Washed Up - Niylah

Dallas kendte vinden, vejret og havet godt nok til at vide, hvornår man ikke skulle tage ud og sejle. Det havde været en klar morgen, og han havde 'lånt' en båd, for at sejle omkring Celeritas, fordi han havde hørt rygter om, at der var fundet åndetang nær nogle af klipperne. Åndetang var sjældent efterhånden, og specielt så tæt på landjorden, så han ville ikke behøve skulle komme med en urealistisk forklaring på, hvordan han havde fundet det. Og det ville give ham husly i en god periode på Superesse-øen, fordi Apoteket virkelig manglede det. Altså havde det været i god tro, han var draget ud over det stille hav, i søgen efter planten.
Da han var nået hen til klipperne, havde han bundet båden fast til en sten, og var hoppet i vandet. Det var længe siden, han havde været i kontakt med vand, og så snart det omsluttede ham, mærkede han små stød af energi løbe igennem kroppen, og hans lunger falde til ro. Han tillod sig at nyde følelsen af vandet et godt stykke tid med lukkede øjne og åbne sanser, før han åbnede sine øjne og lod dem vænne sig til synet under vandet.
En selvlysende, lilla farve til højre for hans synsfelt, blinkede kort før den forsvandt, og det fangede hans opmærksomhed nok til at han drejede hovedet mod lyset. Dallas nåede kun at rynke øjenbrynene i forvirring, før den nu sorte Death Bite-plante udsendte sine frø. Han spærrede øjnene op, og skubbede sig panisk bagud så hårdt han kunne, mens han af alle kræfter sendte beroligende tankebølger mod planten i håb om, at den kunne forstå, at han ikke var en trussel.
Andet nåede han ikke opfange, før en skarp smerte skød op igennem hans venstre arm, og hans syn flimrede. Det sidste han tænkte på, var hvor ærgerligt, det var, at han havde irriteret den smukke plante.
Så blev alt mørkt, hans krop blev slap, og vandet tog over. Heldigvis styrede bølgerne ham tilbage mod kysten.

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en simpel lang mørk kjole, hvor der er en åbning i højre side. Hun har ingen sko på
- Smykker + Hår + Make-up Hun har et smykke mellem sine øjenbryn (et tegn på hendes magt). Hendes hår hænger løst, uden de helt store fletninger. Det hænger hen over hendes ene skulder. Hun har ikke make-up på.
- Andet Hun har to tatoveringer, en op langs hendes rygsøjle og en anden på hendes højre overarm. Man kan derudover se en masse ar på hendes krop.

Det var sjældent, hun bevægede sig rundt omkring kysten, hendes forældre havde altid været meget imod det, netop fordi man aldrig kunne vide sig sikker. Hav væsnerne boede i de ukendte have, og det var deres domæne, med andre ord var de også stærkest her. Det var ord næsten alle Grounder børn fik af vide, at de skulle holde sig væk fra havet, ellers ville havets monstre tage dem, og derpå slå dem ihjel. Dog på trods af den advarsel, kunne hun ikke holde sig væk fra kysten, så mange aftner og morgner, ville hun blot sidde og betragte det smukke vand, som det næsten blidt gled over strandens sand. Hun vidste at der var en farer ved vandet, men dette holde ikke tilbage, fra at beundre det. Hvis der var én ting man ikke kunne kontrollere, så var det hvordan vandet ville reagere.
Hun var oplært i, at man aldrig skulle vise svaghed, og at følelser var en farlig ting, netop fordi ens fjender kunne bruge det imod en. Hvis man dannede forhold til andre, ville det kunne bruges som et våben. Hun gav et suk fra sig, som hun begav sig hen over sandet. Der var en vis ro, ved at betragte de enkelte bølger, det var så monotont, at der næsten aldrig var overraskelser ved det. Hun havde næsten bevæget sig ned imod, der hvor vandet mødte sandet, da hun opdagede en skikkelse, blive ført imod imod hende. I første omgang, troede hun det var et hav væsen, dog var der ingen hale og vedkommende så mere bevidstløs ud.
Uden at hun selv havde opdaget det, var hun allerede begyndt at løbe imod den bevidstløse skikkelse. Med et betød vandet intet, hverken faren fra det, eller det faktum hendes kjole kunne blå våd. Hun greb fat om mandens skuldre, og med sine bedste evner, fik hun ham trukket op på land. Det var i første omgang nemt, netop fordi bølgerne mere eller mindre lavede alt arbejdet. Det var dog først, da de kom op på land, at det hele blev svært. Nok var hun trænet som en kriger, men hun var ikke overnaturlig stærk, og han var våd, og derfor det tungere end hvad hun kunne bærer. Hun fik ham dog til sidst op på land, hvor hun satte sig på knæ ved hans side. Hun lagde kinden imod hans bryst, hvor hun lyttede efter et bankende hjerte. Det tog hende ikke lang tid, før hun endelig fandt et, og ud fra hans løftende bryst, var han heldigvis ikke druknet. Hun rettede sig op, og strøg ham blidt hen over kinden, et kort øjeblik havde hun overvejet at stikke ham en flad, som ville det få ham til at vågne op