Now we are just a sad song - Jaden

S: Jadens hjemø, kysten
T: Tidelig morgen
O: Beskrives
V: Solrigt
P:Påklædning
Emne til: @Jaden <3 (Crying a little)

---

Måske var det ikke ligefrem den bedste ide, men Octavia nød at være her. De havde en lille hytte ved kysten de kunne være sammen i - bare dem. Det havde været den bedste tid i hendes liv, og hun ville ønske at det var nok. Hun ville ønske det var nok til at vare forevigt. Ganske simpelt havde en ting igår ændret hendes syn på Jadens sikkerhed. Det havde fået hende til at gøre noget hun havde lvoet sig selv aldrig at gøre. DEt var den mørke magi der fulgte med i det sorte blod der lød rundt i hendes krop. Den dag nogle havde angrebet Jaden, havde Octavia besluttet sig for at slette hans minder.
Lige nu sad hun på en stensætning og kiggede udover de smukke bølger. Kort lukkede øjnene og drømmede hen for at huske dagen hendes hjerte forlod kroppen. Hvordan hun havde grebet fat i Jadens kinder.. sætningerne hun havde sagt kørte i hovedet på hende; Don't worry.. I wont forget anything.. but you will.. why? Because.. I don't deserve you, and I love you so much.. that is why I have to let you go.. Goodbye Jaden, det havde været hendes sidste ord til ham inden hun havde slettet hele hendes eksistens for Jadens hukommelse. Hvert kys, hver kærtegnelse, hvert ord.. alt.

Octavia kørte håndryggen hen under øjet for at fjerne sine tårer. De tydelige sorte symboler der var smukt og unikt placeret rundt på hendes krop gjorde hendes natur nem at genkende - hvis nogle da vidste hvad hun var. Nogle syntes a have bemærket den rødhårede kvinde sidde og se ud imod havet.
"What are you doing out here this early? Waiting for your man to come back from the sea?" Spurgte en mand der kom gående med to af sine venner.
I could ask you the same thing gentlemen, svarede hun blot tilbage med et svagt smil. I sinde bankede hjertet en takt over. Det var ikke normalt at se en person med så flamme rødt et hår som Octavia besad.
"We are here for a swim, wanna join us?" Spurgte en af de andre mistænkeligt. Octavia rystede en enkelt gang på hovedet.
I'm gonna pass, you never know what might be in the water these days, pointerede hun og gik ned fra stensætningen hun havde siddet på. En af dem kom en anelse truende imod hende, hvilket fik hende til at synke en klump.
Let me pass, sagde hun ganske bestemt og sank en klump. De så mere og mere mistænkeligt på hende.
"Not till you go with us for a swim," sagde den sidste og de greb fat i hende for at trække hende ud i vandet. Der gik ikke længe før den ravnesorte hale kom frem under kjolen.
"Wow look at this.. it's a merfreak," lo en af dem før de så trak hende op på land igen. Et slag med halen fik en af dem slået ud da de ramte stenene. Og de andre blev overrasket over hvor hurtigt hun faktisk fik sine ben igen.

Octaiva skyndte sig op på benene igen og gav sig til at løbe. Hun lød imod den lille hytte hende og Jaden havde holdt til sammen. Det var et overlevelses instinkt der sagde hun ville være sikker der, men før hun nåede at tænke mere over det løb hun direkte ind i en person. Octavia så op og hjertet sprang en takt over. Jaden. Octava mistede næsten evnen til at trække vejret.
"You got her! What do you think we should do with her? She is some sort of freakshow.." mumlede en af dem da de var kommet hen til Octaiva og Jaden. Octavia så op på Jaden med et bedende blik - men så kom hun i tanke om.. han huskede hende jo ikke.

Påklædning

Jaden var ikke kendt for, at være i selskab med andre. Han foretrak at gøre alting alene. Det betød også, han ikke gad jage med andre. Det var dog ikke sket så meget på det seneste. Han vidste ikke hvorfor, men hans had mod havvæsnerne havde ikke været så intenst som tidligere. Han sad i en hytte, han var kommet i mange gange. Han følte dog der manglede noget. Det var som om, der var et slør over hans minder. Han kunne se det mindste, men noget var umuligt for ham at se igennem sløret. Han trådte ud fra hytten og gik imod havet. Han havde brug for at komme væk, og på trods af han ikke var glad for havvæsnerne, beroligede havet ham underligt nok.

Jaden kunne svagt høre stemmer længere fremme. Han ønskede mest af alt at vende om og gå den anden vej. Det var også hans plan, lige indtil en rødhåret kvinde løb ind i ham. Han så på kvinden. Genkendelsen var tydeligt i hendes blik, men han havde aldrig set hende før. Han vidste bare, han fik en flamme tændt i ham. En flamme af vrede, han ikke havde følt i lang tid. Han blinkede et par gange med øjnene, da en af mændene sagde noget til ham. ”Get lost. You obviously didn’t have the skills to keep her for yourself. She’s mine. She will do nicely as a decoration.” Jaden greb fat i hendes arm og førte hende med sig. Han forventede hun gjorde modstand, men han var også forberedt på det skulle det ske. Hendes bedende blik pralede af på ham. Næsten. Et sted dybt inde i ham, blev han fortalt hun var noget særligt. Hvordan vidste han ikke. Men det ville han snart finde ud af. Måske hun ville fungere godt som en fredsgave til hans familie. Han havde været væk alt for længe. Han kunne ikke huske hvorfor han tog væk i et første omgang. Endnu et slør.

Alt dette her kunne ikke ske. Tingene var på en kant hvor følelserne overvældede hende igen. Octavia havde gjort hvad hun havde troet var det rigtige at gøre for at redde ham, om det var selvisk af hende at tage kontrollen over hans hjerne - eller uselvisk af hende at lade ham gå - måtte man diskutere de næste hundrede år. I hvert fald var det endnu mere smertefuldt at være den eneste der huskede deres historie, deres liv.
What about you just shut up? vendte hun hovedet imod ham der havde spurgt Jaden om, hvad de skulle gøre af hende. Det tog ikke Jaden to sekunder om at svare og gribe fat i hende. Dog ikke ligefrem på en måde, som hun nød eller forbandt med ham. Det gik hendes øjne til at flakke tilbage på ham. Octavia var konstant nød til at huske sig selv på, at han ikke huskede hende som hun huskede ham.
Decoration? Well that might be one of the nicest things I have heard in my life, mumlede hun da han trak hende afsted. Octavia var normalt en person som gjorde modstand, og på sin hvis ønskede hun også at gøre det. Et sted i hende ønskede alligevel at tilbringe mere tid med Jaden, nu når hun havde ham her. Det var vel det eneste rigtige i hendes hoved lige nu, om opmærksomheden var dårlig eller god. Det var Jaden.
You really don't have to hold on to me that tight.. not like that.. at least I'm not a good peace thing.. or that you call it, sagde hun så som hun egentlig gik friviligt med, I'm cursed blood, you heard the other.. they called me freak for a reason.. tilføjede hun og sank en klump. I would love to just see someone who wouldn't look at me like that. I see that everyday. That look, it's not just grounders you know.. its my people to. Octavia snakkede bare ofr hun følte hun var fri til at kunne det - sjovt nok. This might hurt a bit, tilføjede hun så og slog ham i hovedet med sin frie hånd. Dog slap hun ikke hovedet det var som om hun trak en lysende blå lille kugle ud fra hans hoved der var helt dugget til - og snart blev billedet klart. Så smed hun det i hovedet på ham igen. Lod hovedet tilvende sig presset af minder. OCtavia kunne fjerne dem igen hvis det blev nødvendigt, men for nu var det lige hendes egen sikkerhed.