IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Årstal | 3547

Årstid | Efterår

Måned | September

Det vigtige
Latest topics
» Krystallandet
Man okt 30, 2017 10:52 am by Gæst

» Med på det meste ¯\_(ツ)_/¯
Fre okt 06, 2017 12:56 pm by Verdana

» Debris Isle
Tors okt 05, 2017 9:56 am by Gæst

» Little do they know - Sachin
Søn sep 17, 2017 9:12 pm by Sachin

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tors sep 14, 2017 9:27 pm by Verdana

» Naiads (Vandnymfer)
Tirs sep 12, 2017 7:36 pm by Alessio

» Something Under Her Skin[Indira]
Lør sep 09, 2017 12:27 am by Orion

» Flere nyheder i en [Admin nyhed]
Fre sep 08, 2017 7:49 pm by Octavia

» The unknown
Fre sep 08, 2017 7:47 pm by Octavia

Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 36 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Solomon

Vores brugere har i alt skrevet 320 indlæg in 88 subjects

Share | 
 

 Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 12:17 am

Sted ⚔ Cruicia
Tid ⚔ Sent om eftermiddagen
Omgivelser ⚔ Farer, der lurer overalt, basically
Vejr ⚔ Det er udfordrende at beskrive vejret under vand, men havet er i hvert fald rimelig lunt
Påklædning ⚔ Nøgen, kun halen og et bælte med hendes knive



Under havets overflade, lurede mange forskellige af havets væsner. Der var farlige væsner såvel som ufarlige. Man skulle dog aldrig bevæge sig ud på ukendt farvand, hvis man ikke havde nogen viden om alle disse havvæsner. En af de generelt mere ufarlige af disse væsner, var Mara-racen. Dette var hvad man i gamle dage ville have betegnet som en havfrue. Nu var det én af de to dominerende racer, der herskede under vandet. Den anden var Seiri. Disse havvæsner mindede om Mara på mange områder, udseendesmæssigt. Det var dog også omtrent hvor langt lighederne strækkede sig. Seiri’erne var barbariske og brutale, på en helt anden måde end Mara’erne var. De kunne sagtens forsvare sig selv, men de angreb ikke bare alt og alle, ligesom de fleste Seiri’er gjorde. I det halvmørke vand, kunne man se en af disse Mara’er svømme, som hun holdt øjnene åbne og kiggede sig omkring. Hendes hale var en blanding af lyse og mørke farver, der var i striber rundt omkring. Hendes overkrop var nøgen, og hendes lange hår dækkede det meste af hendes bryst, såfremt hun ikke svømmede for vildt. Om livet hang et våbenbælte, der holdt fire fiskeknive - to hængende på hver side af hendes hofter - perfekt egnede til at skære fiskeskæl op. Og dette var også gældende for skæl fra resten af havets væsner. I hvert fald, havde denne Mara våben med sig, fordi hun havde kendt sin rejse på forhånd. Det var almen viden, i hvert fald for havfolkene, at Cruicia var et farefuldt område. Der var vilde hajer og barbariske Seiri’er, der lurede overalt.
Denne Maras navn var Indira, og heldigvis havde hendes far lært hende at kæmpe fra en tidlig alder, fordi hendes egen mor var blevet dræbt, da hun ikke havde været i stand til at forsvare sig selv. Derfor var hun nu fuldt ud i stand til at bekæmpe eventuelle farer.
Dette skulle også vise sig at være en nødvendighed, da hun pludselig havde en følelse af at blive forfulgt. Hun kom nær en høj tangplante, og ud svømmede flere Seiri’er. Da hun havde orienteret sig, talte hun dem til at være fire. Det var ikke så mange som de tit flokkedes i, men det var stadig ikke lidt, når hun kun var en enkelt Mara. Deres kolde øjne var akkompagneret af sylespidse og skarpe tænder. De var tydeligvis på jagt, og Indira havde ingen intentioner om at være deres middagsmåltid. Derfor reagerede hun instinktivt, med lynhurtig reaktionsevne. Hun trak en kniv med hver af sine hænder og langede ud efter den første Seiri, inden nogen af dem så det komme. Hun skar struben over på Seiri’en, som var død på stedet. Dette fik hurtigt de resterende tre til at regere i raseri, og dette gjorde dem farlige, men mindre eftertænksomme. Hun kunne derfor gøre et kast med halen, som to af dem bevægede sig samlet imod hende, hvilket ramte den ene så hårdt, at den fløj ind i den anden. De blev begge kylet et stykke væk. Hun stak den ene kniv ind i brystet på den fjerde Seiri, som kiggede forbavset ned, som hun blødte ud og sank mod havbunden. De to andre var imidlertid hastigt på vej tilbage. Hun brugte sin evne til at manipulere vandmolekylerne, på en sådan måde, at begge Seiri’er blev kastet ind i hinanden, så hovederne kolliderede. Det dræbte dem ikke, men de var konfuse nok til at blotte deres tænder i arrigskab en sidste gang, inden de vendte om og stak af. Indira sørgede for at fjerne blodresterne på knivene i en tangplante og stak dem så ned i deres skeder igen, efter at have tjekket omgivelserne for yderligere farer. Umiddelbart var der dog ingen, ikke endnu.


Sidst rettet af Indira Man sep 04, 2017 12:25 am, rettet i alt 2 gange
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 1:17 am



Andet: Hale. Øjne. Intet tøj udover nogle ringe af guld omkring hans hals, og et gyldent armbånd omkring hans håndled. Samt, selvfølgelig, et bælte og en skede til hans Sabel. Og, ikke mindst, hans Søhest; Midnight

Midnight blev mere og mere urolig. Hvilket gradvist begyndte at gøre Orion blot en smule urolig, selv. Han var en vild søhest, som fik lov til at færdes som han havde lyst. Hvilket slet ikke generede Orion, da han altid kom tilbage på et eller andet tidspunkt. Han nød søhestens natur og adfærd. Den var vild, instinktiv, og stærk, men endnu lydig og loyal overfor ham. Den kastede ofte med hovedet, men ikke så irrationelt som i disse øjeblikke. De to var på vej tilbage til Cruera, efter at have spenderet langt det meste af dagen iblandt bølgerne og det åbne hav. Men som de to var kommet længere og længere ind i Cruicia, var Midnight blevet mere og mere urolig. Mere og mere årvågen. Orion var selvfølgelig en anelse irriteret, men stolede dog på Søhestens instinkter, og begyndte selv at betragte sine omgivelser mere vågent og beredt. Dog var der intet at se hvor han var. Midnight måtte vide noget han ikke gjorde...

Pludseligt, slyngede Midnight med sin kraftige hale, og satte i fuld fart. Orion var vandt til den slags opførsel, og holdte trænet fast om søhestens hals med begge hænder, og lod den slæbe sig fremad. Han sad ikke på søhesten, men hang efter den med sin hale og krop hængende i farten. Men mere end stærk og erfaren nok til at holde fast. Bag de skingre prustende lyde af Midnight's anstrengelser, kunne Orion snart fange lyden af konflikt længere fremme. Overraskede støn, og hvæsende lyde. Instinktivt slap han den ene hånd fra Midnight's nakke, og trak i stedet sin sabel. Cruicia skræmte ham som sådan ikke. Ej heller Seiri eller hajer. Men uanset hvilket scenarie den vilde Midnight snart ville bringe ham til, var det altid en god idé at være beredt.
Inden længe kunne Orion, bag fra Midnight's hals og hoved, spotte to skikkelser i høj fart. Med direkte kurs mod Orion. I løbet af hvad der blot syntes et øjeblik, fik han dem begge hurtigt identificeret som Seiri. Og i dette selv samme øjeblik tøvede han ikke med at handle. Endnu med en hånd om halsen af søhesten i høj fart igennem vandet, lænede Orion sig ned langs siden af sin ganger, og svingede mesterfuldt med sin sabel igennem vandet. Det hele skete så hurtigt, at der ikke engang var blod på sablen derefter. Men Orion behøvede ikke kigge tilbage. han vidste hvad han havde gjort. Og ganske rigtigt... en af de to hastige Seiri stoppede langsomt op efter nogle ekstra meter i høj fart... indtil hovedet langsomt adskilte sig fra nakken, og begge dele langsomt begyndte at synke mod havbunden.

Midnight havde dog endnu travlt, og Orion holdte godt fast. I høj hast nærmede Midnight dig, med Orion, Indira. Og Midnight stoppede først op lige foran den kvindelige skikkelse, for så at lade et skingert og deformt skrig lyde. Orion hev i det samme den urolige Midnight til side, og endte selv med at sidde med halen over den mørke søhest. Kun for at kunne betragte scenen foran sig...
Fra sit høje sæde på søhesten så han en nøgen Mara, med langt bølget hår, og næsten gylden hud. Hendes sorte og hvide halve fangede med lethed øjnene iblandt det mørke tang. Ligeledes blev hans blik fanget af de få strenge af blod der endnu hang i vandet nær hende. Strenge af blod der ledte ned mod havbunden ikke langt under dem; hvor Orion kunne ane linjerne af to døde og blodige skikkelser. Livløse. Orion rynkede sine bryn, imens Midnight endnu forblev en anelse urolig. Han placerede en hånd på toppen af søhestens hoved, og lod den ellers kaste med hovedet som den lystede. Men sørgede for at han ikke kom for tæt på den kvindelige Mara. Orion sagde ikke noget i nogle få men lange øjeblikke, alt imens han satte sin sabel tilbage i skeden omkring hans liv igen. Fire Seiri? To døde ved hendes hånd, og ikke så meget som en skræmme at ane på hende? Og to af dem, var flygtet? Kort fortrød han ikke at have hugget hovedet af den sidste Seiri... Men ikke inden at have undret sig en anelse over hvordan hun havde kunnet klare sig så... formidabelt? Gællerne på siden af hans hals vibrerede ved en dyb indånding, som hans blik endnu faldt på kvinden. Et blik der så forlod hende, for flygtigt at betragte blodet der langsomt begyndte at forsvinde i saltvandet. "The blood will attract sharks, soon enough.." var alt han sagde. Hverken en hilsen, eller en introduktion. Ej heller en kommentar vedrørende den situation denne kvinde netop havde befundet sig i. Han var ikke just kendt for at være den mest høflige Mara der fandtes. Men havde heller aldrig forestillet sig at være andet end præcis hvem han var. En situation som denne kaldte nok heller ikke ligefrem på høfligheder. I hvert fald ikke lige med det samme. Han vendte derefter blikket halvt over sin skulder. "Are you hurt?" Han var ikke altid tryg ved at kigge en anden i øjnene, med mindre han truede vedkommende. Så hans rolige spørgsmål, der bar blot et diskret strejf af bekymring, lød fra hans læber idet hans blik ikke engang var vendt imod hende. Bekymring, men en næsten... kølig bekymring. Hvorvidt hun var okay eller ej, var vigtigt for ham at vide. Og han havde ingen intentioner om at være ligeglad med hendes helbred efter et sådan scenarie. Men han kendte hende endnu alligevel ikke. Som et rovdyr, der bekymrede sig for helbredet af et potentielt byttedyr, når dets mave var fuld og appetit slukket. Dog, trods alt... hvilede der et diskret smil over hans mundvig, som hun måske ville kunne ane, selv med hans hoved vendt fra hende. Han var... imponeret. Midnight holdte dog øje med hende med et af sine dybe sorte øjne. Søhesten genkendte synet og duften af en Mara, men man kunne aldrig vide med Midnight...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 2:29 am

