It Takes Light To Cast A Shadow[Gaia]

En ting man kunne tilgive de fleste for at glemme, var præcis hvor frygtløse en Thyssen kunne være. Orion var ikke bange for mørket. Han var ikke bange for hajer, rovdyr, Seirierne... Han havde personligt dræbt flere end han selv huskede, af hver slags. Men han var dog heller ikke en hovmodig idiot. En grounder han engang havde... parret sig med... havde givet ham en lang sort robe. En kulsort robe med fyldige ærmer. Han bar den ikke normalt. Men det var nat, og en frygtløs Thyssen havde på sin vis en fordel deri. Som han bevægede sig, fulgte den åbne robe bevægelserne af hans lange sorte hale. Hans kulsorte skæl reflekterede ikke lyset, eller glimtede som et koralrev. Så med roben, kunne han bevæge sig i det mørke hav, diskret og uset.

Orion var ikke den eventyrlige type. Han havde aldrig rigtig mestret at gå på landet, og brød sig generelt ikke meget om at drage for langt væk fra Cruera. Men han havde været her før. Det var i denne forliste færge, at han havde fundet de to sabler han nu altid bar. Hængende på en væg af kaptajnens kabysse. Og han var denne nat vendt tilbage dertil, for at se om der mon var andre nyttige ting at finde. Han regnede ikke med at finde noget, som han nærmest snoede sig igennem de halvvejs trange korridorer og rum i den store forliste færge. Månelyset tvang sig igennem alverdens huller, vinduer, og revner. Det gav et dæmpet lys. Og hvad der ellers ville have været umuligt at se, blev oplyst af nogle få selvlysende vandmænd og alger. Han var ikke over vandoverfladen, så månelyset fangede ham ikke som det ville gøre hvis han var på land. Men det... påvirkede ham dog, alligevel. En følelse af.. tomhed, der til dels fjernede sorgen over tabet af hans familie der evigt jagtede ham. Og erstattede det med en sensation af melankoli. En higen efter mørke og ensomhed enhver Thyssen kendte alt for godt. En nærmere kontakt, så og sige, med den mørke side der gemte sig i enhver Thyssen. Et mørkt indre der aldrig med nævnt, men som dog alligevel dannede et diskret skæl af stigma og frygt imellem en Thyssen og de fleste andre Mara.

Hans hale var lang og muskuløs. Næsten dobbelt så lang som hans overkrop, og slank på ganske karakteristisk vis. Alle Mara og Seiri var forskellige. De fleste Thyssen havde en hale som Orions. En stærk hale, dog uden en særlig stor finne for enden, som hos langt de fleste. Hvilket ændrede på bevægelsesmønstret. Fremfor at svømme og padle sig frem, var hans bevægelser mere snoede. Det var et handikap for en ung Thyssen der endnu ikke var stærk nok. Men med årene lærte enhver Thyssen at bevæge sig frit. Gjort stærkere af den hårde strid fra barndommen. Så Orion var ikke hæmmet, han snoede sig igennem korridoren, indtil han mødte et stort lokale. En balsal, måske. Frit od uden besvær, nærmest elegant til trods for hans fysiske størrelse; snoede han sig forbi nogle stolper, og stoppede op som en vandmand langsomt svømmede forbi ham. Oplyste hans ansigt og bare overkrop, som han fulgte den med sine øjne...

Orion var ikke meget kendt ved dette sted. Han havde været der før, selvfølgelig, men et sådan skibsvrag var endnu et mysterium for ham. Hvad ingen andre vidste, var; at en Thyssen i sin ungdom blev sendt ud i havet på egen hånd. Thyssen var ikke skrøbelige, de var ikke svage, de var ikke frygtsomme. En ung mandlig Thyssen måtte bevise sit værd, ved at overleve på egen hånd. Orion var 12 i sin tid. En så skrækindjagende og grænseoverskridende langvarig oplevelse; at han på sin vis nærmest havde fortrængt minderne fra dengang. Fortrængte minder der dog alligevel havde fjernet eventyrlysten fra hans sind og tanker. Så at udforske et skibsvrag var måske ikke noget han var bange for, men han var dog alligevel ikke helt tilpas ved det.
Han tog sig dog sin tid. Fandt sig til rette i mørket af balsalen. Tilfreds ved blot det simple lys fra den vandmand der langsomt svømmede forbi ham i små stød. Hans blik fulgte den lettere fraværende. Hans overkrop vred sig let rundt som hans blik fulgte den. Indtil vandmanden var imellem ham og den dør ad hvilken han var kommet ind. Og pludselig kunne han ane noget i baggrunden. Gjort lidt sværere at se for det blålige lys lige foran hans øjne. Og inden han kunne fokusere sit blik, var skikkelsen forsvundet. Men han så det. Han så langt og vildt hår bølge i vandet, som det forsvandt fra døråbningen...

