Sometimes beauty can be quite deceiving, and possibly even dangerous

Antal indlæg : 7 Reputation : 0 Join date : 20/08/17

Tid Det er lidt over middag
Sted På åben hav i Dusnela, på overfladen
Omgivelser Siden det er overfladen, er der ikke så meget. Man kan se en masse vand, der er enkelte fugle her og der
Vejr Det er godt vejr, det er dog en smule overskyet og solens stråler kan derfor ikke komme frem.
Påklædning/Udseende
- Tøj Hun er fuldkommen nøgen, set fra hofterne og op af
- Hale Hun har en lang hale, der er mørk Link

Emnet er tilegnet @Dallas

Der var nærmest en stilhed over det åbne hav, en stilhed der nærmest var indbydende, som var havet ikke så slemt igen. Kom man roende i en båd, ville man næppe se faren under havet, men mere skønheden der var over det. I sidste ende var det også det, som tiltrak de uvidende grounders, gav dem lysten til at teste skæbnen, og måske blot for et øjeblik, opleve den farer og uvidenhed, der kom ved at prøve noget nyt. Måske ville de være sikre for en kort mængde tid, måske ville de ikke dø, og måske ville de. Der var måske i sidste ende, noget spændende og nærmest adrenalin skabende, ved at gøre noget, hvor i man aldrig kendte det endelige resultat. Mange af dem døde dog, fordi deres dumme adfærd, i sidste ende fik dem i problemer, for nok blev de ikke fanget de første par gange, men når man legede med ilden, blev man vel i sidste ende brændt.
For en som Gaia, var det kun en morskab, næsten af straffe de mennesker, der kom lidt for tæt på kanten, blot for at blive skubbet ned i afgrunden og aldrig komme op igen. Det var efterhånden mange gange, at hun havde trukket mennesker under vandet, nærmest leet mens de skreg og deres lunger eksploderede under trykket. Det blev nærmest en leg for hende, og det var efterhånden en leg, som hun aldrig fandt sig selv hade. Hvor mange gange havde menneskerne, ikke taget fra hendes art, så hun så det kun som fair, at hun tog lidt fra dem, plus en kvinde skulle vel af have noget at spise.
På trods af alt dette, var det dog sjældent, at hun bevægede sig over overfladen. Hun havde stukket hovedet op et par gange, og modsat andre Seiri, havde hun også været på land. Det var dog en sjældenhed, og derfor ikke just noget, hun gjorde ofte. Hvorfor skulle hun også? Der var trods alt smukkere under vandet. Hun havde om ikke andet, en nysgerrig ide til sig, og når solen ikke var fremme, lod hun sig til tider komme over vandet, blot for at se hvordan det fungerede. Heldigvis for i dag, var solen ikke fremme og hun stak derfor hovedet over vandet. I første omgang var der ikke meget at se, men efter lidt tid, fik hun øje på en mindre båd. Et modbydeligt og direkte sadistisk smil formede sig på hendes læber, og hun forsvandt igen under vandet, hvorpå hun svømmede imod båden. Lidt fra hvor båden var, stak hun hovedet op igen, men modsat før, havde hun et nysgerrigt udtrykke i sine nærmest gyldne øjne. Hun lignede ikke længere et monster, men en nysgerrig sjæl.

Dallas havde været dumdristig. Normalt havde han altid sin søster med sig, når han var ude på åbent hav, men idag havde nysgerrigheden overtaget, og han var, på trods af en smule dårlig samvittighed, bukket under for behovet for eventyr, og var taget ud alene i sin lille båd. Han havde brugt nogle intensive dage i og omkring apoteket, og var vågnet op med åndenødsbesvær, før det var gået op for ham, at han ikke havde været i kontakt med havet i lang tid. Desuden havde han haft en mærkelig drøm om dengang han for mange år siden, havde været nede og undersøge Dusnela-vraget, så han havde slået to og to sammen, og havde besluttet sig for at tage tilbage til skibsvraget, og samtidig få stillet behovet for kontakten med vand. Det havde været tidlig morgen, da han havde brugt en time omkring vraget, påpasselig med at holde sig i skyggerne, og ikke blive set. Han var meget mere sårbar i vand, fordi han ikke fik en hale, og derfor åbenlyst ikke var en fuld Mara-slægt. Det gode ved fastlandet var, at folk ikke bare sådan kunne se igennem ham.
Havet var stille idag, og stilheden fik ham til at føle sig tryg. Han var kommet op af vandet for et stykke tid siden, men havde siddet i stilheden og været tabt i sine tanker. Som han sad i båden med en fod i vandet og et blik mod horisonten, smilede han skævt for sig selv. Han lukkede øjnene og indåndede den friske havluft. Solen hang højt på himlen bag de tynde skyer, og Dallas begyndte at mærke sulten røre på sig. Han burde ro tilbage og hjælpe til med frokosten. Han havde vidst også opbrugt nok held for én dag, og det ville være dumdristigt at blive længere.
Med et ærgret suk greb han fat i de tunge træ-årer, vippede fødderne op af det salte vand og satte sig til rette i midten af båden. Han ventede tålmodigt på at hans bevægelser ikke lod båden vippe for meget, før han tog det første tag, tilbage mod øerne og sit hjem. Små tegn begyndte at bryde det stille vands overflade, i takt med at båden gled lydløst afsted. Den eneste lyd var de få skræppende måger, og plaskene, når årerne ramte vandet. En mærkelig følelse sneg sig op på ham, og den krybende fornemmelse fik et gys til at gå igennem ham. Han rynkede undrende øjenbrynene, og vendte sig halvt om, overbevist om, at han blev iagttaget. Det havde bare været en følelse, men han havde for lang tid siden lært at stole på sin mavefornemmelse - derfor blev han heller ikke helt overrasket over pludselig at stirre ind i et par intense, gyldne øjne lidt fra ham.
Et kort øjeblik blev pusten taget fra ham, og han sank ubevidst. Så langt tilbage han kunne huske, var det smukkeste han nogensinde havde set, en klar nat, hvor selv stjernerne havde spejlet sig i havets næsten sorte overflade. På en eller anden måde mindede denne piges øjne ham om det syn. Og selvom han vidste, han burde fortsætte med at ro, var det som om hans hjerne automatisk havde sat hans krop på pause, mens den prøvede at finde ud af, hvordan denne pige kunne være så fascinerende.

Antal indlæg : 7 Reputation : 0 Join date : 20/08/17

Hun betragtede manden, og hun måtte indrømme han var en smuk mand, og det var endda for et menneske. Let lagde hun hovedet på skrå, hun var ikke dum og dette var derfor, at hun endnu ikke havde svømmet tættere imod ham. Hun vidste at mennesker, kunne være ligeså onde, som Seiri's kunne være. Han var samtidig i en båd, og kunne derfor trække hende op, ligesom hun kunne trække ham i vandet. Det var tydeligt, at den unge mand, efterhånden kunne mærke, at hun havde sit blik rettet imod ham, specielt fordi han efter lidt tid, vendte sit ansigt imod hvor hun var. Det så ud til, at han enten ikke havde forventet at møde en som hende, eller noget ved hende, syntes at fange hans opmærksomhed. Nok var hun imod mennesker, men hun det ville være løgn, hvis hun sagde hun ikke nød, hvordan denne unge mand betragtede hende på, som var hun et smukt væsen og ikke et monster.
Et smil formede sig på hendes læber, i takt med at de havde øjenkontakt. Da det ikke virkede til, at han ville hende ondt, bevægede hun sig let imod ham, dog var det tydeligt i hendes blik, at hun var på vagt og skulle han angribe, ville hun hurtigt kunne forsvinde under vandet. Med sine hænder, skubbede hun sig frem imod ham. Hvor hun havde muligheden, for fysisk at ligne et monster, nød hun mere at ligne det modsatte, det var en nemmere måde, at tiltrække folk. Nogle gange misbrugte hun endda sin skønhed, blot for at kunne lokke folk i fordærv, eller mennesker for tæt på kanten, så hun kunne trække dem ned i vandet, blot for at spise dem. Nok var det ikke just den nemmeste måde at spise på, men hun skulle vel have noget at spise.
Som hun svømmede imod ham, nynnede hun blidt en sang for sig selv. Takket være hendes personlige talenter, havde hun en fin sangstemme, en der var sammenlignet med det af engle. Da hun nåede hen til båden, lagde hun sin hånd imod kanten af bådet. Dog forsvandt hun hurtigt under vandet igen, hun svømmede under båden, og dukkede op på den anden side. Hun lagde sine hænder imod kanten, og her trak hun sig op. Hun gav ham et drillende kys imod hans kind "Hello" hun havde en blid stemme, hvilket ofte gik imod det faktum, hun faktisk ikke var den blideste person. Hun hvilede sig imod kanten, og legede drillende med hans hår. Dog endnu på vagt, skulle han gribe fat i hende, her ville hun nok bide ham også forsvinde igen. Hun ville derfor trække sig lidt væk, skulle han række ud efter hende

Dallas vidste det jo godt. Hans mor havde sagt det. Hans far havde sagt det. Hans søster havde sagt det. Og ikke mindst hørte han det fra Grounders hver eneste dag, når de fortalte deres børn om det. Havet var farligt. Han vidste godt at havet ikke var farligt for ham, men nogle af de ting der var i det, var. Han havde hørt utallige historier om sirener og søfolk, der lokkede folk i døden med deres engle-ansigter og blide stemmer, og mens han betragtede denne skønhed, prøvede hans hjerne at sende ham signaler. Det var bare som om, hans normalt meget velfungerende og logisk tænkende hjerne ikke helt var så velfungerende og logisk, mens han betragtede pigen. Hun så jo ikke farlig ud.
Nysgerrigt betragtede han, hvordan hendes krop brød vandet, og hun begyndte at bevæge sig mod ham. De små ringe fra hendes pludselige bevægelse, fik hans båd til at vippe en smule, og han rettede sig automatisk op, for at balancere den igen. Han stivnede, da han hørte hendes stemme. Den mindede ham om kildevand og måneskind og lange aftener under stjernerne, og fik ham automatisk til at smile ved den melankolske fornemmelse, der bølgede ind over hans krop. Hun sang smukt, tænkte han, og lænede sig en smule fremad for bedre at kunne høre hende. Og se hende. Og pludselig var hun tæt på, med en hånd på hans båd. Et kuldegys sneg sig op af nakken af ham, som om han vidste, at det var forkert eller farligt, men han turde ikke rykke sig, i frygt for at hun ville blive bange og svømme væk. Han kunne mærke hendes nysgerrighed, men også en snert af frygt, og selvom han havde samme fornemmelse i sin krop, ville han gerne spare hende for frygten. Han ville hende ikke noget ondt.
Så snart han havde tænkt tanken, forsvandt hun, og han stirrede måbende ned i vandet, skuffet over hvor hurtigt hun var væk igen. Han så hendes smukke, fascinerende hale forsvinde under båden, og vippede sig nysgerrigt mod den anden side, i håb om at kaste endnu et blik på hende. Vandet brød, og den uventede, hastige fysiske kontakt, fik Dallas til at snappe efter vejret. Han lukkede hurtigt munden igen, og nikkede tavst som hilsen. Han kunne trods alt ikke svare hende. Med et undskyldende smil, pegede han på sin mund, og mimikerede en person der snakker, hvorefter han rystede på hovedet og trak på skuldrene. Han vidste godt, at han kunne kommunikere med hende, men mange års træning i ikke at vise hvilken race han var, havde gjort ham øvet. Selv nu, hvor han følte sig draget af denne mystiske havkvinde.

Heeeey Angels!

Så har vi her de sidste par tage gået og tilføjet et par ting eller to. Og på et par tidspunkter i den nykommende uge vil vi tilføje lidt mere til jer dejlige brugere!

Dog har vi et spørgsmål til jer også! Er der noget i synes vi mangler?
Emnesteder? Racer? Væsner i verdenen? Eller noget helt andet måske.

Vi ønsker at gøre siden så god som vi overhovedet kan, men …

Dette er bare lige en kort opdatering!

Der er sket nogle ændringer inde på diverse skabninger, diverse planter og diverse genstande.

Der er blevet tilføjet en skabning, som kaldes en Kelpie, der lever på land i The Enchanted Lake, så ikke engang på land, er grounders i sikkerhed Wink

Der er også blevet tilføjet en plante, som har evnen til at holde vand ude, derfor er den meget …

Heeeeeyoh angels! (or not)

Dejligt at se i trives på siden, og er igang med at plotte emner!

Vi vil lige fortælle vi har opfundet endnu en fin race til siden - som vi synes i skal have fornøjelse af! Håber i kan lide den Very Happy

Husk! At i altid kan skrive hvis i savner noget til siden, eller i undre jer om noget. Vi svare så hurtigt vi kan og gør alt for at tilpasse jeres ønsker til siden <3
…

Velkommen havfolk og andre skabninger til åbningen af Ruled by blood!

Det er med stor fornøjelse at @Alessio og jeg åbner siden for jeres kreative karaktere og plots. Vi håber i får stor fornøjelse med at skabe en masse spil og fantastisk relationer med hinanden.

Her i starten ønsker vi at i læser historierne på siden godt igennem, samt jeres race. Der er nogle der kræver …