IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Årstal | 3547

Årstid | Efterår

Måned | September

Det vigtige
Latest topics
» Krystallandet
Man okt 30, 2017 10:52 am by Gæst

» Med på det meste ¯\_(ツ)_/¯
Fre okt 06, 2017 12:56 pm by Verdana

» Debris Isle
Tors okt 05, 2017 9:56 am by Gæst

» Little do they know - Sachin
Søn sep 17, 2017 9:12 pm by Sachin

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tors sep 14, 2017 9:27 pm by Verdana

» Naiads (Vandnymfer)
Tirs sep 12, 2017 7:36 pm by Alessio

» Something Under Her Skin[Indira]
Lør sep 09, 2017 12:27 am by Orion

» Flere nyheder i en [Admin nyhed]
Fre sep 08, 2017 7:49 pm by Octavia

» The unknown
Fre sep 08, 2017 7:47 pm by Octavia

Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 36 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Solomon

Vores brugere har i alt skrevet 320 indlæg in 88 subjects

Share | 
 

 No Time For Caution[Indira]

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 12:29 am


@Indira
S: Duri Øen. En afsides lille strand nær Eldwist.
T: Eftermiddag.
O: Et gammelt forladt skibsbyggeri/havn, placeret i en lagune-lignende lille strand med lyst sand. Med måske 80 meter fra vandet og til den tætte bevoksning af øens Eldwist skov.
P: Hale. Øjne. Intet tøj udover nogle ringe af guld omkring hans hals, og et gyldent armbånd omkring hans håndled. Samt, selvfølgelig, et bælte og en skede til hans sabel. Men dog ingen sabel.

Hvis nu bare Orion havde givet op blot nogle få minutter forinden, ville intet af dette være sket. Men så igen; så skulle han nok heller ikke være rejst så langt for at finde ham. Midnight var en uregerlig og egenrådig Søhest. Den kendte og stolede på Orion, og lystede hans ord, beskyttede ham, hjalp ham. Men Søhesten var dog ikke altid til at finde. Og nærmest aldrig når han ønskede at finde den. Orion var svømmet langt væk fra Cruera for at finde ham. Forbi den forliste færge Dusnela, i en stor bue omkring Flaiya og alle dets forbundne territorier. Og langs det store rev og de høje klippeformationer hvori land-gængernes grotter gemte sig. Måske havde han ikke rigtig forventet at finde Midnight. Måske var han bare ude på en lille rejse for at rydde sit hoved, eller bruge tiden et sted der ikke var Cruera? Uanset hvad, så havde han dog ikke forventet at havne midt i en vandrende flok af Magna Turpis! ... Hans dag blev vidst bare bedre og bedre...

Orion var svømmet over en mindre rejsning af smukke koralrev, for så derefter at dykke ned langs formationerne derefter. Det tog ham ikke lang tid inden han opdagede de store hajlignende rovdyr. Og i det samme stoppede han op. Der var 5, og heldigvis syntes de ikke at have lagt mærke til ham endnu. Da de virkede optagede af at sætte deres tænder i liget af en hval. Men da han så vendte sig for at svømme tilbage, dukkede der endnu en Magna Turpis frem fra samme retning hvorfra han var kommet. Orions hjerte slog over et par slag, og hans instinkter pumpede i det samme adrenalin rundt i blodet. Han spændte sin kæbe, trak sin sabel, og rynkede sin næse. Alt sammen inden han satte i høj fart længere op imod overfladen. Det første rovdyr der angreb ham, var ikke den han havde mødt tidligere, men en der i stedet kom nedefra, efterfulgt af de andre af flokken han havde forsøgt at undgå. Den snappede ud efter ham, og han gengældte med et præcis sving af sin sabel, der huggede sig ind i finnen af rovdyret. Hvorefter den så smuttede. Men Orion havde travlt. Så han fortsatte i høj fart opad. Dog blev han hurtigt overvældet og indhentet af rovdyrene. Den første, og tilfældigvis den største, satte sine tænder i hans hale, og trak ham ud af kurs. Han reagerede med det samme med et aggressivt og smertefuldt råb, og vendte opmærksomheden mod rovdyret. Og plantede sin sabel i den forvoksede hajs kranie. Hvor han var sødsaget til at efterlade sin sabel. Men hajens tag i hans hale havde mindsket afstanden han havde lagt til de andre, og en anden Magna Turpis kom i høj fart med åben mund mod hans ansigt, og Orion kastede sin krop i en krum buge for at undgå den. Hvilket også lykkedes... delvist. For da den missede hans hoved, endte den i stedet med at sætte sin tænder i hans skulder og overarm! Rovdyret der havde hans sabel i sit kranie, var for længst dø, men havde dog stadig sine tænder i hans hale, imens den anden med tænderne i hans skulder, var begyndt at vride og hive. Smerten var utålelig, og Orion lod et blandet skrig og råb forlade sine læber med vidt gab; som desperation og vrede begyndte at vokse i ham. Han trak til, og formåede at rive sin skulder og arm ud af munden fra rovdyret. Hvilket selvfølgelig resulterede i nogle ganske grusomme sår. Men han havde ikke tid til at hvile ved tanken, og bøjede sig i stedet ned, for at tvinge den anden hajs mund åben, så han endelig var fri. De andre rovdyr havde cirkuleret ham, for at give plads til de der rent faktisk angreb ham... Så han havde en smule skulderplads til desperat at fortsætte sin stigning mod overfladen. Der var heldigvis ikke langt endnu...

Et smertefuldt råb undslap hans læber i det samme hans hoved kom op over vandoverfladen, og han hvæsede som han, så hurtigt så muligt, svømmede ind mod land. Orion kastede sig op på stranden, og brugte derefter sine hænder til at slæbe sig selv så langt fra vandet som hans kræfter ville tillade ham. Og som han kiggede sig over skulderen, spottede han blodet i sandet, og finnerne der stak over havoverfladen. Efter at han rullede sig rundt på ryggen, vidste han ikke hvor lang tid der gik. Hans brystkasse hævedes og sænkedes af den høje puls og adrenalinen der pumpedes rundt i hans krop. Og han mærkede inden længe hans krop forvandles... Halen splittedes og formede ben og underliv. Hans skulder blødte fra de revne sår, og flere sår var blevet tilføjet til hans skinneben og lægmuskler. Flere ar til samlingen, var hvad han nåede at tænke, idet smerten satte ind igen. Han rejste sig op med en del besvær. Men da hans ene hånd ås blev hævet mod hans skulder, fumlede han sig akavet ned på et knæ igen. Hånden lagde pres på såret og blodet der dækkede hans skulder, og da han kiggede op, rynkede han sine bryn med stor misbehag.