Orion var ikke uerfaren. Han vidste at Seiri ofte jagtede i flok. Ligesom hajer. Og han var ikke i tvivl om at det måtte have været en Seiri han havde spottet. Hans første tanke var derfor, at der måtte være andre i nærheden. Så hurtigt vendte han sig omkring, og fæstnede et vågent blik mod omgivelserne. Hænderne hvilede på skafterne af begge hans sabler, og han spændte sin kæbe i forventning. Men han ventede dog ikke. Han tøvede heller ikke. Havet ville fryse til is, inden dagen kom hvor han var et byttedyr! Og i én kraftig og voldsom bevægelse, blev hans lange og muskuløse hale slynget som en pisk, og han fór mod døren hvor han havde set skikkelsen. Begge sabler var allerede trukket, og han var i fuld bevægelse. Svømmende i snoende bevægelser. Forbi og omkring søjler og hjørner. Den lange sorte kåbe trukket efter ham. Hans øjne åbne og opmærksomme. Det føltes næsten... instinktivt, for ham. At jagte skikkelsen med det lange fyldige hår. Men jagtede var hvad han gjorde. Han fulgte ikke efter. Sneg sig ikke efter skikkelsen... Han jagtede i stor hastighed. Hans brede skuldre hamrede mod gamle åbne døre i de smalle korridorer, og den lange kraftige hale smældede mod væggene, i høj hastighed. Som var en en stor slange der krøb sig igennem en trang og snoet tunnel. Men hver gang han rundede et hjørne, kunne han lige ane en mørk hale forsvinde rundt om det næste hjørne. Og sådan var det for hvert hjørne. Og hver gang forventede han at indhente skikkelsen rundt om hjørnet. Men skikkelsen var altid et skridt foran ham.
Og pludselig... var han ude af skibet. Svømmet ud af den selv samme åbning han var kommet ind af, i jagten efter den ukendte og ubudne gæst. Og foran ham, var et sort hav, med stråler af månelys der skar igennem vandet i søjler. Orion stoppede op, og trak sine sabler. Han blottede sine tænder og spændte sin kæbe, som hans endnu vågne blik betragtede hans mørke omgivelser. Hans brystkasse hævedes og sænkedes. Gællerne på siden af halsen pulserede. Men rytmen af brystkassen blev langsomt langsommere og langsommere, som han atter fik styr på sin vrede og vejrtrækning. Indtil han så rankede ryggen fra den nærmest dyriske stilling, til høj og rank. Med den lange sorte hale der bevægede sig i langsomme cirkulerende mønstre under ham, for at holde ham ret. En anden mand ville måske tale. Udfordre eller provokere. Vise sit kløgtige sind og skarpe tunge, ved brugen af ord. Men Orion var ikke en sådan mand. Så han blot ventede... Tålmodigt. Og klar på at reagere.

Orion var ikke bange for Seirierne... De var primale, dyriske, og uforudsigelige. De stod ofte i kontrast med hans egen kølige og ranke natur. Hvor de besad mystiske og forførende evner, besad Orion en sans af disciplin og fokus. Hvor de var vilde og instinktive, var Orion trænet og erfaren. Det var svært ikke at være blot en smule selvsikker, eller have en stor tiltro i sig selv og sine evner; når man havde oplevet så meget som Orion havde. Og blodet af efterhånden mange Seiri var blevet spildt af hans sabler, igennem hans liv...
Trods alt dette, blev Orion dog en smule overrasket over at stå ansigt til ansigt med den fremmede så hurtigt. Denne kvinde måtte enten være meget selvsikker, eller meget dumdristig? Han havde regnet med at hans ubudne gæst enten var forsvundet, eller ville cirkulere omkring ham i et stykke tid, inden en konfrontation. Men denne kvinde viste sig med det samme, og tøvede endda ikke med at komme nærmere.