Livet som Mara var ikke et dårligt liv. I hvert fald ikke, hvis man så det på et generelt plan. På mange måder var det bedre end livet som en Seiri, f.eks. Dette kunne Seiri’erne selvfølgelig nok have indvendinger imod, men objektivt set, var der flere små glæder ved livet som Mara. Bare noget så simpelt som sygdomme. Seiri kunne godt rammes af sygdomme, hvilket Mara ikke kunne. De var ganske simpelt immune overfor sygdomme. Det enester der påvirkede dem, var månen, og dette kunne sagtens håndteres. Man skulle bare ikke befinde sig i farlige situationer, mens månen stod over havet, så gik det som regel helt fint. Godt nok blev Seiri ikke påvirket af månen, men til gengæld kunne de ikke være væk fra vandet i længere tid end en times tid. Desuden var dette sjældent aktuelt for dem, da de ikke anede noget som helst om landjorden, og ikke kendte til deres evner til at befinde sig på landjorden og udvikle ben. Dette gjaldt ikke Mara, der tværtimod var udmærket bevidst om deres evne til at gå på land, og også benyttede sig af den fra tid til anden. Nogle Mara gjorde det selvfølgelig mere end andre. Selv, havde Indira ofte befundet sig på landjorden. Mest af alt, da hendes far endnu var i live. Han havde nemlig sørget for at oplære hende i kampteknikker og våbenlære fra barnsben af, hvilket havde foregået både på land og i vand. Han havde følt, at hun skulle være fuldkommen i stand til at forsvare sig selv begge steder, så hun forhåbentlig aldrig ville blive overrumplet og udsat for alvorlig fare. I hvert fald ikke en slags fare, hun ikke kunne rode sig selv ud af. Denne fiksering på kamp, var blevet udløst af Indiras mors død. Mange år senere, havde Indira også mistet sin far. Dette havde dog kun gjort hende endnu mere fokuseret på sine evner i kamp, og derfor var hun også utrolig god i nærkamp. Dette var dog ikke noget hun bare sådan lige tyede til. Hun var generelt en fredelig person, og hun var ikke typen, der greb enhver chance for at ty til vold. Hvis det kunne undgås, så hun ingen grund til ikke at undgå dette. Andet ville også være spild af kræfter. Og hun var ikke en Seiri. Hun var ikke en eller anden form for rovdyr, der nærmest eksisterede kun for at slå ihjel. At slå ihjel var en nødvendighed for Indira, ikke en hobby. Men dette betød ikke, at hun var bange for at gøre netop dette. Hun slog gerne ihjel, når hun var i situationer som den hun f.eks. lige havde befundet sig i. Hun var ikke sky for at slå ihjel, og Seiri i særdeleshed, var Indira ikke begejstret for - overhovedet. Dette havde med hendes forældres død at gøre, da Seiri havde haft en finger med i spillet i begge tilfælde.

Indira havde kun lige nået at lægge sine knive tilbage på deres retmæssige plads, da hun hørte lyde i nærheden. Det var tydeligt, at disse lyde var på vej i hendes retning, hvilket gjorde hende på vagt, endnu en gang. Hun hev knivene frem igen, mens hun ventede på at kunne vurdere ordentligt hvad hun havde med at gøre. Og så kom en skikkelse hastigt tættere på hendes synsfelt. En skikkelse hun hurtigt genkendte. Som Mara kunne man nemlig stort set ikke undgå at støde på en søhest her og der. De var trofaste følgesvende til Mara’erne, og dette medførte en vis følelse af loyalitet overfor hinanden. Indira kunne f.eks. aldrig finde på at gøre en søhest ondt. Det så hun absolut ingen grund til. Og søheste plejede også at være venligt stemt overfor Mara, ligegyldigt hvem de var, og hvilke Mara de var vant til at omgås. Det blev tydeligere og tydeligere, som søhesten bevægede sig hastigt imod hende, at den ikke var på egen hånd. Der var også en Mara, sammen med søhesten. Mara-skikkelsen holdt fast i søhestens hals, og da søhesten stoppede kort foran Indira, gjorde hun ingenting. Hun bevægede sig knap nok, og ventede på Mara’erns træk. Søhesten havde imidlertid kommet med et skingert og deformt skrig, hvilket dog fik en lille reaktion frem i Indira. Denne reaktion var dog ikke større, end blot et hævet øjenbryn. Det var tydeligt, at søhesten her fejlede noget, men det var ikke hendes førsteprioritet. Så længe den kun lavede lyde, og ikke var komplet vild eller noget i den dur.

Hendes blik gled fra søhesten og op til Mara’en på hestens ryg. Det var en mandlig Mara, og ikke et dårligt eksemplar, så at sige. Hun lagde straks mærke til hans tiltrækkende ydre, selvom hun skubbede det væk, indtil hun havde vurderet situationen - og Mara’en - ordentligt. Han havde kort, mørkt hår, og hans øjne var helt gyldne, med en farve der mindede Indira om rav. Hans hale var smuk. Den var mørk med gyldne markeringer adskillige steder. Der var blandt andet gyldne firkanter op af hele halen, og finnerne var også mere gyldne end de var mørkeblå. Halefinnerne var dog en fin blanding af de to. Alt i alt, var det en imponerende hale. Noget Indira altid fandt sig selv interesseret i. Halen var dog også en kæmpe del af den individuelle Maras identitet, så det var ikke så tosset.

Da den anden Mara satte sit våben tilbage i dets skede, imiterede Indira dennes handling, med sine egne knive. Hun følte sig ikke direkte tryg endnu, men hun følte sig dog mere tilpas end før. Det kunne være en fælde, men hun så ingen grund til dette fra en med-Mara. Endelig talte han, som den første af de to. De ord der forlad hans mund virkede dog fuldkommen latterlige, i hendes ører. Dette var et faktum, hun var fuldt ud klar over allerede. Derfor havde hun også planer om at forlade positionen snarest muligt, men dette syntes den nyankomne Mara at sætte en midlertidig stopper for. Hun fnøs lidt, en smule uhøfligt. Hun prøvede at overholde skik og pli og altid være høflig, men hun var også lidt bedrevidende til tider, hvilket godt kunne stå i vejen for denne høflighed. "I guess we should get away, then. I’m not in the mood for killing sharks today." Den sidste sætning var en smule hovmodig, men hun havde i det mindste noget at holde det i. Han spurgte hende derefter om hun var okay, hvilket gav hende en smule dårlig samvittighed over hendes attitude, men hun gad ikke bruge sin tid på fortrydelser. Hun nikkede, uden at fjerne sit blik fra ham i et eneste øjeblik. Hun yndede at have øjenkontakt hele tiden. Det blev tit intimiderende for dem hun befandt sig nær, men dette var også en del af grunden til, at hun gjorde det. Hun behøvede ikke at kigge ned og tjekke sig selv for rifter eller lignende, for hun vidste at ingen af Seiri’erne havde haft mulighed for at lægge en finger på hende, inden det var for sent for dem. "I'm fine, thank you." Grundet hendes intense iagttagelse, syntes hun også at få et glimt af et smil, der virkede en anelse imponeret. Dette kunne man også kun forvente. En kvindelig Mara med hendes kampevner, var et sjældent fund. Og dette havde hun kun sin far at takke for.

Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 12:44 pm

De halskæder og ringe af guld der hang omkring hans hals, og håndled, var ikke tegn på hans status. Nu hvor hele hans familie var døde eller forsvundet, var han teknisk set en meget velhavende mand. Men dette guld var ikke tegn på velstand. De blev båret af alle royale vagter og vogtere, som tegn på deres autoritet, som en trænet og formidabel styrke. Og givet dét at han var ankommet til scenen på en stor mørk Søhest, måtte uden tvivl give et indtryk i sig selv. Men ikke intentionelt. Han havde ingen intentioner om at intimidere en anden Mara. Han havde ikke engang en intention om at give et indtryk fra sig. I disse øjeblikke var han blot en forbipasserende, til en blodig scene foran ham. Og ikke mindst endnu en anelse forundret over hele situationen. Ganske simpelt imponeret over hvor effektivt denne kvindelige Mara måtte have klaret situationen, uden så meget som en skramme, og blot bevæbnet med de fiskeknive hun indtil disse øjeblikke, havde haft i sine hænder.

Dog forsvandt Orions svage sans af vidunder i det samme han hørte det fnøs der forlod hende. Uden tvivl som reaktion til hans ord. Anden reaktion kom han dog ikke med. Ord var bobler i vandet, og han var mere end blot vandt til en uhøflig tone fra alskens væsner og Mara. En Thyssen var langt fra velkommen i alle kredse. Og selvom de teknisk set var en adelig familie, var der sjældent interaktioner med de andre adelige. Orion holdte dog ikke hendes tone imod hende, eller kommenterede det yderlige. Orion var ikke en mand der udtrykte en sådan tone, selv. Ikke engang overfor sine fjender. Han var sjældent provokerende eller udfordrende, rapkæftet eller smørret. Han havde intet behov for at forvandle et uhøfligt fnøs til en mindre konflikt, eller at fremprovokere reaktioner fra de personligheder der omgav ham. Den eneste undtagelse var måske overfor hans elskere, hvis han ønskede de skulle smide tøjet... Men det var også anderledes. Så hvis denne kvinde havde interesse i at udtrykke en sådan tone, skulle hun være velkommen. Ligeledes skulle hun have lov til at stirre på ham. Han havde set alt af hende på nogle få øjeblikke, og at lade sit blik hvile mod hende var nok en dårlig idé... I hvert fald for Orion. Og især givet dét at hun var nøgen. Og ikke mindst attraktiv.