To Grounders. En mand og en kvinde. Manden bevæbnet med en økse, og kvinden med en kniv.. Lidt fumlede greb Orion efter sin sabel, men da han ikke kunne finde den ved skeden omkring hans bælte - mindes han hvordan han havde sat den i kraniet af rovdyret i vandet. Orion sukkede og spændte sin kæbe. For så stædigt at rejse sig op igen. Han rankede sin ryg, og slap sin skulder, for i stedet at køre dem begge en omgang rundt, til trods for smerten... Der stod han. Nøgen. Dækket i blod og sand. Kun med guld-smykker på hans krop. Et tomt bælte, med en lige så tom skede. Han blottede sine tænder af de to Grounders der kiggede lidt på hinanden over synet af ham. "Well?" ... "Come ooon!" Snerrede han af dem aggressivt. Han var en stor mand. Næsten to meter høj med sine ben, og han så nok heller ikke særligt indbydende ud med blodet og sandet der delvist dækkede hans krop i baner og pletter. Men han var ikke bange for dem. Han var ikke bange for at dø. Og knyttede i stedet sine hænder og musklerne af hans krop, som de to begyndte at gå imod ham. Manden direkte imod ham, og kvinden i en let bue...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 2:43 am

Påklædning ⚔ Outfit, samt et bælte med våben


Det var ikke usædvanligt for Indira at befinde sig på landjorden, i færd med at undersøge de landlige omgivelser nærmere. Hun var altid interesseret i at lære mere, og landjorden var det største område af uudforsket terræn. Havfolket vidste ikke meget om landjorden og dets folk, selvom de måske mente at de vidste nok. Derfor havde hun aldrig været tilfreds med den viden der var almen viden blandt Mara’erne. Hun havde brug for at vide mere. Hun havde brug for at opdage ting selv, og ikke bare tage andres ord for det. Hun troede f.eks. ikke på at alle Grounders var onde og kun gik op i at dræbe havfolk. Det var en fordom blandt havfolket, og hun kunne ikke bruge fordomme til noget. Det var ikke viden, det var formodninger, hvilket ganske enkelt bare ikke var godt nok til Indira. Ingen burde lade sig nøjes med formodninger og fordomme, efter hendes mening. Men sådan havde andre folk det desværre ikke, og det var der ikke så meget hun kunne gøre ved. Hun kunne ikke få alle til at se tingene efter hendes synsvinkel. I hvert fald ikke uden sikre beviser. Og hun kunne kun få disse beviser ved at lede længe og hårdt efter dem. Hun kunne heller aldrig finde på at påstå, at Grounders ikke slog havfolk ihjel. Det var et faktum, at de gjorde dette. Men havfolket slog også adskillige Grounders ihjel, så det var ikke så mærkeligt. Det var en lang fejde mellem folket af vand og folket af land. En fejde der ligeledes var blevet udkæmpet i vand såvel som på land. Måske Grounders fik det samme at vide, som Mara og Seiri gjorde - at den anden race (eller de andre racer) rimelig meget kun levede for at slå deres egen race ihjel, og at de aldrig ville lade én leve. Frygt for det ukendte var en mægtig ting, og dette var en ting Indira aldrig havde ladet sig styre af. Dette havde hendes far lært hende i en ung alder, og hun levede stadig efter det.

Hun havde været på landjorden i nogle timer, var hun ret sikker på. Solens position havde skiftet, og hun var begyndt at overveje om hun mon snart skulle finde hjem. Denne dag befandt hun sig på Duri Øen, omkring Eldwist. Hun havde klatret i træer og undersøgt naturen. Hun havde kun stødt på få Grounders, og hun havde ikke konfronteret dem. Hun havde stille holdt sig i baggrunden og iagttaget dem. De havde ikke set hende, og derfor havde hun endnu ikke været i en konflikt. Det betød dog ikke at hun ikke var forberedt på en sådan situation. Hun var iført Grounder-tøj. En blå kjole af en art, der var åben og løs nok, til at hun kunne bevæge sig frit i den, uden at skulle sænkes af tøjet hun bar. Indenunder havde hun nogle løse bukser, der var stoppet ned i nogle støvler. Det var nødvendigt på landjorden, der kunne være hård mod de fødder hun fik, når hun forlod vandet og blev tør. Hun havde en blå kappe af en slags over sig, så hun var skærmet mod vinden. Hun frøs aldrig under vandet, men der havde hun også mulighed for at bruge sine evner indenfor vandmanipulation til at opvarme vandet omkring hende, hvis det var køligt. Over vand, kunne hun kun varme sig ved ild eller lag af tøj. Og hun havde ikke hele tiden adgang til ild. Ikke når hun skulle holde lav profil, i tilfælde af farer. Hun havde et bælte af læder hængende om livet, hvori der hang et sværd i den ene side og et spyd omme på hendes ryg. I den anden side var der en krog til at bære hendes armbrøst, samt et kogger fyldt med pile til denne. Dog, når hun ikke havde brug for begge hænder, gik hun blot med armbrøsten i hånden. Dette gjorde hende også bedre beredt på eventuelle angreb eller generelle farer.

Hun havde besluttet sig for at begynde at bevæge sig hjemad, og dette var hun netop i færd med. Hun ville tage hjem af samme retning, som hun kom. Hun kendte dette farvand, da hun ofte havde fundet sig selv i det, når hun skulle besøge landjorden. Hun kendte de farer der lurede i dette område, som ofte bestod af Magna Turpis. Hun vidste hvor de mest holdt til, og hun vidste at man ikke skulle langt væk, for at undgå dem. Godt nok flokkedes de mange steder, men hun havde opdaget at de alligevel virkede til at have deres præferencer. Hun havde næsten ondt af de Grounders, der nok ikke havde samme kendskab til området. Hvis de besluttede sig for at vove sig ned i vandet ved deres strande, kunne de ofte komme ansigt til ansigt med disse forfærdelige bæster. Og de var komplet altædende. Selv Seiri åd de, og dette gjorde dem til et af de absolut farligste bæster i hele havets rige. Men de erfaringer måtte de vel bare selv gøre sig, ligesom hun havde gjort sig dem, sammen med sin far.

Hun var næsten ude af træerne, da hun fik øje på skikkelser nede på stranden, et stykke væk fra vandkanten. Der var tre af dem. Den ene af dem var tydeligvis en Mara, da hun allerede herfra kunne se guldet fra hans smykker glimte i sollyset. Dette var et tegn på en royal vagt eller vogter. Han var tydeligvis nøgen og komplet forslået. Fra denne afstand var det ikke til at afgøre med sikkerhed, hvad der havde været skyld i hans store sår rundt omkring på kroppen, men hvis hun ikke tog komplet fejl, lignede det dog alligevel bidemærker fra kæmpe sæt tænder. Tydeligvis et havvæsen, og da dette var det område, som det var, kunne hun næsten med sikkerhed sige at det var en eller flere Magna Turpis, der havde været skyld i denne Maras spildte blod. De to resterende skikkelser var et kort stykke væk fra Mara'en, og at dømme ud fra deres tøj, våben og måden hvorpå de nærmede sig Mara'en, var de Grounders. Hun kunne ikke bedømme om hun kendte denne Mara, men hun vidste at hun var nødt til at komme ham til undsætning. Hun bevægede sig ud af træernes skygger og satte en pil klar i sin armbrøst. Så stoppede hun med at bevæge sig, for at sigte armbrøsten mod den af de to Grounders, der tydeligvis var af hunkøn. Dette gjorde hun, fordi denne Grounder bevægede sig i en let bue udenom Mara'en, og derfor var der mindre chance for at ramme ham, hvis noget skulle gå galt. Så udløste hun den låsemekanisme, der affyrede pilen. Pilen ramte plet, lige i benet på kvinden, hvilket resulterede i et smerteskrig, samt kvinden der faldt til jorden. Lynhurtigt ladede Indira armbrøsten på ny, og sigtede denne gang efter kvindens ribben, hvor pilen rigtig nok låste sig fast, sekunder efter. Endnu et hyl lød fra kvinden, og manden holdt sin økse peget mod Mara'en, men bevægede sig tættere på kvinden, mens han prøvede at finde ud af hvor pilene kom fra. Indira sænkede armbrøsten og satte i løb. Hendes løb var yndefuldt og hurtigt, om end ikke ligeså hurtigt som hendes bevægelser var i vand. Manden fik øje på hende og virkede til at glemme den anden Mara for øjeblikket. Sandsynligvis fordi han var åbenlyst såret og svækket, og derfor virkede Indira nok som en mere presserende fare. Hvilket hun sandsynligvis også var, da hun var bevæbnet, og den anden Mara ikke virkede til at være dette. Endnu i løb, placerede hun armbrøsten på krogen i sit bælte og hæv spyddet frem. Hun sænkede farten lidt, så hun bedre kunne sigte, og affyrede så spydet imod den mandlige Grounder, der også var i løb mod hende nu. Hun kastede med alt sin styrke, og spyddet blev fæstnet direkte i hans mave. Hans bevægelser stoppede, men han faldt ikke på knæ, som kvinden havde gjort. Han tabte sin økse og holdt på spyddet, der stak ud af hans mave - og formentlig også hans ryg - mens han kiggede ned på dette i chok. Indira satte atter farten op, og nåede kort efter til ham. Stadig i løb, smed hun sig ned mod jorden med det ene ben udspændt, så hun fejede benene væk under ham. Hun bevægede sig lidt væk fra ham, og han befandt sig nu på sine knæ, mens han hev hendes spyd ud af hans mave. Noget, der faktisk var ret beundrelsesværdigt, da det måtte være ulideligt smertefuldt. Dette bekræftede hans vrede smertensråb også. Han smed spydet fra sig og fandt sin økse, som han brugte til at hjælpe ham op og stå igen. Indira stod stille lidt, og iagttog ham kæmpe med sine smerter. Så tog hun sin armbrøst frem, satte en ny pil i og skød ham direkte i struben. Et skrig blev fanget i hans hals, som blod kom ud af både hals og mund, samt såret i hans mave. Han faldt til jorden og stoppede hurtigt med at bevæge sig. Dog havde Indira imidlertid begået én stor fejl. Hun havde glemt at holde øje med resten af sine omgivelser, og i stedet fokuseret alene på manden foran sig. Dette blev hun smerteligt bevidst om øjeblikket efter, da hun mærkede en skarp smerte lige imellem sin hals og skulder. Hun tøvede ikke, men greb hurtigt sit sværd og svingede dette, mens hun drejede rundt, hvorpå hun i ét hug halshuggede kvinden, der havde formået at hive pilen ud af sin side og stukket denne ind i Indira selv. Typisk, at hendes eget våben absolut skulle bruges imod hende. Hun snerrede i vrede over sin egen fejltagelse, og satte sværdet tilbage i skeden. Så samlede hun sit spyd op og gjorde det samme med dette, før hun bevægede sig hen til den sammensunkne Mara, der i mellemtiden var sunket ned på sine knæ, tydeligvis ude af stand til at holde sig oprejst længere. Og jo tættere hun kom på ham, jo mere gav dette mening. Han var alvorligt såret. Dødeligt såret, hvis han ikke fik seriøs hjælp, meget snart. Som i, lige nu. Hun løb derfor hen til ham, og hev sin kappe af i mellemtiden. Hun faldt på knæ foran ham, og så på hans bøjede hoved, som forhindrede hende i at se hans ansigt. Så vurderede hun hans sår nærmere og skyndte sig på fødderne igen, så hun kunne forbinde hans sår og prøve at stoppe blødningen, inden han forblødte. Hun rev et stykke af kappen, og placerede det stramt over såret, selvom hun vidste at det ville være meget smertefuldt for ham. Hun bandt det stramt på hans ryg, der både var dækket i blod og sand. Han var slemt tilredt, og hun rynkede på panden af hans smerte. Hendes egen var fuldkommen glemt, og hun huskede end ikke at hun stadig havde en pil stikkende ud af sin hals/skulder.


Sidst rettet af Indira Søn sep 03, 2017 6:49 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 3:34 am

Orion havde været beredt på at slås. Selv uden våben, og selvom de nye sår hans krop havde erhvervet sig fik det til at sitre igennem enhver muskel. Han havde trods alt allerede ar på kroppen. En Seasnake havde engang rebet om hans hale og trukket ham ned mod dybet. Noget han endnu havde mareridt om fra tid til anden. Men han mindedes dog ikke nogensinde at have været værre tilredt end i disse øjeblikke. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hans krop. Og hans viljestyrke alene, var nok til at holde ham stående og møde de to Grounders på sine fødder. Men efter de enorme anstrengelser hans møde med den store flok af Magna Turpis havde krævet af hans krop; kunne han ikke holde sine muskler spændte mere end et par sekunder, inden de begyndte at syre og løsne. Der var sand i hans ene øje, og det lukkede sig nogle gange ufrivilligt i. Så synet af de to Grounders der nærmede sig, var sløret, som var deres bevægelser gjort i strobelys. Sårene om hans skinneben og lægmuskler var knapt så alvorlige, så smerten deri blev klart overskygget af udmattelsen i hans krop, og den bidende smerte i hans skulder, brystkasse og overarm. Men selv til trods for al den smerte, og synet af to fjender der nærmede sig... kunne et diskret smil måske endda anes over hans mundvig.
Orion var ikke bange for at dø. Måske en karakterfejl der mindskede hans overlevelsesinstinkter. Men det var sådan han var blevet opdraget og trænet. Og selv uden våben, og selv med sine mange sår, skulle han nok sørge for at de to fandens Grounders skulle arbejde hårdt for at få ham ned med nakken. Faktisk var en lille del af ham overbevist om at han ikke skulle til at dø... En stædighed og viljestyrke der fortalte ham at han ville rive deres struber ud med sine bare hænder, hvis de gav ham chancen.

Men Orions smil falmede så snart han hørte skriget fra den kvindelige skikkelse til hans side. Som han lettere overrasket vendte blikket for at se hvad der skete; mistede han fokus fra sine ben, og faldt hårdt til sine knæ. Alt derefter, var sløret... Mumlende og fjerne lyde lød i hans ører. Lyde han ikke kunne tyde. Det eneste han kunne høre klart og tydeligt, var lyden af hans egen vejrtrækning. Hans hud, med sandet og blodet, føltes nærmest som læder. Læder der strammede sig og knirkede som hans sank mere og mere sammen. Hans ene øje var nu lukket helt i, imens det andet knapt var åbent og kun var vendt ned mod sandet. Selv hans brede skuldre var sænket en anelse som han sad solidt plantet på sine knæ i sandet. Nogle bevægelser omkring ham sendte mere sand og blod i hans retning, men han reagerede ikke rigtig på det. Alt der eksisterede, var hans vejrtrækning. Som om verdenen var lukket sammen omkring ham. Han nægtede dog at besvime, eller synke mere sammen. Nægtede at give efter for smerten han knapt nok kunne give udtryk for længere. Måske klyngede han ikke sine hænder omkring en fjendes strube, eller holdte et våben i sine hænder; men han kæmpede.

Og hans kamp gav frugt da en sensation og tanke ramte ham... Hvorfor var han ikke død endnu? Han hostede en smule, hvorefter han kunne mærke verdenen omkring ham atter åbne sig op, som ringe der spredte sig fra en sten kastet i vandet. Tydelige lyde omkring sig. Efterfulgt af... Hænder? Stof? Han kunne høre vejrtrækning der ikke var hans egen. Han kunne mærke hvordan der blev revet en smule i hans arm, og hvordan hans overkrop måtte give en smule efter for stoffet der blev bundet omkring ham. Det blev bundet stramt... men han var træt. Udmattet. Selvom smerten var næsten utålelig og umulig at bære, sagde han ikke en lyd. Men fokuserede i stedet på at gendanne sin bevidsthed omkring sine omgivelser. Hans egen vejrtrækning blev mere rolig, og med dybe indåndinger, frem for de hastige der indtil for nyligt havde grebet hans lunger. "Wha.." Han hostede en enkelt gang, og hævede hagen en smule, for så at sænke den igen. Skuldrene rørte også på sig, og han rankede ryggen blot en anelse. "Who?" Lød det så mere klart og tydeligvis en anelse forvirret fra ham. Men dog endnu med en lettere skælvende tone. Ikke længere aggressiv som hans sidste ord rettet mod de to Grounders. Han ville vide hvad der foregik. Især da det slog ham hvor meget han hadede denne situation. Han var svag... var han ikke? Han var sårbar og åben. Tydeligvis i hænderne af en fremmed. Det eneste der fortalte ham noget omkring denne fremmede, var duften. Han var god til dufte. Og han duftede en kvinde. Måske endda en kvinde hvis duft han tidligere havde haft i sine næsebor.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 4:24 am

Denne Mara der befandt sig foran Indira, var tydeligvis utrolig stærk. Ikke blot fysisk, selvom hans muskulatur bestemt også tydede på dette, men også psykisk. Han havde en mægtig viljestyrke, ellers ville han ikke have været ved bevidsthed længere. Dette var hun overbevist om. Og hun beundrede ham for det. Det var ikke mange, der ville kunne klare det han tydeligvis var gået igennem i dag, og stadig være ved bevidsthed. Godt nok var han ikke fuldkommen bevidst om sine omgivelser, virkede det til, men det ville heller ikke på nogen måde være muligt. Nok var han umiddelbart ekstremt imponerende, men han var ikke en gud. Blot en Mara. En Mara hun havde i sinde at gøre alt hvad hun kunne for at redde. Hvilket måske virkede lidt underligt, da hun ikke vidste hvem han var, men han var en af hendes artsfæller, og det alene gjorde ham værd at redde. Desuden fortalte hans gyldne smykker hende, at han var en mand af ære, som havde viet sit liv til at beskytte andre. En flok Magna Turpis skulle ikke have lov at gøre en ende på det liv. Et sådant liv var mere værd end det.