Denne kvinde var... forførende. Han blinkede ikke, og fjernede ikke sine fæstnende øje fra den nøgne kvindelige Seiri der nærmede sig ham. Trods et indre skrig fra hans instinkter, hejste han ikke sine sabler, men formåede kun at knuge sine hænder omkring skafterne. I stedet forblev hans blik i hendes øjne. Fanget. Frosne. Hans egne isblå og kolde øjne - i hendes gyldne og nærmest varme blik. Som to poler der tiltrak hinanden, endte hun helt henne ved ham, og han gjorde intet for at stoppe hende. Men forblev i stedet rank og vågen. Og selvom hans øjne kun hvilede i hendes, syntes han nærmest at kunne se alt af hende. Hendes tynde krop, den lille glans af hendes hud og hår. Mærkerne der spottede hendes hud som hos enhver Seiri.
Kulminationen af hans egne lyster, og hendes forførende bevægelser og adfærd, gjorde at Orion gav efter. Fingerspidserne løb ned langs hans arme, og da de nåede hans hænder, gav han fraværende slip på sablerne. Som derved langsomt sank, indtil de landede på en afsats af den forliste færge. Hænderne blev derefter ført omkring hende, og bevidst valgte han at placere dem begge ved siderne af hendes talje, i et blidt tag. En smule distraheret af hendes hænders konstante bevægelse over hans krop; blev hans blik vendt ned imod det lille bid hun gav sin egen læbe. Imens hendes hviskende ord rungede i hans hoved med hvad der kun kunne beskrives som... magt?

Som hendes hænder lagde sig imod hans kinder, forblev han i hendes magt... Og dog... var Orion ikke magtløs. Han følte sig draget mod hende. Mod hendes skønhed, hendes formåede ynde, og de hviskende ord. Mest af alt, draget mod hendes skønhed. Som om han tillod hende at drage ham. Foran ham betragtede han en smuk og attraktiv kvindelig krop, og en del af ham kunne ikke modstå fristelsen af at lade sine hænder glide over hendes krop - netop som hendes hviskende ord havde ønsket. Orion spændte sin kæbe, og vendte blikket ned imod deres kroppe. Den ene af de to hænder omkring hendes talje, bevægede sig op ad hendes krop. Gled over hendes mave, til hendes bryst. Fingrene og håndfladen skød under det vilde hår der foldede sig vægtløst over hendes skuldre og brystkasse, for at at glide langsomt med bestemt over hendes ene bryst. Samtidig lænede han sig mod hende, adskilte sine læber, og fokuserede sine øjne fraværende mod de fyldige læber der prydede hendes ansigt. For så til sidst at lade sine læber berøre hendes. Han kunne ikke lade være... Og han kunne endnu ikke lade hende tro at han ikke var i hendes komplette magt!
For efter at have ladet sine egne læber bølge imod hendes i nogle længselsfulde kys; var hånden nået op til hendes hals. De kraftige fingre og den store hånd, foldede sig omkring hendes hals, og han adskilte deres læber ved at tvinge hendes hoved bagover. Hånden der endnu var ved hendes talje, greb hårdt om hendes spinkle figur, og trak hende mod sig. Fra hånden ved hendes talje, kom der også en kulde... vandet omkring hånden begyndte at fryse, og spredte sig langsomt en smule over hendes hud. Orions læber blev ført tæt ved hendes øre, som han blottede sine tænder. "It's only polite to introduce yourself..." Der var en arrighed og aggression i hans stemme. "At least before laying your hands on a stranger..." Et sug af hans næsebor tog hendes duft til sig. Han var bestemt ikke så hjælpeløs som hun måske først havde troet. Og han ville have hun skulle vide det. Noget han gjorde ganske klart med de hårde greb hans hænder havde taget om hendes hals og talje, og den tilbageholdte vrede i hans stemme. Dog... holdte han hende endnu tæt mod sig, og lod sine læber strejfe hendes kæbe og kind, imens han endnu tog hendes duft en smule til sig...