Da hun så takkede ham, vendte han alligevel sit hoved mod hende igen. Men fæstnede dog blikket mod hendes øjne, og gengældte hendes intense iagttagelse. Hans hånd hvilede endnu mod hovedet af den endnu urolige Midnight. Nogle kast med hovedet som dets blik skannede området eller det hinsides, var ikke usædvanlig adfærd. Nok nærmere forventet. Orion holdte dog søhestens hoved fra den fremmede kvinde, imens han selv holdte blikket mod hendes mandelformede blå øjne. Men lod dog ikke blikket hvile længe, inden øjnene så rejste ned ad hendes krop, helt ned til spidsen af hendes hale, og længere ned mod de døde Seiri. Og først dér, blev hans læber adskilt, og han talte. "Midnight, sensed trouble, and brought me in this direction. On our way, I saw two Seiri diving for their lives.." Hans øjne fandt atter hendes. "And two lying dead on the ocean floor..." Tilføjede han så og holdte blikket så længe han havde tålmodighed til det, inden han så fandt det bedre at betragte hendes fyldige bølgende hår, som det vægtløs flød i vandet. Orion kendte ikke engang hendes navn, og havde aldrig mødt hende før. Og dog måtte hun være en af de mest formidable kombattanter i kongeriget... Hans kæbe blev spændt kort og hurtigt, som hans blik fraværende atter gled ned over hendes krop mod de fiskeknive hun bar i sit bælte. Men han tvang sine tanker og lyster i en anden retning, som han så fjernede sit blik helt fra hende, og i retningen af Cruera... De ord hun allerede havde fået fra ham, måtte være nok til at udtrykke hans beundring over hendes håndtering af situationen. Da Orion aldrig havde set sig selv som værende god med ord, og aldrig havde været god til at kaste rundt med komplimenter. Beundrende og komplimenterende ord fra Orion var ofte hårdt tjent, men altid velment og ærlige, hvis de endelig skulle lyde fra hans læber.

Han betragtede både vejen igennem tangbanerne, såvel som Midnight. Søhesten havde kun sjældent været indenfor Crueras grænser. Den brød sig ikke om bylivet, eller eksistensen i kongeriget. Og havde altid færdes frit i havet. Eftersom der ikke var langt tilbage til byen, var det tydeligt at den ikke var ængstelig efter at rejse meget nærmere. "Are you headed back to Cruera?" Spurgte han så, for atter at vende blikket mod hende. Alle ord der havde forladt hans læber siden han var ankommet, havde været i en rolig, fattet, og velformuleret tone. Langt mere rolige end hans øjne; som med konstante tilbagevendinger mod hendes øjne, viste at han ikke var bange for hendes blik. Eller bange for hende, for den sags skyld. Han brød sig blot ikke om at lade en anden stirre ind i hans øjne for længe.. Ind i hans sjæl, så og sige.. De mere opmærksomme ville måske ende med at se mere end hvad han ønskede for dem at se.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 10:20 pm

Det var langt fra usædvanligt for en Mara at være ledsaget af en søhest. Disse majestætiske skabninger var nemlig Mara’ernes trofaste følgere, og derfor havde nogle Mara endda én bestemt søhest de var tæt knyttede til. Personligt, gjaldt dette ikke for Indira. Hun havde reddet på flere søheste gennem sit liv, men hun havde ikke et særdeles tæt bånd med nogle af dem, over andre. Det fremkom dog rimelig tydeligt, for et trænet øje, at denne søhest var knyttet til denne specifikke Mara. Og det samme gjaldt den anden vej rundt. Mara’en vidste lige hvordan han skulle håndtere og kontrollere denne søhest, hvilket kom til udtryk ved hans berøringer. Når han lagde hånden på søhestens hovede, kunne man godt se effekten på hesten. Den virkede til at falde til ro, og blive mindre panisk og vild. Dette var nok blot endnu et tegn på forholdet mellem de to havvæsener.

Indira havde haft en god opvækst, på trods af de udfordringer hun havde været igennem, i sit liv, allerede fra en tidlig alder. Da hun stadig var spæd, havde hun mistet sin mor til en lille flok Seiri, der havde været i samme jagtområde som nogle seasnakes. Eftersom disse bæster ikke spiste Seiri, havde Indiras mor, der havde været ledsaget af sin søster, været offer for deres angreb, samt angreb fra Seiri’ernes side af. De havde ikke haft en jordisk chance for at nå væk derfra. Dette var grundlaget for Indiras fars træningsvanvid. Han havde været besat af tanken om at forhindre noget i den retning fra at overgå sin datter. Han havde også allerede mistet sin mage og sjælefrænde, så det gav selvfølgelig fuldkommen god mening. Og selvom han havde været en rimelig hård mand, havde han altid elsket sin datter meget højt. Han havde været alene med hende, helt fra hun var spæd, og ligeså snart hun havde været i stand til det, var hun begyndt at skulle kæmpe og træne med våben. Han havde dog altid givet udtryk for sin kærlighed, og det havde altid været tydeligt for enhver, at hun var det mest værdifulde i hans liv, uden et øjebliks tvivl. Og selvom deres hverdag bestod af en masse hård træning, havde de da stadig også lavet andre ting sammen. Han havde sørget for at vise sin datter så meget af verden, som han var i stand til. Og så meget, som han havde vovet. Han havde tit bragt hende med op på land, hvor de havde udforsket forskellige områder, og endda i nogle tilfælde iagttaget Grounders fra en vis afstand. Indira var ikke opdraget til at hade Grounders på samme måde som så mange andre havvæsener gjorde. Tværtimod, havde hendes had til Seiri-racen altid været langt stærkere. Dette var selvfølgelig på grund af mordet på sin mor. Grounders skræmte hende ikke, de fascinerede hende. De havde så mange træk, der mindede hende om Mara selv, og alligevel så mange træk der adskilte de to fuldstændigt. Hun var blot interesseret i at studere dem nærmere. Dog havde hendes far altid lært hende at være på vagt, og hun stolede ikke på Grounders, hvilket også var grunden til at hun ikke opsøgte dem. Hun kendte godt til deres modvilje mod havfolk.

En stor forskel fra Grounders til Mara, var deres udseende. Og med dette, mentes der ikke selve deres udseende, men måden de bar sig selv på. I havet, stødte man sjældent på beklædningsgenstande. Man mødte aldrig en Seiri, der ikke var komplet nøgen. Deres lange hår dækkede godt nok som regel deres bryster, men de var altid nøgne. Det samme gjaldt for mange Mara-kvinder. Mændene var altid nøgne, måske med undtagelse af bælter til våben - hvilket jo så også gjaldt i Indiras tilfælde. Men nogle Mara-kvinder gik med former for toppe, der skulle skjule deres bryster. Indira stod lidt midt i mellem på det punkt. Nogle gange dækkede hun brystet til, og nogle gange gjorde hun ikke. Men hendes hår var også langt nok til at dække, så hun ikke følte sig synderligt blufærdig. Derfor var hun heller ikke selvbevidst om sin nuværende nøgenhed, selvom hun mistænkte den anden Mara for at være yderst bevidst om dette faktum. Hun var da også godt klar over, at hun var et attraktivt medlem af Mara-racen. Dette havde hun fået at vide adskillige gange, af andre Mara - mænd såvel som kvinder. Og hun havde egentlig ikke noget problem med stirrende øjne. Folk kunne stirre så meget de ville, så længe det var alt de gjorde. Selvfølgelig var der nogle der måtte gøre mere end at stirre, men det var hendes eget valg hvem disse var, og derfor skulle folk ikke prøve på noget, med mindre de var sikre på hendes tanker eller ikke var bange for at få en ordentlig røvfuld.

Indira kunne godt lide at være i kontrol. Dette gjaldt alle aspekter af hendes liv. Hendes sexliv var også tit en kamp om dominans, hvilket hun efterhånden havde vænnet sig til. Det var altsammen en del af oplevelsen, og endda en interessant del. Hun udstrålede en selvsikkerhed, de fleste artsfæller fandt yderst tiltrækkende. Derfor ventede hun også til hun atter fangede hans blik, inden hun brød øjenkontakten, for at scanne hans udseende nærmere. Hun sørgede som hovedregel, så vidt som muligt, for at der ikke var nogen tvivl om hendes handlinger og gøremål. Dog virkede netop dette alligevel til at give hende en lidt mystisk udstråling og omdømme. Men det generede hende ikke. Folk kunne tænke hvad de ville om hende, det var hun helt kold overfor. Hun kørte blikket henover ham, mens hun sørgede for at få så mange detaljer med som overhovedet muligt. Hun lagde mærke til guldet om hans hals og håndled, hvilket hun udmærket godt kendte til betydningen af. Han var en del af den royale garde. På en eller anden måde, gjorde dette hans adfærd og udstråling mere forståelig. Hun hvilede dog ikke øjnene nær så længe på disse guldsmykker, som på hans bryst, overarme og mave. Han var tydeligvis virkelig muskuløs, og det behagede i høj grad Indiras øjne. Dette havde hun ikke nogen intentioner om at lægge skjul på. Men da han så snakkede igen, hævede hun dog alligevel blikket fra hans veltrænede fysik, til hans øjne. Hun syntes at ane en snert af beundring og respekt i hans tone og ord, men han lod ikke meget slippe ud. Nu vidste hun dog navnet på søhesten: Midnight. Et passende navn. Hun valgte dog alligevel at tage det som noget positivt, men hun reagerede blot med en bekræftende nikken, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle svare til det. Det næste han sagde, var dog lettere for hende at finde et svar til. "Indeed I am. Can I assume that the same goes for you?" Selvom han måske ikke var det mest snaksagelige selskab, og hun faktisk ikke engang var blevet ordentligt præsenteret for ham endnu, var der stadig ingen grund til ikke at følges, hvis de alligevel skulle samme vej.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Tors aug 31, 2017 11:38 pm

Sorin og Sienna, hans to yngre søskende, havde nydt sig af langt nemmere tilværelser end ham selv. Orion, derimod, havde været den ældste søn. Alle hans faders forhåbninger, forventninger, og drømme havde hvilet mod hans skuldre så længe han kunne huske. Og det havde ikke været en behagelig vægt at bære. Især ikke hvis givet af en mand som Godefroy Thyssen. En meget hård og striks mand. Manden der næsten egenhændigt, i samarbejde med livets onde såvel som gode erfaringer; havde formet Orion til den mand han var denne dag. Blodig og hård træning, imens Sorin læste sine bøger, og Sienna lærte om urter. Orion huskede især de dage, hvor tæv fra hans egen faders hånd var uundgåeligt. En dag hvor der lå en aura af had over manden... Hvor den gamle mand ville stille et spørgsmål, og Orion ville gøre absolut alt hvad han kunne for at give svaret der ville tilfredsstille ham. Bortset fra at der ikke var noget rigtigt svar, og hvert enkelt ord der forlod drengens mund, blot havde øget til faderens vrede. Orion var derfor blevet en velovervejet mand... Kalkuleret i alt fra sine ord, til sine handlinger. Han så hvordan hans fader aldrig ville lade ham slippe væk fra konsekvenserne af hans handlinger; så han udviklede sig til en alvorlig mand, der tog ting seriøst, og aldrig undgik eller undervurderede problemerne foran sig. Den hårde træning og de hårde kår, havde tvunget ham til at blive standhaftig og stærk. Hans faders autoritet havde været absolut, og Orion havde levet under hans skygge; så en del af Orion søgte dominans over andre, og udstrålede autoritet. Han havde grædt flere tårer under skyggen af denne mand, end de fleste ville gøre igennem hele deres liv. Været tvunget til at være ydmyg, underkastende, og ærbødig... Folk der kom for tæt på var en fare for ham. Folk der kendte for meget til ham, kendte hans svagheder og tanker. Og han nød bestemt ikke tanken om at være sårbar, eller i nogen andens magt, end hans egen. Han var en stærk mand, der forstod sig på at installere sin egen vilje i sine omgivelser, selvom han dog sjældent gjorde det. Han havde mærket stinget af en uretfærdig afstraffelse, og yndede derfor ofte at have sympati for de der ikke passede ind, eller blev uretfærdigt behandlet. Manglen på nænsomhed og kærlighed i hjemmet, havde tvunget ham til at søge tilfredsstillelse i sig selv, eller hos andre. I høj grad hos andre, givet hans høje lyst og trang til nydelse og forløsning. En del af ham han dog havde undertrykt og bekæmpet disse sidste par år... med alt hvad der var sket med hans familie.
Folk var hvem de var, og meget ofte ikke af eget valg eller design. Hvilket Orion selv kunne testamentere. Så han dømte sjældent andre for at være hvem de var. At denne kvinde, f.eks, virkede krigerisk, selvstændig, eller konfronterende, rørte ham ikke. Ligeså vel, at Christophers barnlige og irriterende adfærd sjældent virkelig gik ham på. Han accepterede de fleste for hvem eller hvad de var, og håbede at andre ville gøre det samme for ham. Selvom dette dog sjældent var tilfældet. Men i sidste ende havde hans tålmodig og styrke frembragt en enkel og simpel konklusion, efter hvilken han ofte levede sit liv... At man blive til manden man ønskede sin fader havde været...

Orion var ikke altid den bedste til at dømme en persons karakter hurtigt. Dog tog det ham ikke længe før han indså at denne kvinde sikkert gjorde hvad der passede hende. Sikkert drevet af en selvsikkerhed der kunne få guderne til at rødme. Ligesom han havde gjort, brød hun deres øjenkontakt netop som hun ønskede det. Og vendte hendes blik mod lige hvad hun skulle ønske at betragte. Hvilket i sig selv var en ganske attraktiv kvalitet. Han brød sig ikke om kvinder med flakkende blik fyldt med usikkerhed. Ganske simpelt, så virkede det til at hun var typen der vidste hvad hun ville have. At hun så havde lyst til at betragte ham yderligere, og uden at lægge skjul på det, generede ham endnu ikke. Havde han kendt hende lidt bedre, ville han have gjort det samme, men gjorde det dog ikke. Udelukkende for sin egen skyld. Han brød sig ikke om at blive ophidset uden at blive forløst, og holdte derved ganske høfligt sit blik fra hendes nøgne former. Uanset hvor dragende disse former end måtte være. Sagt ganske simpelt... så kunne han blive ualmindeligt ophidset af blot et enkelt vedvarende blik mod en kvindes nøgne former. Dét, og det faktum at han kun meget sjældent jagtede en kvindes affektioner og opmærksomhed, gjorde at sådan en ophidselse ofte endte uforløst og utilfredsstillet. Hans forbandelse, så og sige...

"Yes." Svarede han kort, for så i det samme at sætte i bevægelse. Han forlod søhestens ryg, og endte ved dens side. For så i det samme at give den store hest et klap, hvorefter Midnight så stormede afsted op imod overfladen, og ud over et koralræv. Orion stod kort tid med ryggen til hende og kiggede efter søhesten. Efter kort tids overvejelse, tænkte han at det hellere måtte kommenteres at han havde ladet søhesten gå fri, når den havde kunnet transportere dem hjem. Også selvom hun måske endda ville være ligeglad med hvad han havde at sige. "He's a wild and unruly beast." Begyndte han, og kiggede halvvejs over sin skulder mod hende. "I could never confine him to a stable, strap a saddle on him, or mussle his mouth with reigns..." ... "He deserves to be free." Tilføjede han så endeligt, og vendte sig om mod hende. Nu pludselig lidt tættere end hun havde været da han havde siddet på Midnight's ryg. Hun var lille, for en kvinde der kunne håndtere sig så formidabelt... Eller måske var det bare ham der var stor. Efter at have haft sit blik vendt mod hende i nogle få øjeblikke, vendte han så blikket i retningen mod Cruera, og begyndte langsomt at bevæge sig. Dog ikke uden at være sikker på hun også fulgte med. Med blikket mod det halvmørke hav foran sig, åbnede han atter munden. "My name is Orion. Orion de Thyssen." Og derved introducerede han sig endelig.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Fre sep 01, 2017 12:40 am

Indira havde været ret alene hele sit liv, for det meste kun i selskab med sin far. Og selvom hun havde elsket og respekteret sin far, havde dette stadig været noget hun nogle gange havde været lidt utilfreds med. Hun havde set de andre Mara-børn svømme rundt og lege tagfat og andre lege, mens hun havde været tvunget til at kæmpe på land og i vand, med alverdens forskellige våben, samt at bruge sin egen krop som et våben. Det var først i hendes teenageår, at hun havde sagt lidt fra og begyndt at være sammen med jævnaldrende Mara. Derfor havde hun også kun haft begrænsede sociale evner, op til da. Og sådan set også efterfølgende, fordi det jo ikke var noget man lærte med det samme, det var nærmere end evigtvarende proces. Hendes far havde godt nok lært hende almindelig skik og pli, men han kunne jo ikke lære hende hvordan man omgik folk der ikke var hendes kød og blod. Dette var noget man skulle kastes ud i, ikke noget man kunne få fortalt eller forklaret. Hun havde derfor også haft sine vanskeligheder, da hun først begyndte at opsøge nye bekendtskaber. De andre Mara havde set hende som værende ret ekstraordinær, men ikke nødvendigvis på en positiv måde. Faktisk havde de i langt de fleste tilfælde været det stik modsatte. De havde svømmet i en bue uden om hende, fordi hun havde været excentrisk. Men hun syntes dog selv, at hun efterhånden havde fået udviklet sine sociale færdigheder til en rimelig grad. Og hvis andre ikke mente det samme, havde hun alligevel ikke nogen nytte af dem. Men fordi hun selv var blevet dømt sådan, havde hun aldrig gjort det samme mod andre. Hun kunne da godt finde på at komme med visse forudindtagelser, men det var ikke fordi hun lod sine holdninger til en person farve af disse forudindtagelser. Folk var nu engang som de var, og det skulle der altid være plads til.

Da han svarede hende med et simpelt ja, og derefter hoppede af sin søhest - Midnight, huskede hun - bevægede hun sig ikke ud af flækken. Hun så ham sende den væk, og hun betragtede den svømme væk i al hast, hvorved den hurtigt forsvandt ud af syne. Da Mara’en åbnede munden igen, vendte hun blikket mod ham endnu en gang. Hun lyttede roligt, uden at fortrække en mine. Da han var færdig med at tale, nikkede hun. Hun var helt med på hans tankegang, og hun var yderst tilfreds med det han lige havde sagt. Hvilket desuden var det længste han havde sagt lige siden hun mødte ham, og så oven i købet det der bedst havde givet hende et indblik i hans personlighed og tankegang. Det kunne hun godt værdsætte. Derfor lagde hun heller ikke skjul på sin holdning til dette: "I find that very admirable." Hun pausede, mens hun lod ham mærke hendes oprigtighed. Så tilføjede hun: "And I agree completely." Han var meget tættere på hende nu, end han havde virket til at være før. Han var kun lige langt nok væk til, at hun ikke ville være i stand til at røre ham, hvis hun prøvede at række armen ud. Ikke at hun havde i sinde at gøre dette, det var blot en iagttagelse, hun gjorde sig. Da han begyndte at svømme mod Cruera, fulgte hun ham. Da han endelig præsenterede sig, lagde hendes ansigt sig i eftertænksomme folder, som hun prøvede at placere navnet, uden at stoppe med at bevæge sig. Så kom hun i tanke om hvor hun kendte det fra, og der undslap et lille: "Oh" fra hendes læber. Så kiggede hun hen på ham, mens hun sagde: "I believe our fathers were…" Hun prøvede at finde et andet ord end fjender, for hun kunne ikke beslutte sig for om det var for kraftigt, og hun havde desuden heller ikke lyst til at bruge det om deres fædre i fællesskab. "Acquainted" endte hun derfor blot med at sige, efter en kort tænkepause. Hun overvejede hvor meget denne Orion mon kendte til deres fædres fejde, og hvordan dette ville påvirke hans syn på hende. For at være på den sikre side, lod hun sin højre hånd glide ned omkring sin ene kniv på højre side, da han befandt sig på hendes venstre side, mens hun endelig lod sit eget navn slippe ud. "I’m Indira Lavanya."


Sidst rettet af Indira Fre sep 01, 2017 4:24 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Fre sep 01, 2017 11:17 am

I en sådan alder, hvor Orion ville have kunnet danne betydningsfulde venskaber; blev han i stedet sendt ud i det vilde. På hvad der blev kaldt 'The Trial'. En brutal Thyssen tradition. Så i stedet for at sove under et tag, danne venskaber, bruge sin tid med familien; var han fra en alder af 13 år, alene i havet og naturen. Først et par år efter kunne han komme tilbage. Men det var dog ikke alt sammen grå dage og smertefulde minder... Orion voksede op til at blive en ganske flot ung mand. Hvilket måske også var noget af det eneste der virkede til hans fordel. I de få instanser hvor hans far ikke lagde sin skygge over ham og indledte den hårde træning, brugte Orion en del tid med det modsatte køn. Det var ingen hemmelighed, og intet han nogensinde ville benægte, at han havde brugt meget tid med andre unge kvindelige Mara da han selv var ung. Ikke at de nogensinde blev hans nære veninder eller lignende... Han brugte ofte sine fridage i Smioca, hvor han brugte sit ydre og enhver lille del af charme og tiltrækkende autoritet, til at komme imellem benene på hunkønnene. Det var ikke ligefrem en tid af sit liv han var særlig stolt over, dog. Men hans lyst og trang til seksuel nydelse og tilfredsstillelse voksede sig kun større og større, desto ældre han blev. Nogle forsøgte endda at arrangere ægteskaber med ham. Hvilket han altid afviste. Selv dengang var hans forståelse stor nok til at indse, at en enkelt kvinde nok ikke ville være fortsat villig eller i stand til at være det ene fokus for hans lyster. Desuden kunne han aldrig finde på at lægge et sådan ansvar på en enkelt kvindes skuldre... Og samtidig ønskede han bestemt ikke et nært forhold i hvilken han ville være nødsaget til at gøre sig et sådan offer af afholdenhed; hvis hendes lyster ikke skulle matche hans egne. Så ja.. Orion brugte langt mere tid hos det modsatte køn, end andre drenge eller unge mænd. Andre hankøn blev hurtigt set som konkurrenter eller rivaler af en art, da Orions sind hurtigt blev vendt imod det seksuelle potentiale af ethvert forhold til en ung kvinde... En ganske tilfredsstillende del af hans ungdom. Og dog, stadig meget ensomt.

Orion havde en ganske aggressiv og territorial natur, nærmest. Selv hvis han ikke viste det. Dette betød også at han til tider var en anelse dybsindig, lagt sammen med hans indædte ærlighed. Hvis han ikke overvejede og tænkte over tingene på et højere plan end bare hvad hans sanser kunne fortælle ham; ville han nok have været en helt anden person. En meget mere ubehagelig person. Dog var han da glad for at hun var enig i hans ord, og formåede at kunne se det fra hans synspunkt. To fremmede, enige om en sådan ting. Meget tilfredsstillende, faktisk. Hendes tone var også anderledes, syntes det. Ikke lige så defensiv eller uhøflig som tidligere. Hvilket i sidste ende atter åbnede op for Orions svage interesse og beundring af den unge kvindelige Mara. Hvilket endvidere også ledte til at han introducerede sig. Det ville han jo nok have gjort uanset hvad, men nok meget senere. At hans navn så også fremprovokerede et 'oh' fra hendes læber, overraskede ham ikke. Faktisk sukkede han lidt lydløst, men ventede ellers ganske stille og tålmodigt på hvad hun nu ellers ville sige.
I hans tålmodighed, gjorde han også hvad han kunne for at holde sit blik mod passagen foran dem, frem for at vende blikket for meget mod hende. Men som han hørte og fornemmede hendes bevægelser ved hans side, blev hans blik dog alligevel draget.

Hun så ung ud. Sikkert nogle år yngre end ham selv, dømte ham. Og hun var meget attraktiv og behagelig at kigge på. Hvilket faktisk overraskede ham i et minimalt sekund; da det først var i dette øjeblik at han indså det. Slank, og med klare tegn på fysisk træning og en velholdt krop - og dog stadig med markante og fyldige kvindelige former. Hendes hvide og sorte hale drev hende fremad, som hans egen gjorde ved ham. Og hendes meget lange hår fulgte hendes krop, som tusind små lysebrune bølger. Hvad han kunne se af hendes ansigt imens han bevægede sig fremad, tydede på meget iøjnefaldende træk. Store øjne og tynde øjenbryn, der uden tvivl kunne virke meget intimiderende hvis hun skulle have lyst til det. Han forestillede sig at hendes læber både kunne forme et tiltrækkende smil, men også en forstyrrende mine. Som hans blik gled over hende, og slet ikke diskret, bemærkede han hendes ene hånd hvile ved hendes bælte, på hendes anden side. Hvad hånden gjorde kunne han af gode grunde ikke vide, men han vendte dog blikket fremad alligevel, da hun så introducerede sig. "Lavanya?" ... "I see.." Bemærkede han blot, roligt som hidtil. Selv rørte hans hånd ikke sin sabel. Og han frygtede nu heller ikke at hun ville trække hendes våben, og plante den i hans krop. Hun så meget stærk ud, både af krop og sind. Men han fangede ikke megen ondskab eller hævngerrighed over hende... Hvilket han i hvert fald ville have kunnet se på hende, havde det været tilfældet. Lavanya? Var det manden der havde kaldt hans mor en heks? Måske havde han været én af mange, der havde beskyldt Sorin for Sienna's død? Eller måske han blot var en der ikke havde brudt sig om Thyssen familiens arv, og krydset hans far med hårde ord og beskyldninger... Orion kunne ærlig talt ikke huske det. Og for ham var det også en anelse ligegyldigt. Alt han vidste, og kunne huske, var at manden var død.. Så selv hvis han havde kaldt hans kære mor en heks, eller beskyldt hans bror for mordet på hans søster, så var der ikke meget Orion kunne gøre nu. "So.." Begyndte han så, endnu med blikket rettet fremad. "Do you suppose we should draw our blades, and carry on our fathers' quarrel?" Den underliggende tone i hans ord var diskret, men tydede dog alligevel på at han selv syntes en sådan ting ville være åndssvagt og nytteløst.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 12:03 am

Indira havde altid været en flot pige, også som lille. Men hendes udseende havde alligevel ændret sig meget henover teenageårene, som det jo så ofte gjorde. Hun havde udviklet kvindelige former, som hun ikke havde haft førhen. Hendes hale havde ændret sig, som den jo gjorde med alle kvindelig Mara, når de blev kønsmodne. Desuden havde hendes ansigtstræk også ændret sig, idet de begyndte at blive mere fremtrædende end før. Hendes høje kindben var specielt et af hendes tiltrækkende ansigtstræk, havde hun fået sig fortalt flere gange. Problemerne med folk der undgik hende falmede også i løbet af teenageårene, jo smukkere hun blev. Dette gjaldt dog mest for de mandlige Mara, og derfor havde hun også oftest fundet sig i disses selskab. Hun var gået fra at være en smuk lille pige, til hvad drengene altid havde kaldt for 'lækker'. Men de kunne kalde hende hvad de ville, så længe de ikke undgik hende som i fortiden. Og i teenageårene havde hun derfor lært at fange de modsatte køns interesse, samt at holde den. Dette var hun dog oftest ikke ligeså interesseret i. Hun havde da mødt nogle, som hun havde været sammen med flere gange, men hun havde aldrig været i nogen form for forhold, og hun havde aldrig skænket ægteskab en tanke. Det havde hun ikke været klar til. Og som det så ud på nuværende tidspunkt, var hun stadig ikke klar. Måske hun blev det en dag, hvis hun fandt en Mara der kunne holde hendes egen interesse på længere sigt. Men dette havde endnu ikke været tilfældet. Hun blev altid distraheret og så fangede noget nyt hendes interesse. Eller rettere sagt, nogen ny, ikke noget nyt. Hun fandt en ny at fokusere sin seksuelle lyster og behov på. Og dette gjorde hun rimelig ofte, da hun ikke blot havde få af den slags lyster og behov. Og dette var noget hun ikke var villig til at gå på kompromis med. Ikke i en særlig høj grad, i hvert fald. Derfor havde hun ikke nogen udsigt til ægteskab. Hun havde behov at opfylde, og hun kunne ikke få disse behov opfyldt, hvis hun mistede interessen i sin partner. I hvert fald ikke af samme person. Og så gik hele princippet med ægteskab jo af, og det gav bedre mening for hende at forblive uafhængig af en ægtefælle. Hendes seksuelt skiftende tiltrækning, var faktisk noget af det der frustrerede hende allermest ved sig selv. Det var selvfølgelig fysisk tilfredsstillende at have hendes seksuelle appetit, men det var til gengæld langt fra tilfredsstillende på et psykisk plan. Dette skyldtes det faktum, at hun aldrig nåede at knytte et ordentligt bånd til et enkelt individ. Hun lærte sjældent mere om dem, end deres navn. Og dette glemte hun alligevel som regel bagefter. Måske hun kunne finde sig en ægtefælle en dag, der kunne tilfredsstille hendes psykiske behov, og som var okay med hendes søgen efter fysisk tilfredsstillelse andetsteds. Men det var nok mere drøm end det var virkelighed.

Hun kunne mærke hans blik på hende, men hun gjorde ikke noget ved det. Han havde enhver ret til at kigge så meget på hende, som han ville. Det var en af øjnenes rettigheder, hvis hun selv skulle sige det. Hun ville da også til enhver se på lige hvad hun ville, lige så længe hun ville. Dette kunne dog godt fremstå uhøfligt eller ligefrem direkte provokerende, så hun prøvede inderligt at lade være med at stirre direkte på en person i for lang tid, hvis de virkede til at blive provokerede eller utilpasse med situationen - med mindre dette selvfølgelig netop var pointen bag det. Men personligt rørte det hende ikke, når folk stirrede på hende. De kunne stirre alt de ville, det var deres eget valg. Hun var også af den holdning, at folk var alt for fintfølende omkring dette, men det kunne hun selvfølgelig ikke gøre synderligt meget for at ændre på, så hun havde lært at acceptere det i stedet.

Hun kiggede først i hans retning, da han atter åbnede munden. Og på samme tidspunkt, forsvandt hans eget blik, der havde hvilet på hende, for i stedet at kigge ligeud. Næsten som om de havde skiftedes til at kigge på hinanden. Da hans kommentar var meget vag og umulig at tyde, gik hun ud fra at der måtte komme mere fra ham om lidt. Ellers vidste hun nemlig ikke helt hvordan hun skulle svare. Og ganske rigtigt, lod han nogle flere ord slippe ud, ikke længe efter. Der virkede til at have været en tænkepause imellem hans sætninger, så måske han tænkte over hvor han kendte hendes navn fra, ligesom hun havde gjort med hans eget. Dette ville give god mening. Efter at have hørt hans spørgsmål, kiggede hun også på vejen forude i et stykke tid, mens hun prøvede at finde ud af hvordan hun skulle formulere sit svar. Ordvalg var en vigtig del af enhver samtale, og i netop dette tilfælde var det endnu mere afgørende, så hun ikke ved en misforståelse startede en ny fejde eller i hvert fald kamp. Men selvom hans tonefald var vanskeligt at tyde på, syntes hun dog alligevel at ane et snert af hvordan han havde det med sagen. Det lød ikke som om det var hans intention at gøre netop dette, og det fik hende så småt til at fjerne hånden fra sine knive, imens hun endelig svarede: "I would much rather avoid it, if you don't mind. We are not our fathers and I believe that their quarrel should die with them. I'm sure both of us will have enough quarrels of our own throughout life, without having to fight our fathers' battles as well." Så smilte hun stort, direkte i hans retning, selvom han havde en vane for at kigge meget fremad, og muligvis ikke ville se det. Og i så fald, ville det næste hun sagde måske opfattes lidt forkert. "Besides, I don't make a habit of killing Mara, when I can avoid it. Seiri, sure, but I take no pleasure in killing my own kind." Hun blinkede med et gavtyveagtigt glimt i øjet, såvel som et drillende smil. Det var mest ment som en jokende kommentar, men der var unægteligt også en del sandhed i dette.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 1:16 am

Orions tvungne og nødvendige afholdenhed, trods den enorme frustration der fulgte, passede fint til hans natur. Han var blevet voksen. Han havde udviklet sig til en ganske moden mand, med et fast og beslutsomt greb omkring hvem han var, hvad han var, og hvad han ville have. Og kompromis blev kun gjort på hans egne præmisser og for hans egen vindings skyld. Han vandt ikke meget af at undertrykke sine seksuelle lyster, men det havde været nødvendigt indtil nogle få måneder siden - hvor Sorin forsvandt. Og nu, selvom han som sådan ikke behøvede at lægge et sådan låg på sine lyster og trængsler, var det blevet lidt af en vane... At lide under vægten af sin egen disciplin og stædighed. Sjovt, hvor afhængig man nærmest kunne blive af smerte og afholdenhed. Som om at det i lang tid havde været hans eneste formål i denne verden; at være stærk og rank, og lide under processen.

Han tillod mange ting, og så igennem fingre med endnu flere. Men han var dog alligevel ikke en push-over, eller lignende. Han havde dog nogle få fejl i sin væremåde. En tendens til at skuldre og udtåle andres manipulerende adfærd eller tendenser. At leve med de små ting der gjorde ham ubehageligt tilpas. Helt indtil det øjeblik hvor det simpelthen var for meget. Hvilket ofte gjorde, at når han så endelig sagde fra, blev det gjort meget aggressivt. Og ikke mindst på et så sent tidspunkt at det ville være noget nær umuligt at rode bod på det igen. En fejl i karakteren, måske... Men det var dog ikke hans opgave at rette på folk. Hvis man ikke selv kunne identificere en fortsat giftig opførsel, var det ikke hans opgave at gøre personen opmærksom på det. Det kunne dog hurtigt blive hans opgave at lukke helt og aldeles ned for det, når han så endelig fik nok af det. En adfærd og tendens der nok heller ikke ligefrem ville virke vidundere i et mere fast forhold. Og endnu en af mange grunde til at han undgik for nære bånd. Men en af de mest vægtige og tunge årsager, måtte nok være hans frygt for for megen sympati for hans trængsler. At en person der kom for tæt på ham, ville begynde at kigge på ham med andre øjne, grundet hans mange trængsler og smertefulde oplevelser i sit liv. En frygt for at en elsker ville se ham som... skadet. Selvom han måske i al hemmelighed ønskede en sådan kærlig eller omsorgsfuld sympati, vidste han at det potentielt kunne ændre på alt imellem ham selv og sin partner.

Hvis han havde stirret på hende, beundret hendes krop, og forestillet sig de mange muligheder... ville han ikke have lagt skjul på det, overhoved. Han havde dog betragtet Indira nært og opmærksomt, og set næsten alt af hende der overhoved kunne ses. Men havde dog gjort hvad han kunne for ikke at indblande sin livlige fantasi, eller blive alt for beundret. Såvel som ikke at vise nogen form for intention eller videre interesse. Også selvom hun skam allerede havde vækket hans interesse. Men selv hvis han ikke kiggede direkte på hende, bemærkede han dog alligevel hendes blikke mod ham. Nu var de jo heller ikke ligefrem adskillige meter fra hinanden, men lige ved siden af hinanden. Så bevægelsen af et hoved iblandt de livlige bevægelser af deres haler og kroppe, var nu heller ikke for svært at opfatte. Og især nok ikke for dem, som var så vandte til at være opmærksomme på deres omgivelser.
Som hun begyndte at tale og svare på hans ord, nærmede de sig en lidt mørkere del af Cruicia. Mere tæt bevokset med tang, og uden en klar passage. Hvilket tvang ham til at sænke farten, og bruge hænderne til at fjerne tykke søjler af tang fra hans vej. Hvilket dog også gav ham mere tid og fokus til at lytte til hendes ord, og forstå deres mening. Ligesom han havde opfattet hendes blikke mod ham, opfangede han også smilet hun sendte ham. Et stort smil, endda. Bestemt ikke et tegn på samme attitude som da de havde mødt hinanden blot nogle få øjeblikke tidligere. Han forblev dog stille, og skubbede en tyk søjle af tang til siden, som hun kom med hendes tilføjende kommentar. Hans ansigt blev ikke vendt helt imod hende, men hans øjne fangede hende dog ud af øjenkrogen, i et let skævende blik. "That's very good to know.." Kommenterede han så roligt, men ikke uden at lade et lille smil forme sig over hans mundvig. Jo, han kunne skam godt være foruden at mærke hendes evner med hendes knive på egen krop. Så at hun var af helt og aldeles samme indstilling som ham selv, var meget tilfredsstillende. Meget, endda. Og med smilet kunne han næsten fornemme deres fædre rulle sig rundt i deres grave over den samtale de havde haft hidtil. "With this kind of progress, we might even live to see the day, when a Lavanya and a Thyssen can greet eachother on the street... without wanting to rip each other's arms off." Kommenterede han så selv. Tjoh, han kunne skam også selv formulere sig i en nogenlunde humoristisk og udfordrende tone. Han gav hende dog ikke et gengældende blink og glimt i øjet, som hun havde givet ham. Men havde havde dog vendt hovedet mod hende, og ladet hende se hans lille smil. Og efter at have hvilet mod hende i kort tid, blev blikket også automatisk ført videre over hans skuldre. Instinktivt, for at sikre sig de to ikke blev efterfulgt af noget eller nogen. Det var trods alt en smule mørkt omkring de to. Og hvis hun havde været længere væk fra ham, ville han nok have haft svært ved at spotte hende omkring de mange rækker og søjler af vildtgroende tang.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 3:09 am

Indira gjorde sig ikke rigtigt i afholdenhed. Hun kunne godt være en lidt utålmodig person, på nogle områder, og derfor kunne hun også virke ret så dominerende, til tider. Hun var ikke bange for at udtrykke hvad hun ville, og hun havde fundet, at dette ofte resulterede i hende der fik netop dette; hvad hun ville have. Hvad end det så måtte være. Desuden var hun ret åben omkring de ting der ikke behagede hende. Det var også derfor man nok skulle være sikker, hvis Indira havde et problem med en person. Dette oplevede hun dog ikke så tit, heldigvis. Men det var nok mest fordi hun sjældent havde bekendtskaber der var hende nære nok, til at gå hende på nerverne. Hun havde i hvert fald rimelig meget altid gjort som det passede hende. Den eneste hun havde lyttet til, stort set uden forbehold, havde været sin far. Og da han ikke var i live længere, var der ikke længere nogen der kunne kontrollere hende, så at sige. Hendes far havde heller ikke kontrolleret hende, men havde dog haft en stor indflydelse på hendes adfærd og gøremål. Nu satte hun selv sin dagsorden, og dette kunne faktisk godt være lidt vanskeligt, når man var hende. Hun trænede ofte, for at holde sig kampklar og i form til enhver tid. Men efter hendes fars død havde kamptræningen alligevel stilnet lidt af, og mængden af en bestemt fysisk krævende aktivitet tog til. Hun havde nogle gange overvejet om hun mon simpelthen havde kanaliseret den manglende nærvær fra hendes far over i midlertidige nærværsakter, der kunne afholde hende fra at føle sig så ensom, afholde hende fra virkelig at mærke tabet hun havde lidt. Dette var meget muligt, men eftersom det virkede, havde hun ikke i sinde at stoppe. Hun kunne begrave følelsen af ensomhed i adskillige seksuelle partnere for evigt. Og selv hvis hun ikke kunne, kunne hun i hvert fald gøre et bravt forsøg.

Som hun lod sine tanker vandre i denne retning, begyndte hun at mærke trangen til fysisk tæthed endnu en gang. Per automatik fandt hendes øjne den mandlige Mara ved hendes side, og hun betragtede Orion nært. Det var næsten smerteligt iøjefaldende, hvor tiltrækkende Orion var. Hans mørke hår og generelle ansigtsbehåring, stod i klar kontrast til hans hvide tænder. Det lød måske halvmærkeligt, men Indira tændte faktisk på en måde på flotte tænder. Hun tændte i hvert fald ikke på helt skæve, misfarvede tænder, det var helt sikkert. Hun havde selv altid passet godt på sine tænder, for tandhygiejne var en vigtig ting. Desuden tændte hun i høj grad på veltrænede mandlige kroppe, hvilket jo langt fra var usædvanligt. Og begge disse, levede Orion helt bestemt op til. Det var tydeligt, selv i den dårlige belysning de var på vej ind i, at han var et pragteksemplar direkte fra den royale garde. Hvilket også gav god mening, da de jo var trænede soldater, og skulle være i formidabel form. Indira tog sig selv i at tænke, at hun burde tage op omkring slottet noget oftere, om ikke andet, så blot for at iagttage vagterne der var posteret rundt omkring. Hun skulle jo også bare have noget godt at kigge på en gang i mellem. Men hun var alligevel taknemmelig for det tilvoksede område de netop bevægede sig ind i. Så havde hun nemlig ikke længere muligheden for at betragte hans veltrænede krop, og havde noget tid til at fokusere sine tanker på noget andet. Det var upassende for hende at have den slags tanker, i hvert fald på nuværende tidspunkt. Og dog, kunne hun ikke lade være med at spekulere på, om det mon overhovedet var så upassende. Hun tvang dog sig selv til at stoppe med at spekulere, og koncentrerede sig fuldt og fast om at komme igennem tanget, mens hun holdt et vågent øje på dette, så hun kunne spotte eventuelle gemte farer.

Da han svarede på hendes konstatering, undlod hun endnu at kigge på ham, og nikkede bare, en smule fraværende, da hun kiggede ind i tangplanterne imens. Dog vendte hun hovedet imod ham igen, da han endnu en gang åbnede munden. Hun lyttede til hans ord og bed så kraftigt mærke i hans efterfølgende smil, selvom det ikke var særlig stort. Dette gjorde blot hendes eget smil større, fordi det var første gang han ikke havde virket totalt kølig og afregnet. Det gjorde ham også endnu mere attraktiv. Hun kiggede dog væk inden hun talte. "I can assure you, that arms are not the things I usually prefer ripping off." Hun havde ikke lyster efter at hive folks arme af. Dog havde hun ofte lyster om at hive folks tøj af. Men da havfolket sjældent gik med tøj, og i så fald ikke meget af det, var dette sjældent et problem for hende. Hun vidste ikke helt hvordan hendes tonefald havde været, eller hvad han ville udlede af konstateringen, men det var vel heller ikke hendes problem, egentlig. Hun var stille i noget tid, og så tilføjede hun: "You look good when you smile, by the way. Of course, you look good when you don't smile as well, but I like your smile." Hun kiggede stadig frem for sig, og ikke på ham. Hun var, som tidligere nævnt, en meget ærlig person, der talte lige ud fra posen. Hun sagde hvad hun mente, og lod ofte sine tanker komme til udtryk, når hun dømte det 'sikkert' at gøre. Han kunne ligge i det hvad han ville, men hun fortalte blot sandheden. Måske hun skulle have holdt sin kæft, så han ikke troede hun lagde an på ham, men det var i bund og grund ligemeget. Desuden var hun ikke engang selv sikker på om hun gjorde dette eller ej.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 10:34 am

En anden mand ville måske have lagt vægt på, hvordan hun ville have svært ved at slå ham ihjel. Eller vægt på sig selv og sine egne egenskaber, da snakken var vendt mod valget om de måske bare skulle slås. Nogle mere kvikke mænd ville nok også svare med mere provokerende og udfordrende bemærkninger end han selv havde gjort. Men Orion var ikke af en sådan støbning. Han havde nærmest aldrig lyst til at provokere folk, eller lokke en tvungen reaktion ud af dem. Det var skam også sjældent at han talte om sig selv særligt meget. Så selvom han skam var en meget ærlig og selvsikker mand, kunne det dog også være meget sjældent at han var udfordrende eller kæk i sin tone. Endnu en ting han var vokset fra siden sin ungdom. Og han var faktisk glad for det. Generelt var han meget tilfreds med manden han havde vokset sig til at blive. Men var dog langt fra tilfreds med den hårde process og de erfaringen der havde krævet af ham. Så Orion var bestemt ikke utilfreds med hele denne situation. Hverken utilfreds med Midnight der havde bragt ham til hende, samtalen de to havde ført siden da, eller utilfreds med hende. Som det aller mindste, så forsøgte hun ikke at jage ham væk, eller true ham for at få fred.

Dog var hendes seneste ord ikke en tone han havde forventet at høre! Man kunne ofte få lov til at lede længe efter en kvindelig Mara der var så direkte i sit sprog. Han kunne dog ikke helt finde ud af om hun rent faktisk lagde an på ham, eller om det bare var en ærlig natur der viste sig. Først en kommentar om at rive noget andet af en arme, fulgt af et kompliment til Orion. Noget han dog slet ikke var vandt til, så smilet dulmede og brynene blev en anelse rynket da han hørte hendes noget så direkte kompliment. Også selvom et diskret smil endnu hvilede mod hans mundvig, som han kiggede frem foran dem. Endnu engang kunne han have svaret på mange måder. Måske været rapkæftet og taget rundhåndet imod hendes kompliment. Måske holde svaret ved hvad der mon skulle rives af andet end arme. Men i stedet valgte han at tage imod hendes kompliment, og gengælde den. "Thank you." I stedet for at kigge frem, blev hans blik vendt mod siden, mod hende. Inden hans blik dog løb alt for løbsk over hendes svagt belyste nøgne overkrop, kiggede han dog frem igen, og arbejde stadig med hænderne for at fjerne noget tang fra sin vej. Han overvejede hvad han ellers skulle sige. Han var bestemt ikke bange for at komplimentere hende, eller kigge hendes i øjnene som han gjorde det. Dog var Orion ikke den bedste med ord; ikke hvis man spurgte ham selv. Og hvis han ikke var forsigtig, ville hans kompliment af hende bare give videre udtryk for hans seksuelle lyster... Hvilket ikke altid var særligt høfligt at sige til en fremmed ung kvinde. "That is high and honest praise, coming from a woman as attractive as yourself.." Endte han med at sige, og havde i mellemtiden også vendt blikket mod hende, for at lade sine øjne understrege hans ord.

Jo, Orion kunne skam godt klare sig med lidt flere lektioner i høflighed eller lignende. Men sådanne ting afhang altid af kvinden. Nogle kvinder virkede så underdanige og søgende, at han kunne nærme sig selv, stirre på dem, og allerede dér mærke deres knæ blive bløde. Andre kvinder var adelige og fisfornemme, eller særligt romantiske. Indira var stærk og talentfuld, så meget var han slet ikke i tvivl om. Desuden flirtede han sjældent med kvinder når han ikke befandt sig i et sted som Smioca, eller på land. Smioca var et unikt sted. Et ynglested, ganske bestemt. Hvis man befandt sig dér, var ens intentioner allerede tydelige fra start. Og nogle gange behøvede man ikke engang sige noget, før to kroppe var presset mod hinanden, og hans to hænder var plantet mod en kvindes bløde krop. Det var dog heller ikke usædvanligt at tage en kvinde med sig helt til Smioca. Men udenfor deres yngleplads, kunne livet for en Mara være fokuseret på meget mere end det lystige. Pligter, arbejde, familie, træning. Orion skulel dog arbejde en smule for at hans tanker ikke konstant hvilede mod en nydelse en nøgen kvindelig krop og en villig kvinde kunne give ham. Så hans adfærd og ord kunne også reflektere at han ofte ikke kunne adskille de to tilværelser fra hinanden. Hvis han havde været i lidt bedre humør, givet hvad der var sket med hans familie, havde han sikkert brugt langt det meste af sin tid i Smioca..
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 3:35 pm

Indira havde altid været videbegærlig. Hun fandt mange ting rimeligt fascinerende, og specielt hvis det var noget hun ikke havde stødt på før, eller ikke havde fuld viden omkring. Derfor havde hun altid søgt at opnå mest mulig viden om, tja, så meget som hun overhovedet var i stand til. Dette gjaldt også for personer, som hun fandt interessante. Hvis en person havde pirret hendes nysgerrighed, ville hun gerne vide så meget om dem som muligt. Og så var det fuldkommen ligegyldigt hvem personen var. Det rørte hende heller ikke, hvad andre folk mente om en person. Faktisk, kunne det ofte blot gøre hende endnu mere interesseret i at lære mere om personen, hvis hun blev gjort opmærksom på at denne person var en eller anden form for afviger eller udstødt, så hun kunne danne sine egne indtryk. Og sådan havde hun det med Orion, havde hun hurtigt opdaget. Men ham så hun lidt som en udfordring, da han virkede til at være ret lukket omkring sig selv. Dette gjorde hende dog kun mere interesseret. Og dette var ikke på nogen seksuel måde, overhovedet. Normalt var hun faktisk ikke interesseret i sine seksuelle partnere på et dybere niveau, end blot det fysiske hun ville have fra dem. Og folk hun var fascinerede af, var hun som regel ikke interesseret i seksuelt. Derfor var Orion lidt af et usædvanligt tilfælde, indtil videre. Det første hun havde bemærket ved ham, var hans fysiske tiltrækningsevne, men i løbet af deres samtale havde hun også opdaget en undren om hvad der mon foregik inde i hans hovede. Hun havde blandt andet bidt mærke i måden, hvorpå han ikke betragtede hende for længe af gangen. Dette ville ikke normalt være underligt, da mange folk anså dette som værende uhøfligt, men det virkede blot ikke til at være tilfældet hos Orion. Måden han gjorde det på, fik det til at virke som om der var en helt specifik grund til, at han ikke kiggede på hende i længere tid. Næsten som om han ikke var i stand til dette. Og det var helt klart noget hun var interesseret i at vide, hvorfor han ikke var i stand til dette. Hvad afholdt ham og hvad skulle der kunne ske ved at han gjorde netop dette? Hun fik ærligt talt lyst til at tvinge ham til at holde sit blik på hende, på en eller anden måde, bare for at se hvad der mon ville ske. Hvad tænkte han, og hvad ville han tænkte hvis hun gjorde dette? Tanken om dette var pirrende, fandt hun. Det var næsten som om det var pinefuldt for ham at kigge på hende, hvilket kunne tages som en fornærmelse, men hun var ret sikker på at det ikke var fordi hun var afskyelig i hans øjne. Det var ikke på en sådan måde, at han kiggede væk.

Endnu mere sikker i sin sag blev hun dog, da han først takkede hende og derefter besvarede hendes kompliment, med et kompliment selv. Hun så ham ind i øjnene, da han besvarede hendes kompliment. Hun holdt øjenkontakten, uden at kigge væk på noget tidspunkt. Det skulle være op til ham, hvornår han ikke kunne kigge på hende længere. Hun kunne se i hans øjne, at det ikke var en tom kompliment. Desuden virkede han ikke ligefrem som en person, der gav tomme komplimenter. Og hun var som regel meget god til at læse personer. Hendes blik var nok rimelig intenst, så hun prøvede at lette det ved et mindre smil, inden hun svarede ham. "I could say the same, it would seem. Thank you." Hun foretrak klart at omringe sig med ærlige folk, der sagde hvad de mente, og ikke hvad de troede de skulle mene. Men dette var sandsynligvis også fordi hun selv var en så ærlig person, som hun jo nu engang var. Hun havde stadig blikket vendt mod ham, men da hun begyndte at kunne se ham i bedre belysning, vendte hun alligevel blikket forud, for at iagttage de nye omgivelser. De var så småt ved at være ude af den tilvoksede del, og hun begyndte at kunne se de bylige omgivelser Cruera bragte med sig. Hun tog sig selv i at føle en vis skuffelse over dette syn. Hun havde endnu ikke lært nok om Orion, ikke så meget som hun gerne ville. Hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre, for at lære mere om ham. Hun var ikke sikker på at han ville have dette, og hun ville ikke presse sig på, ikke for meget i hvert fald. Det var for hurtigt, og hun kunne godt være tålmodig når det kom til at lære folk at kende. Hvis hun fandt dem interessante nok, skulle hun skam nok tage sin tid med at komme ind på livet af dem, selvom hun ikke normalt var en særlig tålmodig person. Og hun vidste på forhånd, at hun var villig til at lade det tage den tid det måtte tage, for at komme ind på livet af denne Mara. Hun havde en mistanke om, at det ikke ville blive let, men hun var ikke typen der gav op på en udfordring.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 4:56 pm

Orion var bestemt ikke længere typen der desperat jagtede de kvindelige Mara'er. Nok var han attraktiv og nem at se på, men nu var alle kvinder jo heller ikke de mest fair væsner. Han var skam ligeglad med at der havde været nogle kvinder som havde afvist ham, eller drevet gæk med ham. Måske endda ydmyget ham. Sådan var var det nu engang. Afvisning, og at lære at blive afvist, var en naturlig del af en ung mands liv. Men selvom Orions lyster i et svagt øjeblik kunne få ham til at gøre meget; så havde han ikke længere lyst til at opføre sig som en romantisk teenager, og jagte de unge kvinder her og der. Selvfølgelig ville han ikke bare blive siddende i sit hjem og vente, men han var ikke længere ung og naiv. Hans ben blev ikke til gelé så snart han så en nøgen kvinde, og han skælvede ikke længere under deres berøringer. Med andre ord, så vidste han hvad han ville have. Og vidste ikke mindst, at hvis en kvinde agtede at have ham, var det ikke hans pligt eller opgave at gøre det nemmere for hende. Hvis en kvinde ville have ham, kunne hun komme til ham. Han havde ting at tage sig af og pligter at opfylde... Især disse sidste på år.

Med dét sagt, så var Orion skam heller ikke bange for lidt hårdt arbejde. Han fandt sig ofte tiltrukket af stærke og mystiske kvinder. Kvinder der udtrykte og udstrålede selvsikkerhed og egenrådighed, men som dog alligevel lokkede og forførte. Og med stærke kvinder, mente han bestemt ikke maskuline kvinder. Men det var også alt sammen halvvejs underordnet. Hvis Orion ikke længere kunne styre sig selv, eller holde sig selv fra en kvinde der konstant tændte hans fantasi eller forførte hans krop; ville han ultimativt tage det skridt der ville kvinde denne måske mystiske kvinde til at tage et endegyldigt valg. Om hun ville være hans, om så bare for en enkelt nat - eller om hun ville stoppe med hendes lokkende attitude, og lade ham være i fred. Og mere simpelt syntes han ikke det kunne blive. Et enkelt kompliment, et par lange blikke, og en lille håndfuld smil var næppe nok til at provokere ham til en sådan handling, men Indira havde dog vækket hans interesse. Hun havde udvist nogle af de kvaliteter han fandt tiltrækkende i det modsatte køn, foruden dét at være meget behagelig at se på, blandt andet. Men... selvom en del af ham skam havde lyst til bare at kaste sig over hende, var det dog alligevel ikke nok til at han ville gøre sådan noget. Ikke at han behøvede nogen større indsigt i hendes sind eller lignende... et første møde som deres havde blot næppe været præmissen for en hed omgang et afsides sted. Også selvom han skam fornemmede tiltrækningen imellem dem...

En lille stilhed faldt imellem dem, eller i hvert fald fra hans side, efter den lille udveksling af komplimenter og lange blikke. En stilhed der lod dem begge betragte synet af Cruera i afstanden efter den tætte bevoksning. Cruicia var nu snart bag dem, og det spraglende undersøiske byliv var før dem. Og han fangede pludselig sig selv i at syntes, deres tur var gået lige lovlig hurtigt.. De havde da ellers været et godt stykke fra Cruera, ikke? Uanset hvad, så stopepde han op ikke langt fra byens grænse. Foran dem kunne man se en horisont af hustage, såvel som slottet i baggrunden. En masse Mara der svømmede his og her, spurtede over tagene, eller snoede sig imellem de mange huse og bygninger. Orion vendte sig så endelig mod Indira. Gjorde automatisk ryggen rank og halen under sig. Sænkede hagen som hans blik fandt hendes øjne at hvile sig i. "I must return to my post at the Castle.." Sagde han så bestemt, men ikke uden hentydningen af et smil. Hvad han ellers skulle sige, vidste han dog ikke helt. Og hans overvejelser resulterede i nogle svagt rynkede øjenbryn, og et blik der lidt fraværende gled ned over hendes læber og hage. "I'm pleased you knew how to handle yourself back there." ... "Perhabs we'll meet each other again, some day.." Tilføjede han så meget kort tid efter med et blik der atter havde fundet frem til hendes mandelformede blå øjne. Han tog en dyb indånding som han rankede ryggen og lod sin ene hånd hvile mod sværdknobet af hans sabel.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Indira

avatar

Antal indlæg : 37
Reputation : 0
Join date : 28/08/17
Bopæl : Shiana, Cruera
Beskæftigelse : You'll find me swimming

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 7:48 pm

Indira var sjældent den der opsøgte mandligt selskab. Og dette skyldtes simpelthen at det ikke var en nødvendighed for hende, da det mandlige selskab som oftest opsøgte hende. Det var derfor heller ikke mange mandlige Mara’er, Indira fandt værdige at bruge tid og anstrengelser på. Dette havde hun aldrig gjort. Hun havde altid ladet dem komme til sig, og hvis de ikke gjorde, havde hun simpelthen fået sin tid til at gå med noget andet - træning, f.eks. Men som tiden gik, havde hun haft færre og færre problemer med mangel på mandlig opsøgen. Tværtimod, havde hun oftere måtte afvise eventuelle partnere, end hun havde accepteret dem. Men hun havde nu altså også lov til at have en vis standard, og hvis en person ikke tiltrak hende, kunne hun ikke forventes at være sammen med dem. Det ville egentlig også bare være at forlede dem, og det ville være komplet modstridende med hendes ærlige natur. Så dette gjorde hun sig ikke i. Derfor kunne man vide sig fuldkommen sikker på Indiras intentioner, hvis hun åbenlyst lagde an på én. Godt nok kunne hun sagtens finde på at holde en person lidt hen og pirre dem, uden at have sex med dem med det samme, men i så fald ville det altid være en person hun havde intentioner om eller lyst til at have sex med på et tidspunkt. Nogle gange kunne hun bare godt lide at øge frustrationen og dermed spændingen, når det så endelig skete. Men hun kunne aldrig finde på at kontinuerligt pirre en person, som hun ikke havde den mindste intention om at være sammen med. Det ville være ondskabsfuldt, og hun var ikke en ondskabsfuld person. Meget andet kunne man kalde hende, men ikke ondskabsfuld. Og i hvert fald aldrig intentionelt. Så kunne nogle måske mene dette om hende, hvis hun havde fundet en anden partner efter dem, eller noget i den dur, men det var ikke med intentioner om at være ondskabsfuld. Det var ganske enkelt en nødvendighed, for at få opfyldt sine behov. Og dette kunne man vel ikke virkelig holde sådan imod hende.

Som stilheden lagde sig over dem, betragtede hun synet der ventede dem forude. Cruera, i alt sin pragt. Byen var fyldt med Mara, der næsten virkede som lidt af en omvæltning efter denne tur, i næsten fuldkommen stilhed, med kun de to Mara. Det gik op for hende, som hun kiggede ud over byen, at hun ikke havde lyst til at befinde sig i disse omgivelser, ikke på denne dag. Hun havde haft godt af noget fred og ro, kun i selskab med en enkelt, rolig ledsager. Derfor besluttede hun sig hurtigt for hvad hun ville bruge resten af sin dag på, når hun havde taget afsked med Orion. Hun ville op på landjorden og udforske. Alene, som hun altid var deroppe. Hun ville ikke lade sig distrahere af andre Mara, når hun var over vand. Dette var noget hun altid havde holdt fast ved. Hun tog aldrig andre Mara med op over vand, med mindre det var for at have sex. Aldrig for at udforske og undersøge, det var noget hun havde haft med sin far eller alene, og sådan havde hun i sinde at holde det.

Hun kiggede på ham, da han stoppede sine bevægelser, og hun gjorde ligeså. Så fortalte han om sin retur til arbejdet, og hun nikkede. Det var skam fuldt forståeligt, at han havde pligter han skulle tage sig af. Hun var alligevel godt tilfreds med at komme op på landjorden, jo før jo bedre. Selvom hun ikke kunne lade være med at ærgre sig en smule over at skilles fra ham, så hurtigt efter at have mødt ham. Hvis det stod til hende, skulle de skam nok mødes igen. Hun svarede ikke, før han havde talt videre, efter nogen overvejelse. "I'm pleased to know that our royal family is in such capable hands." Hun smilte skævt, som en idé om hendes næste handling, dukkede op. Forhåbentlig ville det komme som en overraskelse, for han virkede ikke som en person der let blev overrasket, og hvis der var noget hun nød at gøre, var det at give folk sensationer og oplevelser de ikke normalt oplevede og følte. Hun bevægede sig helt tæt på ham og lagde armene om hans liv, som hun pressede sig let ind imod ham, vel vidende om at hun egentlig var nøgen. Mens hun endnu omfavnede ham, lød ordene: "Thank you for escorting me back. I'm sure we'll be seeing each other again." Så trak hun sig væk fra ham, sendte ham et sidste smil og vendte sig, for at svømme væk fra ham og mod overfladen. Hun havde ikke engang givet ham nok tid til at svare på hendes sidste ord, inden hun havde forladt ham, forhåbentlig undrende.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil http://daemonernes-by.danskforum.net
Orion

avatar

Antal indlæg : 43
Reputation : 0
Join date : 20/08/17
Bopæl : Cruera, Oclana
Beskæftigelse : (Former) Royal Guardian

IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   Lør sep 02, 2017 8:34 pm

Enhver skulle have retten og friheden til at følge sine egne lyster, og opsøge nydelse og tilfredsstillelse. Sådan havde han det i hvert fald med det. Og han havde det med andre Mara, som han havde det med Midnight. Han kunne aldrig finde på at indespærre eller tilbageholde en kvinde han måske elskede eller var i et forhold med. Det ville være meget nemt at fokusere al hans lyst og erotisme mod et enkelt individ, men det var ikke noget han kunne byde en enkelt person. Ikke at hans... afhængighed... ville kunne dræbe eller direkte skræmme en person, regnede han da ikke med. Han vidste bare hvordan langt de fleste personer var. Folk vænnede sig til tingene. Man begyndte at tage ting for givet, begyndte at se mod fjerne horisonter efter nyt, selv med så meget foran sin næse. Så hvad havde Orion gjort? Han havde lovet aldrig at tage ting for givet. Lovet at tage ting alvorligt og behandle sig selv og alt andet i verden med den seriøse mine og tone han syntes det fortjente. Også selv hvis dette skulle involvere taknemmelighed. Og ikke mindst havde han holdt sig helt væk fra forhold. Udviklet en stærk mistro mod hvad så mange andre Mara kaldte for sand eller ægte kærlighed, såvel som idéen om sjælepartnere. En kvinde besad en krop han kunne bruge. Dette betød ikke han behøvede at vide alt om kvinden for at bruge den. Hun skulle blot invitere ham tæt, og acceptere ham i hendes nærvær. Men selv med en sådan mistroisk og pessimistisk opfattelse, mindedes han altid hans faders skæbne, efter hans moders død. Hvis en mand så forfærdelig og monstrøs som ham kunne mærke et så forfærdeligt tab, så måtte kærlighed vel også være en realitet?

Hvis det havde været Indira's intention at give Orion en sensation han ikke normalt oplevede eller følte, så ramte hun plet. Han var egentlig klar på at deres veje skulle skilles, og han skulle stå og glo i byens mest fredelige kvarter i adskillige timer. Og havde da helt og aldeles ikke forestillet sig en sådan handling eller en sådan gestus, fra en kvinde som hende. I løbet af blot de få splitsekunder og øjeblikke det tog hende at vikle hendes arme omkring hans liv, og presse sig ind mod ham; frøs han. En indledende undren over hvor tæt hun kom på ham, blev forvandlet til inaktivitet, som så blev forvandlet til et lettere chok. Hun var nøgen, og inden længe kunne han mærke hendes bare bryster mod hans egen overkrop og hud. Mærke hendes brystvorter og bløde former presse sig let imod ham. hendes mave let imod hans egen. Men dette var ikke nær så seksuelt som han aller først havde mærket det. I stedet begyndte han at blinke lidt hurtigt med sine øjne, og blikket flakkede en smule febrilsk fra side til side. Hænderne bevægede sig ikke, og inden hun fjernede sig fra ham igen, havde han ikke nået at gengælde omfavnelsen. I stedet spændte han kæben og mavemusklerne, og forsøgte at undgå og ignorere den ufrivilligt behagelige følelse af en kvinde der omfavnede ham. Det var næsten sørgeligt, at han ikke rigtigt vidste hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle reagere, mod en sådan nærmest kærlig behandling. Det var næsten sørgeligt at konstatere; at dette var det første egentlige kram, og den første nænsomme omfavnelse han havde fået i årevis. En, mere eller mindre, totalt fremmed ung kvindelig Mara, omfavnede ham. Og det føltes fantastisk. Men Orion forblev rank, og lyttede med nød og næppe til ordene der forlod hendes læber.
Da hun så slap ham, sukkede han lydløst, og vendte blikket med mod hende, og gengældte lidt halvhjertet og undrende hendes smil. For så derefter at betragte hende svømme væk. En hånd røg igennem hans hår, og han tog en dyb indånding. Hånden fra hans hår gled også ned over hovedet, som han kom til sig selv igen. Kæben blev spændt, og efter lidt fraværende at have haft blikket vendt nedad, spejdede han så efter hende igen. Men hun var væk. Og det var nok til at trække ham tilbage i den virkelige verden; og få ham til at svømme ind i Cruera, og væk derfra.

//Out
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]   

Tilbage til toppen Go down
 
Fending for Myself ⚔ Orion [AFSLUTTET]
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Ruled by blood :: Området udenfor Cruera :: Cruicia-
Gå til: