bevægede sig nogle meter væk fra Christopher. Men dog ikke uden at have fisket den anden sabel med sig. "Okay!" Han satte sine sabler i bæltet og fæstnede sig blik mod Chris. "It seems we have to lay down some ground rules.." Den ene hånd hvilede imod skaftet af hans ene sabel, imens han med den anden begyndte at tælle. "No touching me, and no touching my sabers. And no.." Med et lille smæld fik han fisket sin hale til sig, så den ikke længere lå imellem dem. "...No touching the tail, either!" ... "Got it?" Orion var så afslappet og cool omkring det som han kunne være. Og ordene han benyttede tyede ikke ligefrem på aggressivitet eller lignende. Dog var tonefaldet og hans blik så tilpas intenst, at hans pointe og ønske blev gjort tydeligt.