Adrenalinen pumpede igennem hendes krop, og hun trak vejret hurtigt og tungt på samme tid. Hun var naturligvis også en smule forpustet, men det var ikke noget hendes hjerne havde tid eller plads til at registrere. Faktisk registrerede hun knap nok ændringen i Mara'ens tilstand. Hun hørte kun med nød og næppe lydene der undslap hans mund, men hun kunne ikke engang få dem til at blive til ord, ikke på nuværende tidspunkt. Derfor kunne hun heller ikke genkende stemmen. Hun formåede dog at formulere nogle ord selv, mens hun kiggede ned på hans ben, der også blødte. Hun kunne ikke forbinde dem, når han sad på den måde som han gjorde, og hun var nødt til at rykke på ham, selvom det ville være skyld i endnu mere smerte fra hans side af. "I need you to trust me and I need you to not fight me right now, okay?" Hun var endnu bag ham, og hun ventede ikke på et svar fra hans side af - hvis han da overhovedet var i stand til at formulere et på nuværende tidspunkt. Det var mere et retorisk spørgsmål, end et egentligt ét. Hun rejste sig op, bukkede sig ned, lagde armene om ham, bagfra, og hev ham så forsigtigt op i en halvt oprejst stilling, blot for at kunne sætte ham ned med udstrakte ben, placeret foran sig. På den måde havde hun adgang til sårene der blødte fra forskellige steder på hans ben. Hvis ikke hun havde haft så meget adrenalin pumpende igennem sin krop lige nu, havde hun nok ikke været i stand til at løfte denne Mara, så nemt som hun havde haft det for få sekunder siden. Godt nok var hun en virkelig stærk kvinde, men han var stadig en meget stor mand. Han vejede meget, med både højde og muskler på hans side.

Da hun havde sat ham fra sig, gik hun om foran ham. Okay, måske var gik det forkerte ord at bruge. Det var nok nærmere at smide sig. Hun havde kappen i den ene hånd, og hun tog det stykke hun allerede havde revet af, inden hun lagde kappen over hans nøgne underliv - som hun meget bevidst undgik at kigge i retning af. Han var i en sårbar nok position lige nu, uden den sårbarhed der kom som følge af at være fuldstændig bar og blottet. Hun sad på knæ på den ene side af hans ben, og hun løftede forsigtigt hans ene ben, nok til at kunne forbinde sårene. Hun forbandt diverse steder på begge hans ben - skinneben og lægmuskler. Hun rev derfor løbende mere stof af kappen, der endnu dækkede ham. Da hun havde forbundet alle de sår hun kunne få øje på, lod hun endelig sin krop falde lidt sammen. Hun vendte sig fra ham og spejdede væk fra stranden, ind mod træerne. Hun ville ikke risikere endnu et angreb. Og slet ikke et angreb hun ikke var klar til at modtage. Den fejl havde hun lavet én gang den dag, og det var pilen der endnu stak ud af hendes hals/skulder et sikkert bevis på. Noget hun endnu havde svedt ud, for nu. Men dette gjaldt naturligvis kun indtil adrenalinen begyndte at forlade hendes krop. Når det skete, ville hun blive smerteligt bevidst om det nye sår, der befandt sig i hendes nakke-område.

Hun havde endnu ikke haft tid til at kigge ordentligt på hans ansigt, og det var som om alt hun så var lettere sløret lige nu. Som om hun ikke kunne se klart, fordi hendes hjerte bankede så hurtigt og blodet blev pumpet for hurtigt rundt i hendes krop, eller noget i den retning. Det skulle hun ikke forsøge at gøre sig klog på. Hun vidste bare, at hun pludselig følte sig desorienteret, nu hvor den værste spænding var forbi. Hun lukkede kort øjnene, mens hun prøvede at fokusere. Dog, gjorde dette kun alting værre, for i selv samme øjeblik mærkede hun atter den smertende sensation af pilen der sad fæstnet i hendes kød og muskler.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 12:23 pm

Jo mere bevidst om situationen Orion blev, desto mere ærgrede han sig over den. Eller... Dette var ikke første gang Orion var kommet slemt til skade. Og det ville nok heller ikke være den sidste; hvis denne fremmede kvinde ville formå at hjælpe ham. Smerten i sig selv var ikke et så stort problem, som så. Han kunne håndtere smerte. Hvad han havde meget sværere ved at håndtere og acceptere; var bevidstheden om at han var svagelig og sårbar. At hans krop og skæbne lå i hænderne på en anden end ham selv. Hvilket aldrig var sket før, overhoved. Han havde endda engang nægtet at tage til healerne i Cruera. Og havde derved byttet en hurtigere genoptræning, for en uplettet stolthed. Fjollet, måske. Men det var nu engang hans natur og erfaring at håndtere sine problemer på egen hånd, og aldrig spørge om hjælp. Dog var han ikke offer for vrangforestillinger... som hans bevidsthed nogenlunde langsomt vendte en smule tilbage til ham; vidste han også hvilken tilstand han var i. Havde han været alene, ville en glødende vandmand nok være det eneste der havde kunnet hjælpe ham. Så til trods for den enorme mavefornemmelse af skam og sårbarhed, var han dog taknemmelig. Også selvom han ikke rigtig havde et ansigt eller et navn at vende sin taknemmelighed imod.

Da han så hørte nogle ord fylde hans ører, brummede han som et svageligt svar i et dybt suk. Og før han vidste af det, kunne han mærke nogle arme og hænder løfte ham op. Han gjorde selvfølgelig hvad han kunne for at hjælpe, men inden længe sad han igen i sandet. Denne gang med benene strakt ud foran sig. Som han sad der kunne han se hænder der arbejde med stof og hans ben. Kunne se og mærke stoffet blive lagt over hans underliv, hvilket han faktisk endte med at smile en smule over, inden han så faldt bagover. Hele overkroppen, armene, og hovedet, væltede bagover i sandet. Og endnu inden hun var færdig med at binde hans ben og lægmuskler i stoffet, lå han så lang som han var i sandet. Siden af hans overkrop der var forbundet, fik lov at ligge, imens han så brugte den anden hånd til at fjerne blod og sand fra hans ansigt. Stadig desorienteret.
"Who.. Are you?" Han gentog og fuldførte den korte sætning han tidligere havde forsøgt at komme af med. Det var dog en smule svært at finde styrken til at sige ordene, så denne person ville kunne forstå dem. Og sværere endnu at se andet end en dominerende blå farve, uanset hvor han kiggede hen. En blå himmel, og en skikkelse klædt i blåt. Han var ikke dum nok til at forsøge at rejse sig eller lignende. Og for at være fair, havde han nok heller ikke kræfterne til at gøre sådan noget endnu. Dog var begge hans øjne åbne, nu hvor det værste sand og blod var fjernet fra hans ene øjne; og hans vejrtrækning var blevet lidt mere normal. Smerten var stadig gennemborende og noget af det eneste han kunne mærke. Blikket var stadig sløret og mat. Hans krop var endnu udmattet og brugt. Men han var ved bevidsthed.

Som mere og mere styrke og bevidsthed vendte tilbage til ham, tvang han sin overkop en smule op. Op og hvile på albuen af den arm der ikke var såret. Den anden arm hvilede en anelse slapt over hans mave, som han så vendte blikket op og omkring sig. En mere fornuftig mand ville nok bare blive liggende så afslappet som muligt. Men at falde i søvn var ikke den bedste idé, så Orion insisterede på at bevæge sig så meget som muligt. Og ikke mindst insisterede han på at vide hvad fanden der foregik omkring ham, og hvem denne fremmede kvinde var. Da han vendte blikket mod hende, så han igen kun den blå farve fra hendes påklædning. Og da en strømmende hovedpine nåede hans kranie, sukkede han opgivende og lagde sig igen ned fladt på ryggen. Jo mere bevidst han blev, desto større blev smerten også. SÅ han blottede sine tænder og spændte kæben som han så vendte blikket mod forbindingen over hans skulder og arm. Hvis han ikke havde revet sig selv fri af rovdyret tænder, ville han sikkert være død nu. Men at han havde tvunget sig selv fri, var også hvad der havde gjort såret desto meget værre og mere smertefuldt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 5:55 pm

Da Indira havde været 16 år gammel havde hun rodet sig ud i nogle problemer med nogle Magna Turpis, da hun havde ville besøge landjorden alene. Hun havde ikke været forberedt på at støde ind i så mange på en gang, og hun havde ikke kunnet forsvare sig ordentligt imod dem. Hun havde kun nået at dræbe to af dem, inden hun havde været for skadet til at kæmpe mere imod. Heldigvis havde hendes far fundet hende i netop det øjeblik og dræbt resten af dem. Han havde selv fået nogle nye kampar til samlingen, men havde ikke været nær så slemt tilredt som Indira. Han havde derfor fået transporteret hende hjem på en søhest, hvor han havde lagt hende ned på sin seng i sikkerhed og forbundet hendes sår. Så havde han forladt hende, for at vende tilbage nogle timer senere. Indira havde været ind og ud af bevidsthed, og havde ikke haft noget overblik. Hun havde fornemmet sin fars tilbagevenden, men havde ikke engang været i stand til at åbne øjnene og se på ham. Pludselig havde hun mærket sig selv få placeret noget i sine hænder. Noget med en mærkelig konsistens. Hun havde været i for mange smerter til at overveje hvad det mon kunne være, og havde bare holdt øjnene lukkede. Pludselig havde hun dog mærket hvordan smerterne begyndte at mildnes, og hun var igen i stand til at åbne sine øjne. Hun havde kun lige haft kræfter nok til at løfte hovedet, for at se hvad hun holdt i sine hænder. Dette havde været en af de utrolige glødende vandmænd der fandtes forskellige steder i havet. Hun havde lagt hovedet tilbage og igen lukket øjnene af udmattelse, hvorpå hun var faldet i søvn. Da hun vågnede op igen, sad hendes far ved hendes side, og hun mærkede ingen andre tegn på sine skader, end en let hovedpine. Hendes far havde heller ikke en skramme at finde på sig. Han havde bygget et kæmpe rør på Indiras værelse, hvor vandmanden befandt sig. Han havde fortalt hende, at hun altid skulle beholde den og behandle den godt. Han havde fortalt hende at vandmanden i så fald ville sørge for, at han aldrig behøvede at lide tabet af hende, som han havde lidt tabet af hendes mor. Dog havde den ikke været til meget nytte for ham selv. Mindre end et år efter den episode, var han blevet dræbt, og hun havde været efterladt forældreløs. Familieløs. Han havde været den eneste familie hun havde. I hvert fald den eneste familie hun nogensinde havde kendt til. Men vandmanden havde hun stadig. Den var udødelig, fordi den helede sig selv. Og hun kiggede på den hver aften, inden hun gik i seng. Den var en af de ting der mindede hende mest om hendes far, og alene af den grund, kunne hun aldrig finde på at skille sig af med den. Dog ville det også være latterligt at gøre, når den jo var hendes helt personlige healer. Siden den dag havde hun aldrig besøgt en eneste anden healer igen. Hun havde det dog lidt dårligt med at holde den på et så lille område, da den jo var et levende væsen. Derfor sørgede hun størstedelen af tiden for at forsegle alle udgange, og lade den svømme frit rundt i hele hendes hus. Så havde den mere plads og frihed, trods alt.

Som hun færdiggjorde den sidste forbinding på hans læg, tænkte hun på denne vandmand. Hun var nok nødt til at bringe Mara'en med hjem til hende, så hun kunne lade vandmanden hele hans skader. Ellers var hun ærligt talt ikke sikker på, om han ville klare den. Hans ord nåede hendes ører, og hun rynkede lidt på brynene, af stemmen. Den virkede underligt bekendt, men hun kunne alligevel ikke placere den. Hun syntes dog nok at han fortjente at kende hendes navn, og begyndte derfor at sige: "My name is Indira Lav…" Resten af navnet blev dog fanget i hendes hals, da hun i mellemtiden havde løftet hovedet og kigget på mandens ansigt ordentligt, for første gang. Hun udbrød et lille gisp, og hendes øjne blev store af forfærdelse. Én ting var at se en anden Mara så slemt tilredt. Noget andet var at se én man kendte - om end ikke særlig godt endnu - så slemt tilredt. "Orion?!" Nu hvor hun vidste hvem hun prøvede at redde fra den sikre død, mærkede hun pludselig sig selv blive besynderligt berørt. Som hun så ham ligge der, næsten livløs, blinkede hun kraftigt, og hun kunne mærke sine øjne blive fugtige. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grædt, og det virkede på hende helt latterligt at græde over en person hun kun havde mødt én gang før, for en uges tid siden. Men det gik samtidig op for hende, at hun ikke havde set døden så tæt på som nu, siden hendes fars død, nogle år tilbage. Eller, det var ikke helt sandt. Hun havde f.eks. dræbt adskillige Seiri og Magna Turpis siden da, men det var ikke det samme. Det var ikke dødsfald der plagede hende - snarere det modsatte. Dette var første gang hun havde oplevet døden banke på døren hos en hun kendte, siden hendes far blev taget fra hende. Og inden hun vidste af det, mærkede hun varme tårer ramme hendes kinder. Hun kiggede væk fra Orion, og tørrede hurtigt tårerne af i sin ene håndflade. Det var heldigt, at naturlige kropsvæsker ikke fremprovokerede forvandlingen, for en hale ville virkelig være ubelejlig på nuværende tidspunkt. Hun prøvede at holde flere tårer inde, men vidste godt at det næppe ville lykkes hende. Hun håbede blot at Orion var for langt væk fra fuld bevidsthed, til at bemærke det. Hvad måtte han ikke tænke om hende, hvis han så hende i en så sårbar tilstand, og så over ham? Selvfølgelig var han i en endnu mere sårbar tilstand selv, men det var på en helt anden måde. En langt mere forståelig måde.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 6:58 pm

Orion var ikke uden gamle skrammer og ar. Mærker og minder efter at hidtil ganske voldeligt liv. Han var ikke ligefrem dækket af dem, men de var der. En pil havde engang sat sig i hans nakke. Direkte ind i siden, og direkte ind i de gæller der formede sig ved hans nakke når han var i sin vand-dvælende form. Hvilket selvfølgelig havde gjort gællerne i hans ene side en anelse malformede. Når han dog var i land-dvælende form, lignede det blot et almindeligt ar. En af hans mest skræmmende oplevelser havde været da han var på sin Trial. Alene i havet for at bevise sit værd overfor sin strenge og militaristiske familie. En Sea Snake var kommet fra en hule han passerede, og lukket sine tænder omkring størstedelen af hans hale, og trukket ham med ned i dybet. Som alting omkring ham var blevet mørkere og mørkere, og han kunne mærke at hans anstrengelser intet hjalp; var Midnight dukket op. Orion havde selv været 15 år på det tidspunkt, så han var ikke ligefrem så stor som han var liggende på denne strand. Og Midnight havde heller ikke været fuldvoksen. Men dets vilde og loyale natur havde dog været nok til at hamre bæstet væk, og slæbe Orion op i lyset igen. Nu hvor han havde sine ben, kunne arene efter den episode ses over hans lår og knæ. Et ar i siden efter en daggert. Et langt gammelt ubehandlet snitsår tæt forbi hans venstre brystvorte. Mærker i hans håndflader efter hans faders grove afstraffelser. En fordybning i hans ene skulderplade fra da Midnight havde sparket ham første gang. Og nu kunne han vidst se frem til tilføjelsen af endnu flere ar. Hvis ellers han overlevede...

Som ting endnu var en smule slørede omkring ham, fløj hans tanker lidt fraværende rundt sammen med øjnene. Det var nok endnu ikke gået op for ham hvor slemt det egentlig var. Eller måske var han bare for stædig og tykhovedet til at indse det. Men intet ved hans tanker fik ham til at tro at han ville dø, liggende dér på stranden. Og tankerne vendt mod andre ting, dulmede også smerten en smule. Dog var det endnu svært at ignorere hvor træt og udmattet han følte sig. Hans vejrtrækning var dog nogenlunde normal, om ikke en anelse anstrengt. Og hans øjne var åbne. Den fulde fem-sansede bevidsthed var dog en anden ting. Indira var dog et ord han hørte nogenlunde tydeligt, som hans øjne lukkede sig en smule i. Dog åbnedes de hårdt igen da han hørte sit eget navn! "Mhm?" Lystede han lidt fraværende... Hans krop var for udmattet til at reagere på det, men øjnene gjorde. Og i stedet for Indiras stemme, hørte han hans faders hårde og aggressive stemme kalde navnet. Som et kald fra fortiden, om at han skulle lade være med at være sådan en svækling, og mande sig op! Hans hjerte slog over en enkelt gang, og hans blik blev så vendt mod Indira. Han blev hurtigt klar over hvem det var, som hans blik syn også blev mere tydeligt med blikket vendt mod hende. Og det første han så, var et forvrænget ansigt, og våde øjne. Netop som hun vendte blikket og ansigtet væk fra ham. Hans hoved havde været en smule hævet for at se hende, og da han så indså hvem det var; lagde han hovedet bagover med et lille bump, og ikke mindst en svag klukken og fnøs fra nogle læber der adskilte sig for at forme et lidt bredt smil. Imens nogle halvt lukkede øjne var vendt mod himlen. Indira!? Af alle andre Mara der kunne have hjulpet ham denne dag, så skulle det selvfølgelig lige være Indira, ikke sandt? Den unge kampklare kvinde, bevæbnet til tænderne med attitude og træning. Og så lå han, den store stærke royale vagt, bare der og fladede ud i sandet. Han så hurtigt ironien i det, hvilket så havde provokeret smilet og de få lyde. "Well, you didn't rip my arms of.." Fik han så tvunget ud af sin mund, for så derefter at hoste en enkelt gang ved smagen af sand og blod. Hans ene hånd, fra den forbundne skulder, lå lidt slapt over hans mave. Imens den anden knugede en håndfuld sand ved siden af sin krop. "And I'm guessing those tears.." Han afbrød kort sig selv, og strakte underlivet og ryggen op i en svag anstrengt bue ved en lille irriterende spænding i ryggen. ".. Are a good sign?" Tilføjede han så , med et nu lidt falmet smil over hans mundvig. Der var virkelig ikke megen årsag til at han skulle ligge der blodig og forbundet, og ligefrem smile.. Men han var nu glad for at se hende. Selvom hun nok ville have svært ved at lokke det ud af ham.

Orion lå i sandet, med de strakte ben og fødder vendt mod skoven, og hovedet vendt mod vandet. Da en velkendt lille og næsten ulæselig lyd dragede hans blik; vred han sit hoved og nakke lidt rundt, for at se mod vandet bag sig. Der var endnu i hvert fald en enkelt finne fra en Magna Turpis at spotte i vandoverfladen, ikke langt fra stranden. Alt imens at der længere ude, skete noget andet. En lille oval og tynd bølge formede sig i vandets overflade, og den havde kurs direkte mod stranden. Fra denne lille bølge stak så et kraftigt og stort hoved frem fra en Søhest. En mørk Søhest. Midnight. Den måtte have hørt hans desperate råb og skrig under vandet... Dets forvrængede vrinsken lød lige så forfærdeligt over vandet, som det gjorde under vandet. Men lyden bragte alligevel et smil frem på Orions læber. "Stupid horse..." Mumlede han inden han så måtte ligge sig tilbage til rette i sandet, for ikke strække hit hoved og sin nakke for meget. Alt imens den vilde Midnight kastede i brutalt i flæsket på den ene Magna Turpis der var forblevet tæt ved stranden. De andre var nok smuttet igen. Eller måske var de der allesammen. Men uanset hvilke af de to, så var den store mørke Midnight ikke nem at skræmme. Og efter nogle få øjeblikke og en masse plasken med febrilske haler, dukkede Søhestens hoved igen op over vandet...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   Søn sep 03, 2017 8:13 pm

Indira kæmpede stadig med sine våde øjne, da hun hørte lyde komme fra Orions mund. Hun kiggede hen på ham, for at sikre sig at hun hørte rigtigt. Og ganske rigtigt: dér lå han og klukkede med et kæmpe smil på læberne. Hun måbede en smule. Der var fandme ikke noget at grine over på nuværende tidspunkt, og da slet ikke for ham. Hun hørte hans første kommentar, og rystede på hovedet. Så hørte hun de næste ord - blandet med smertefuldt hosten, og hun rystede endnu en gang på hovedet, inden hun selv snakkede. "Are you serious? You choose now, of all times, to develop a sense of humour? If you weren’t this bloody and beaten already, I might have punched you." Hun skulede ad ham, hvilket sendte et jag af smerte gennem hendes hoved. Hun var utilfreds med det faktum, at han havde bemærket hendes tårer, men det var der ikke så meget at gøre ved. Så snart de kom ned i vandet, ville han heldigvis ikke kunne se dem alligevel, hvis hun ikke formåede at stoppe dem inden da.

Og ned i vandet, skulle de. Nu, hvis hun skulle kunne redde ham i tide. Derfor rakte hun forover, for at bruge sine arme til at komme på benene. Et dumt valg, indså hun med det samme, som en skarp smerte skød igennem det øverste af hendes krop, endnu en gang. Hun havde stadig ikke taget stilling til den dumme pil, der stak ud af stedet, hvor hendes nakke mødte hendes skulder og ryg. Hun vidste dog, at det gav bedst mening at lade pilen sidde i for nu. Dette var langt mere smertefuldt, end hvis hun hev den ud, men til gengæld stoppede spidsen af pilen for blodet. Hvis hun hev den ud, ville hun begynde at bløde langt mere, og hun var ikke i stand til at forbinde sit sår ordentligt selv, når det var placeret hvor det var. Hun vidste at Orion ikke på nogen måde var i stand til det, heller ej, ikke i hans tilstand. Derfor måtte den blive siddende for nu, og så måtte hun bare bide smerten i sig. Det var ikke, fordi det var den værste smerte hun nogensinde havde oplevet, alligevel. Hun skulle nok klare sig. Det var mere Orion, hun var bekymret for. Hun skulle bare have dem begge hjem i hendes hus, så hun kunne få dem begge helet.

Hun hørte lyde fra vandet nær bredden, og vendte sit hoved i den retning. Hun så tegn på en Magna Turpis, og derefter det umiskendelige hoved af en søhest, der hævede sig over vandets overflade, for derefter at forsvinde nedunder igen. Hun hørte Orions ord, men kiggede ikke i hans retning. Hun formodede at den kæmpede mod Magna Turpis'en, og hun beholdt sin opmærksomhed rettet i dens retning, for at finde ud af resultatet. Hun håbede virkelig, at søhesten ville klare sig. Ikke kun fordi det var en Magna Turpis mindre at bekymre sig om, men også fordi det ville give dem et lift hjem, hvilket de havde desperat brug for. Han var næppe i stand til at svømme, og det ville tage for lang tid for hende at bære begge deres vægt, selv under vandet. Heldigvis dukkede søhestens hovede op igen, noget tid efter. Hun åndede lettet ud, og fik endelig rejst sig op, med en masse smerte og en del anstrengelser. Hendes ansigt var forvredet fra smerten, men hun var nu på fødderne. Hun kiggede ned på ham, som hun tårnede op over ham. Uden at sige noget, tog hun sine støvler af. Så trak hun også bukserne ned og over fødderne, mens hun anstrengte sig for at holde sig placeret på en måde, hvorpå Orion ikke kunne se direkte op under den løse kjole, der kun med nød og næppe dækkede for hendes underliv. Så bøjede hun sig forover og løftede ham op i en halvt siddende position, hvorfra hun kunne bøje benene 2og ligge armen om livet på ham, så hun kunne løfte ham op. Inden hun gjorde dette, tilføjede hun dog et: "This is going to hurt" Dette var han selvfølgelig godt klar over på forhånd, men det var også lige så meget en konstatering på hendes egne vegne, da det heller ikke ville være smertefrit for hende selv. Hun fik hevet ham op på benene, og hun smed hans arm om hendes skuldre - selvom den ramte pilen, der fik hende til at komme med et støn af smerte - så hun havde bedre adgang til hans krop, og dermed bedre kunne tage hans vægt på sig. Hun mærkede hvordan hendes kappe faldt til sandet og landede på deres fødder. Hun kiggede målrettet ligeud, og begyndte at bevæge sig fremad, ud i vandet. Hun trak ham med sig, så hurtigt som hun overhovedet kunne, så de kunne nå længst muligt ud, inden de ti sekunder var gået, og deres haler udviklede sig. Dette var dog ikke længe, og kort efter forsvandt begge deres ben og udviklede sig til haler. Heldigvis blev vandet hurtigt dybt, og de var kort efter ved søhesten. Endnu over vand med hovedet, gjorde Indira en nikkende gestus i hestens retning. "Thank you for coming, Midnight." Hun huskede søhestens navn fra deres sidste møde. Søhesten kom med en forfærdelig lyd, men hun tog sig ikke af den. I stedet placerede hun Orion foran sig, på Midnight, og placerede sig selv bag ham. Hun havde vendt ham med ryggen til Midnights hoved, altså i retning af Indira bagpå. Hun lænede sig frem, hvilket nok ikke hjalp på Orions smerte, og i hvert fald heller ikke hjalp på hendes egen. Så tog hun fast om Midnights hals med den ene hånd, og så på Orion, hvis ansigt var meget tæt på hendes eget. "I need you to hold on to me with everything you've got, as little as that may be at this point. Now." Hun tog også selv fat rundt om ham, med sin anden hånd, og bed sammen med en meget spændt kæbe, som hun skubbede smerten i baggrunden. Hun gav Midnight et forsigtigt klap med sin hale, og han satte i skydende fart fremad.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Sponsored content




IndlægEmne: Re: No Time For Caution[Indira]   

Tilbage til toppen Go down
 
No Time For Caution[Indira]
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Ruled by blood :: Fastland :: Duri øen-
Gå til: